Jihadistisk pres på Myanmar

Konflikten om rohingyaerne har længe været internationaliseret.

AF SELVINDLYSENDE grunde skal FN-systemet og det øvrige internationale samfund vedblivende kræve af den militære ledelse i Myanmar, at den indstiller sine udrensningskampagner i Rakhine, ligesom den formelle civile leder af landet, Aung San Suu Kyi, skal have at vide, at hendes udenomssnak og bortforklaringer ikke duer. Men det ændrer ikke på, at den årtier gamle konflikt længe har været internationaliseret. Dens forgreninger går til Pakistan, Saudi-Arabien og muslimske grupperinger i andre dele af Syd- og Sydøstasien.

Blandt de mange lokale oprør, der fulgte umiddelbart efter det selvstændige Burmas fødsel i januar 1948, var der også et muslimsk. Datidens hellige krigere greb til våben for at blive integreret med nabostaten Østpakistan, der havde fået selvstændighed året forinden, og der gik en lille halv snes år, inden den burmesiske hær havde nedkæmpet og neutraliseret disse separatister. De nye generationer af islamistiske krigere har hentet inspiration flere steder fra, ikke mindst fra de mujahediner, der bragte den sovjetiske supermagt på knæene i Afghanistan i slutningen af 1980’erne.

Der eksisterer en geografisk platform, som deles af datidens oprørere og nutidens rohingyaer: Pakistan, som er hjemsted for anslået en halv million medlemmer af dette muslimske mindretal. Omkring halvdelen bor i slumkvarterer i millionbyen Karachi. Den største af disse bydele har taget navn efter Rakhines gamle navn og hedder derfor Arkanabad. Rohingyaerne i Karachi er efterkommere af de familier, der blev fordrevet allerede i 1950’erne. Ganske som i Myanmar står de uden rettigheder, fordi de pakistanske myndigheder aldrig har villet give dem de identitetskort, der er adgangsbillet til sundhedsydelser, skolegang og andre offentlige goder.

Når mange af dem alligevel tolereres og klarer sig, skyldes det, at de dominerer fiskerierhvervet, idet den pakistanske fiskeeksport til Kina indbringer store summer hård valuta. Men deres retslige status er ikke anderledes end i oprindelseslandet, hvor de officielt betegnes ’bengalier’ i stedet for rohingyaer. Til den pakistanske avis Dawn siger Nur Hussain Arakani, leder af den Burmesiske Muslimske Velfærdsorganisation, at Karachis rohingyaer ikke selv bruger denne betegnelse:

»Det vil de aldrig skrive på et papir. De foretrækker at blive kaldt bengalier«.

TERRORBEVÆGELSEN Al-Qaeda begyndte at referere til rohingyaernes situation, da Ayman al-Zawahiru, Osama bin Ladens afløser, nævner dem i 2013, året før han etablerer AQIS (Al-Qaeda på det Indiske Subkontinent), hvortil også Myanmar hører som terrorbevægelsens operationsområde.

Siden fulgte sympatierklæringer fra Islamisk Stat, som i sit magasin Dabiq (fra april 2016) lader en erklæret jihadist i Bangladesh, Abu Ibrahim, opfordre trosfæller til at komme rohingyaerne i Myanmar til undsætning. Det er derfor logisk, at den muslimske guerillagruppe i Rakhine, Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa), gik ud med en officiel benægtelse 14. september: Gruppen afviste at have forbindelser til al-Qaeda, Islamisk Stat i Irak og Syrien eller nogen anden transnational terrorgruppe. Udmeldingen er selvfølgelig en afværgemanøvre, eftersom det er velkendt blandt terroreksperter, at Arsa’s operationelle leder, Ataullah Abu Amar Junjuni (alias Hafiz Tomar og Ata Ullah), er født og opvokset i Karachi og er blevet islamistisk skolet i Saudi-Arabien.

ARSA blev tidligere kendt som Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Ifølge efterretningskilder, der refereres af netavisen Asia Times, er Arsa’s ledende organisatoriske kraft, eller åndelige vejleder om man vil, Abdus Quadoos Burmi, en anden af Karachis mange pakistanske rohingyaer. Han optræder på videoklip distribueret på sociale medier med opfordringer til at indlede en ’hellig krig’ i Myanmar. Han sættes i forbindelse med Lashkar-e-Taiba, ’De Retfærdiges Hær’, som længe har været aktiv i Sydasien.

BEVÆGELSEN Harakah al-Yaqin blev grundlagt i 2012 efter en fordrivelse, der ligner den aktuelle. Ifølge en rapport fra International Crisis Group blev træningen af militser påbegyndt af rohingyaer, der havde deltaget i andre terrorangreb samt pakistanere og afghanske krigere.

Rohingyaernes kamp er derfor mere end blot et oprør for at sikre et trængt og forfulgt mindretals overlevelse og rettigheder. Den har også rødder i den transnationale jihadisme.

(klumme i Politiken 25. sept. 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s