Folket støtter den etniske udrensning

Muslimer betaler prisen for demokratiseringen i Myanmar.

Efterhånden begynder det at give mening at sammenligne den blodige og brutale fordrivelse af det muslimske rohingya-mindretal fra Myanmars vestlige Rakhine-region med det, der karakteriserede opløsningen af Jugoslavien i 1990’erne.

’Balkanisering’ var en betegnelse, der blev anvendt hyppigt i historieskrivningen om opdelingen af det sydøstlige Europa efter Første Verdenskrig, og udtrykket blev på kort tid synonymt med etnisk udrensning af den værste slags.

Men trods lighederne mellem datidens kommunistiske Jugoslavien og det militært styrede Myanmar er der også afgørende forskelle. Den jugoslaviske føderation gik under, ikke mindst fordi formodningen om en nydemokratisk, post-kommunistisk identitet for den etnisk fragmenterede befolkning viste sig at være en luftspejling. Fraværet af en strategi for demokratisering og decentralisering af magten fik lokale ledere til at gribe til laveste politiske fællesnævner: identitet og religion. Historiens ældste beskidte trick.

I tilbageblik på Balkan-konflikterne overses det ofte, at de kom ud af noget, der udadtil lignede en demokratisering. Med opløsningen i 1990 af det kommunistparti, der siden Anden Verdenskrig havde holdt sammen på en etnisk og kulturelt skrøbelig føderation, var vejen banet for at lade stridende former for nationalisme udarte i etnisk udrensning.

NUTIDENS MYANMAR , det tidligere Burma, har under de seneste års demokratisering lukket op for militant nationalistisk buddhisme, som bruger landets nye åbenhed til at definere, hvad de mener er det unikke ved at være borger i Myanmar. Landets etniske hovedgruppe, burmanerne, er domineret af buddhister og tæller mere end to tredjedele af befolkningen.

Der findes talrige eksempler på, at en burmaner finder sig en kristen ægtefælle, ligesom der er rigeligt med blandede landsbysamfund, hvor forskellige etniske grupper lever fredeligt sammen. Men der går en hårdt optrukket grænse i den region, der kendes under navnet Rakhine eller den ældre betegnelse Arakan.

Hvis man forestiller sig, at regeringen i Myanmar satte den aktuelle fordrivelsespolitik mod rohingyaerne til folkeafstemning, ville udfaldet blive en massiv opbakning til den aktuelle politik. De oplever, at de forsvarer identitet og nation på samme tid.

Både regeringsrepræsentanter og buddhistiske talsmænd hævder, at rohingyaerne er indvandret i nyere tid, hvilket ikke er korrekt. Fra midten af 1600-tallet og et par århundreder frem eksisterede der i denne region et fyrstedømme, Mrauk-U, som havde en betydelig muslimsk befolkningsandel, muligvis et flertal. Altså længe før den britiske kolonisering blev en realitet.

Det forties af myndighederne, at den demokratiske regering, der kom til magten efter uafhængigheden i 1948, i praksis anerkendte rohingyaerne som borgere i datidens Burma. De fik identitetskort og nød samme rettigheder som de øvrige indbyggere. Centralregeringen tillod f.eks. ugentlige radioprogrammer på rohingya-sproget.

Det hele hørte op med den militære magtovertagelse i 1962, hvorefter etnisk udrensning blev årtiers gængse politik. Normaltilstanden så at sige. Datidens juntastyre fordrev ikke bare muslimer, men også kristne, indiske og kinesiske mindretal indtil vedtagelsen af en statsborgerskabslov i 1982, hvor rohingyaerne ikke var inkluderet.

MYANMARS NUVÆRENDE styre er en hybridregering sammensat af officerskorpset og et folkevalgt flertal fra Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), ledet af Aung San Suu Kyi. Militæret er reelt et aristokrati med alle dertilhørende økonomiske privilegier, og det får politisk legitimitet ved at tillade Suu Kyi at være landets formelle leder. I praksis er hendes og partiets magt og indflydelse stærkt begrænset.

Der er ingen realistisk mulighed for, at Suu Kyi og hendes parlamentsgruppe åbent siger fra over for fordrivelsespolitikken i Rakhine. Den har opbakning i landets stærkeste institution, munkevæsnet, og ikke mindst fra de aktivister, der engang stod i spidsen for årtiers kamp mod militærstyret.

Myanmar er derfor ikke ’balkaniseret’ i en grad, der truer nationens sammenhængskraft, fordi modstanden mod muslimerne er den faktor, der bringer militær, munke og demokrater sammen. Vi står således med det i Asien velkendte fænomen, at blodig undertrykkelse af et mindretal nyder opbakning i et flertal af befolkningen.

(klumme i Politiken 13.09.2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s