Tænk efter, inden krigen startes i Korea

Læs Robert McNamara inden missilerne rammer Nordøstasien.

HISTORIENØRDER, der er optaget af de store politiske opbrud, der prægede USA’s udvikling både på hjemmefronten og ude på den ganske klode i 1960’erne, vil have en naturlig interesse for Robert S. McNamara. ’En IBM-computer på to ben’ blev han kaldt, da han i slutningen af 1960 blev bedt om at indtræde som forsvarsminister i John F. Kennedys administration efter dennes valgsejr i november samme år.

McNamara er stadig den forsvarsminister, der har siddet længst som Pentagons øverstkommanderende. Da han i 1968 forlod forsvarsministerposten i en tårevædet og stilfærdig protest mod USA’s udsigtsløse krig i Vietnam, rykkede han over og blev chef for Verdensbanken, hvor han sad indtil 1981.

Danske ungdomsoprørere vil huske ham som hadeobjektet i de demonstrationer, der rystede København i september 1970, da politiet serverede ’knippelsuppe’ til de såkaldte ’antiimperialistiske’ aktivister, som muntrede sig med at sætte ild til ordensmagtens køretøjer i centrum af København.

McNamaras verdenssyn og erfaringer er værd at genkalde sig i denne tid, hvor amerikanske militære planlæggere er langt inde i analyserne af, hvorledes et væbnet opgør i og omkring Korea vil udfolde sig. Vi taler om både en vidtrækkende konventionel krigsførelse mod både civile og militære mål i Nord- og Sydkorea. At kernevåben ultimativt kan blive bragt i spil er ulykkeligvis en realitet, der er med i spillet om en af klodens farligste aktører: det xenofobiske klanstyre i Pyongyang.

GEOGRAFISK skal vi ikke langt fra den koreanske halvø for at finde erfaringer, der er relevante i denne sammenhæng. I foråret 1945 var Japan, der 35 år tidligere havde koloniseret Korea, blevet den eneste tilbageværende af de såkaldte aksemagter, der holdt ud mod den amerikansk-ledede indsats for at afslutte Anden Verdenskrig.

Med i den stab, der planlagde den afsluttende krigsindsats mod den kejserlige japanske hær, var Robert McNamara. I en enestående dokumentarfilm ’The Fog of War’ instrueret af Errol Morris i 2003, erkender McNamara i lange og grundige samtaler at have spillet en nøglerolle, da Tokyo natten mellem den 9. og 10. marts 1945 blev udsat for massive luftbombardementer, der kostede mindst 100.000 civile livet (nogle historikere sætter antallet af ofre betydeligt højere). Angrebet var uden militær betydning, eftersom det amerikanske luftvåben afsluttede krigen ved i august 1945 at kaste atombomber mod to japanske provinsbyer, ikke hovedstaden.

McNamara fortæller med en overvældende åbenhed i ’The Fog of War’, hvorledes en af hans medarbejdere, Curtis LeMay, var ’fuldstændig besat’ af at ramme mål i Japan uanset om disse var civile eller militære. Samme LeMay blev siden arkitekten bag de massive bombardementer, der i slutningen af 1960’erne og igen i 1973 ramte Nordvietnam, Laos og Cambodja i såkaldte ’kampagner’ der skulle sende disse ludfattige risbondelande ’tilbage til stenalderen’, som den flamboyante general så smagfuldt udtrykte det.

Inden LeMay forlod denne verden i 1990, var han blevet den højst dekorerede general i luftkrigens historie med medaljer, hædersbevisninger og ordener fra ikke bare sit hjemland, men også Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Sverige og – forstå det, hvem kan – Japan.

I 1995 udgav McNamara sine erindringer om tiden som forsvarsminister ’In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam’, som danner grundlag for dokumentarfilmen. Begge udgivelser er regulære mesterstykker, der også i dag er helt afgørende for forståelsen af de risici, der er forbundet med at føre krig i Østasien, som ikke siden 1979 har oplevet en krig af den konventionelle slags (Kinas tre uger lange invasion af Vietnam).

I SIN bog om tragedierne og erfaringerne fra Vietnam drager McNamara en stribe konklusioner. Pladsen tillader kun at referere de vigtigste her, men de er vigtige i sammenhæng med Korea:

USA undervurderede den nationalistiske kraft, der motiverer et folk til at kæmpe og dø for deres overbevisning og værdier, demonstrerede en gennemgribende uvidenhed om disse landes historie, kultur og politik, og fejlede, fordi regeringen i Washington ikke involverede hverken Kongressen eller befolkningen i en åben og ærlig debat om fordele og ulemper ved et omfattende militært engagement, inden konflikten blev konkret.

(klumme i Politiken 11.september 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s