Suu Kyi får skylden for militærets hærgen

Myanmars militære aristokrati har fået de tilstande, de ønsker sig. Med hjælp fra den humanitære verden.

For lidt, for sent, for svagt. Sådan vil fællesnævneren lyde for de internationale reaktioner på den tale, som Myanmars formelle leder, Aung San Suu Kyi, holdt tirsdag morgen dansk tid. Forventeligt nok havde talen ingen kritik af den etniske udrensning, som landets militær står bag i den vestlige Rakhine-region, og som har sendt anslået 400.000 muslimske rohingya-flygtninge ind over grænsen til Bangladesh. Kun en meget forsigtig erklæring om, at sikkerhedsstyrkerne er blevet pålagt at »udvise den nødvendige forsigtighed for at undgå at ramme civile«.

Formuleringen er utvivlsomt forhåndsgodkendt i den officerselite, som har stået for årtiers udrensningsoperationer i det hærgede land, og som har ramt også andre end muslimske mindretal. Suu Kyis fordømmelse af »alle slags menneskeretskrænkelser og ulovlig vold« er lige akkurat indrettet på at friholde de generaler, som hendes politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), sidder sammen med i en skrøbelig samarbejdsregering, der kun med meget god vilje kan kaldes en koalition. For de interne magtforhold i regeringen er højst ulige.

LIGAEN OG dens berømte lederfigur har siden valget i 2015 været reduceret til noget, der ligner moralsk staffage. Med det formål at give det militære aristokrati den politiske legitimitet, som det har savnet og manglet efter et halvt århundreds overgreb og ustraffede krige mod egen befolkning.

Officerselitens accept af at demokratisere Myanmar ved at frigive Suu Kyi og andre politiske fanger og legalisere NLD skete under den forudsætning, at Tatmadaw, landets militær, opretholder sin politiske immunitet og autonomi. Det er skrevet ind i den forfatning, som NLD ikke har sat så meget som et komma i.

Militæret kan derfor ubesværet tilrane sig de milliardsummer, det skal bruge til fortsat opretholdelse af de væbnede styrker, som er tæt på en halv million mand og af samme omfang som det buddhistiske munkevæsen. Penge, der kunne været gået til sundhed og uddannelse, bruges derfor uden civil kontrol til våbenkøb og offentlige goder, der er forbeholdt officerselitens familier.

NÅR INTERNATIONALE hjælpeorganisationer nærmest i kor fordømmer landets ledende civile politiker, passer dette kun alt for godt ind i den militære elites veltilrettelagte strategi. Suu Kyi er det internationale samfunds skydeskive for en kritik, der for længst burde have være rettet mod Myanmars ’seniorgeneral’, 61-årige Min Aung Hlaing.

Det er ham, der har blokeret for de lovreformer, der blev forsøgt vedtaget for at hjælpe landets brogede kludetæppe af etniske minoriteter. Og det er ham, der har beordret de etniske udrensningskampagner i Rakhine. Det er også ham, der 29. januar i år stod bag lejemordet på U Ko Ni, den juridiske toprådgiver i NLD, der bistod Suu Kyi med at udarbejde de lovforslag, der var i støbeskeen for at justere forfatningen.

U Ko Ni var muslim og blev skudt ned på trappen foran hovedbygningen i Yangons internationale lufthavn. Snarlig opklaring? Glem alt om det. Militæreliten kontrollerer politiet, de særlige sikkerhedsstyrker og grænsebevogtningen. Desuden også store dele af den offentlige sektor og mange af de virksomheder, der kontrollerer landets største rigdomme, herunder råstoffer.

Når ’seniorgeneralen’ har fri, slapper han af i luksusvillaen i hovedstaden, Naypyidaw, der strækker sig over et areal, der er fire gange Londons, men kun skal finde plads til 900.000 indbyggere. Tidligere i år aflagde Min Aung Hlaing besøg i både Tyskland og Østrig, hvor han fik fremvist de faciliteter, der leverer avancerede våben til Tatmadaw. I november i fjor tog ’seniorgeneralen’ på goodwilltur i Bruxelles, hvor han forelæste for EU’s sikkerhedspolitiske arbejdsgruppe om sit lands store fremskridt. Herefter gik turen til Italien, hvor der ud over sightseeing i Venedig var møder med landets forsvarschef. For at gøre denne farce til en fuldstændig tragedie er det tilmed lykkedes Myanmars officerskorps at sende nogle af sine yngre talenter på særlige kurser i Storbritannien, landets kolonimagt indtil 1948.

Så i realiteten er det militæret, et af de mest blodbesudlede og berygtede i Sydøstasien, der har fået mest gavn af Myanmars demokratisering – eller rettere normalisering. For den hærgede nation begynder i uhyggelig grad at ligne det, den var engang.

(klumme i Politiken 20. september 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Myanmar/Burma. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s