Derfor er atomvåben så vigtige for styret i Nordkorea

Alle taler om atomtruslen fra Nordkorea, mens der i Sydkorea er fokus på en mulig konventionel konfrontation.

Set på afstand burde 51 millioner sydkoreanere være lammet af frygt, men de nordkoreanske prøvesprængninger og raketaffyringer har ikke ’broderfjenden’ i sigtekornet.

Når Nordkoreas styre og dets kolossale militærapparat udpeger stillehavsøen Guam som mål og sender fremføringsmidler i Japans retning, er det lige præcis et fravalg af Den Koreanske Halvø som slagmark.

Hovedfjenden er og bliver USA. Den håndfaste propaganda fra hovedstaden Pyongyang handler om at ydmyge supermagten så længe, at præsident Donald Trump ikke ser anden udvej end at bede om at lade sine udsendte i landet møde nordkoreanske diplomater ved et forhandlingsbord.

Men det høje spændingsniveau gør, at der lige nu er uendelig langt til en afmontering af den fastlåste situation ad diplomatisk vej. USA og Sydkorea ved også, at deres modstander er så stærkt motiveret til at yde en krigsindsats, som tænkes kan: Det er selve regimets, militærets og statens overlevelse, der er på spil.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, har ved et par lejligheder forsøgt at forsikre nordkoreanerne om, at USA ikke har til hensigt at udslette styret i Pyongyang. Men skulle en forhandling mellem parterne blive en realitet, vil Washingtons forhandlere blive mødt med et krav om, at USA’s militær forlader Sydkorea, inden en fredsaftale kan komme på plads.

Forestiller man sig en konkret forhandlingssituation, kan denne ikke undgå at handle om kernevåben: selvsagt de nordkoreanske, og over for dem den amerikanske atomparaply, der siden Korea-krigens afslutning i 1953 har sikret, at de konventionelle kamphandlinger mellem Nord- og Sydkorea forblev begrænsede.

Mest i form af målrettede nordkoreanske terroraktioner mod mål i Sydkorea. Herunder de invasionstunneler, som nordkoreanerne gravede under den 4 kilometer brede våbenstilstandslinje, der deler halvøen.

Altså afhænger Nordkoreas overlevelse af landets kernevåben. Ikke for at bruge dem, men for at true med dem. True USA til forhandling i et scenario, der ville komme til at ligne det, USA fik på plads med Iran. Her vil et stort udestående spørgsmål være, om Sydkorea ville blive inviteret med. Glem ikke, at begge koreanske stater har genforening som langsigtet mål.

En sådan løsning ligner utopi, og derfor skal militære planlæggere gennemtænke de ultimative scenarier. Verdens medier går således ikke galt i byen, når de skriver om atomtruslen og risikoen for en kernevåbenkrig med et koreansk afsæt. Men en sådan krig vil ikke nødvendigvis blive udkæmpet på halvøen.

Alle konfliktens parter er klar over, at det nukleare scenarie vil blive ukontrollabelt og få helt uoverstigelige konsekvenser, hvis USA med sit overlegne arsenal af både konventionelle og atomare våben i Asien beslutter sig for at neutralisere den nordkoreanske våbenkapacitet.

Selv med et begrænset præcisionsangreb på udvalgte militære installationer nord for den 38. breddegrad vil risikoen for, at Kina intervenerer for at redde sin historiske allierede, blive forøget markant.

Næppe mange i Trump-regeringen tør tænke denne tanke til ende, og Kina vil gøre alt, hvad det er i stand til, for at undgå, at det overhovedet kommer så vidt. Den kinesiske intervention i Korea-krigen i oktober 1950 trækker lange og dybe spor.

Amerikanske militæranalytikere er over en bred front enige om, at USA kun har få muligheder tilbage, hvis supermagtens strategiske mål er at fjerne den nordkoreanske kernevåbenkapacitet.

Et indlysende scenario er en konventionel krigsførelse, men her har Nordkorea det stærkeste kort af alle på hånden: geografien.

Den sydkoreanske hovedstad, Seoul, er med sine omgivende satellitbyer klodens fjerdestørste metropol med anslået 24 millioner indbyggere, svarende til knap halvdelen af Sydkoreas indbyggere.

I en situation med militær optrapning vil det nordkoreanske militær sandsynligvis vælge at anvende sit langtrækkende artilleri mod Seoul, hvorved antallet af dræbte og sårede i løbet af meget kort tid ville skulle tælles i hundredtusinder.

Et amerikansk-sydkoreansk modtræk ville være en invasion med landstyrker ind i Nordkorea. Men det ville tage flere måneder, inden USA fik tilstrækkelig mange styrker på plads.

Det skal her erindres, at den amerikanske troppeopbygning op til befrielsen af det irakisk besatte Kuwait i de tidlige uger af 1991 tog 5 måneder. For nuværende har USA 34.800 soldater på sydkoreansk jord, hvilket ikke er meget mere end en symbolsk styrke.

I fraværet af traditionelt diplomati og med en uforudsigelig amerikansk præsident i Washington må nervøsiteten være stor i de sydkoreanske regeringskontorer, hvor et af de første spørgsmål, der stilles, må lyde: Hvad kan vi gøre for at begrænse krigen, hvis den bryder ud?

Det sydkoreanske luftvåbens simulationsøvelser mandag illustrerer, at Seoul for længst har udtænkt, hvilke installationer de i et meget tidligt stadie af en konfrontation skal ramme. Sydkoreanerne har her den fordel, at de meget hurtigt vil få amerikansk støtte til at erobre luftherredømmet over Korea.

(Nyhedsanalyse i Politiken 5.9.2017)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s