Forestillingen om, at den tredje verden kunne moderniseres via den vestlige samfundsmodel, er gået under.

FINANSLOVSFORSLAG eller ej, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er ikke det medlem af regeringen, der tiltrækker sig den største opmærksomhed.

Heller ikke selv om hun har ansvaret for Danmarks relationer til en stor del af den verden, der ligger uden for Europa og det nordamerikanske kontinent.

Men overskrifterne burde have været større, efter at Tørnæs for en halv snes dage siden aflagde besøg i Afrikas folkerigeste land Nigeria.

Karakteristisk for indholdet af det danske besøg i kontinentets uden sammenligning største kleptokrati var da også, at Tørnæs havde selskab af den minister i regeringen, der nyder størst popularitet i Danmarks blå vælgersegment, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Med i rejsetaskerne havde de to ministre 125 millioner kroner, som skal anvendes til hjemsendelse af afviste asylansøgere efter det, som Udenrigsministeriet utilsløret kalder noget for noget-princippet.

Det kan ikke betyde andet, end at jo flere hjemsendte asylsøgere Nigeria tager imod, jo flere penge kan styret hæve ved Udenrigsministeriets kasse 1.

Beløbet syner ikke af alverden, når det holdes op mod Danmarks samlede udviklingsbudget på lidt over 16 mia. kr.

Men bevillingen er udtryk for et kursskifte, der har været i gang i flere år, og som fundamentalt handler om, at det, der engang blev drevet ud fra idealistiske hensigter om at løfte forarmede lande og folkeslag ind i den moderne verden, er på vej til at blive regulær sikkerhedspolitik, herunder terrorforebyggelse.

Udviklingsbistandens vise fædre troede engang på, at en række afrikanske og asiatiske lande kunne bekæmpe fattigdom og kvindeundertrykkelse og udvikle demokratiske styreformer samtidig.

Men som de seneste årtier har vist, er disse smukke hensigter forblevet kostbare illusioner.

Tydeligst demonstreret af fiaskoerne i Afghanistan og Irak, om end mindre dramatisk tydeliggjort i en række afrikanske lande, der i disse år segner under vægten af en ukontrollabel befolkningstilvækst, hvorved jorden gødes for religiøs og etnisk ekstremisme.

FOR 65 ÅR siden opfandt den franske antropolog Alfred Sauvy begrebet ’den tredje verden’ som en betegnelse for de lande, der stod alliancefrit i forhold til supermagtsrivaliseringens to magtblokke.

Siden antog begrebet en bredere betydning og blev en samlende beskrivelse for de udviklingslande, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald i 1989, blev aldrig en udviklingspolitisk løftestang for udviklingslandene, men bragte i stedet traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent.

Først i form af 1990’ernes krige på Balkan, siden som den asymmetriske krigsførelse, som jihadister og salafister fører i europæiske storbysamfund i ly af migrationen fra dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika.

Set i historiens havørneperspektiv er dette en civilisationskamp mellem vestlig modernitet og et barbari, der er vokset ud af fejlslagen eller fraværende udvikling i samfund hele vejen fra Casablanca over Tripoli, Kairo, Damaskus, Bagdad og Kabul til Islamabad og Tjetjenien.

Blev vi nogensinde advaret om, hvilke ubehageligheder der var på vej i de første jubelår efter Berlinmurens og verdenskommunismens fald? Jo da, manden, der så, hvad der var undervejs, hed Samuel Huntington. Ham med civilisationernes sammenstød. Hån og latterliggørelse mødte denne vise mand, da hans skelsættende bog udkom for en snes år siden. Fredsprisen fik han aldrig, men efter 11. september 2001 tav hans kritikere.

AT DANSK udviklingsbistand i voksende omfang anvendes for at give os selv mere sikre samfund, har længe stået klart for alle andre end bistandspolitikkens selverklærede idealister.

De mangler stadig at erkende de brutale realiteter, der har indfundet sig i Europas storbyer, efter at det for få år siden stod klart, at terroren ikke kun kunne bekæmpes med luftbombardementer af dens arnesteder i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien.

En vanskelig erkendelse har disse illusionister til gode: at dansk udviklingspolitiks ubetinget største succes nogensinde fravalgte den vestlige liberale model: Vietnam, der for tre årtier siden fusionerede Marx, Lenin, Kungfutse(Confucius), globalisering og markedsøkonomi. Det kaldes en udviklingsstat.

(klumme i Politiken 3. september 2017)