Hugh Hefner kunne andet end at skaffe smukke kvinder til huse. Playboy var i årtier førende med portrætinterview af højeste klasse.

Millioner af mænd i alle aldre har utvivlsomt drømt om at komme i samme sko som grundlæggeren af Playboy Magazine, nyligt afdøde Hugh Hefner. Medie- og underholdningsentreprenøren Hefner realiserede den del af den amerikanske drøm, som rummede et tiltrængt modspil til den puritanisme, som selve nationen blev grundlagt på i 1776. Men hans bidrag til amerikansk kulturhistorie rækker videre end kødelige lyster.

At kalde ham frontløberen i den seksuelle revolution i den vestlige verden er nok lidt af en overdrivelse. Hollywood og den mere seriøse del af skønlitteraturen var store aktører i samme bevægelse, som bar i retning af menneskets ret til selv at vælge sin seksualitet. Selv var Hefner forholdsvis beskeden i udlægningen af sin betydning. Da han i 1992 blev spurgt af The New York Times, hvad han i karrieren var mest stolt af, lød svaret:

»Jeg forandrede holdningerne til sex. Det blev acceptabelt, at almindelige mennesker kunne leve sammen, fordi sex før ægteskabet ikke længere blev betragtet som noget, der lagde gift for et lykkeligt liv«.

At det var datidens sexsymbol Marilyn Monroe, der prydede bladets første udgave i 1953, vidnede om Hefners evne til at se udviklingstendenser længe før konkurrenterne.

Men midt i optagetheden af og debatten om, hvad Playboy har betydet for mænds syn på unge kvinder, er det overset, at bladet tidligt blev førende inden for den genre, vi kalder interview- og portrætjournalistikken. Få publikationer har som Playboy kunnet levere grundige, omfangsrige og righoldige interviewsamtaler med kendte og begavede personligheder, retorisk elegante i udformningen og ofte med litterære kvaliteter indbygget.

Denne succeshistorie tog sin begyndelse i 1962, da jazzlegenden Miles Davis lagde sin karrieres historie ud i bladets spalter. Intervieweren var Alex Haley, der i 1970’erne opnåede berømmelse med sin bog ’Rødder’ om de slaver, der lagde grunden til det afroamerikanske USA.

Få år efter gennembruddet med Miles Davis fik Haley borgerretsforkæmperen Martin Luther King i tale. Samtalen mellem de to blev publiceret i januar 1965 og er en milepæl i amerikansk journalistik. Omfanget er på den anden side af 16.000 ord (svarende til syv kronikker i Politiken) og blev det længste interview, King nogensinde gav.

I september 1968 lykkedes det Playboy at få den ellers så sky og tilknappede filmkunstner Stanley Kubrick til at give interview, og her begyndte Hefners journalister at få konkurrence fra magasinet Rolling Stone, hvis grundlægger, Jann Wenner, ikke lagde skjul på, at han havde ladet sig inspirere af Playboy til at give god plads til lange og dybe portrætsamtaler.

Min egen favorit i denne perlerække er Playboys møde med westernhelten John Wayne i bladets udgave fra maj 1971. Jeg var som barn og teenager stor fan af Wayne, men blev først opmærksom på interviewet længe efter filmlegendens død i 1979, og selvfølgelig har jeg via eBay skaffet mig et eksemplar af netop denne udgave.

Intervieweren Richard Warren Lewis kommer vidunderligt søgende grundigt rundt i filmheltens univers. Der er detaljerede diskussioner om konkrete oplevelser og begivenheder fra en karriere, der omfattede flere end 200 spillefilm. Bladet leverer her på fornemste vis et stykke amerikansk kulturhistorie.

For læseren får en indsigt i den amerikanske højrefløjs selvforståelse gennem westernikonets særlige optik og temperament. Læsningen gør det klart, at John Wayne var en hel del mere end en stor skikkelse i amerikansk underholdningsindustri.

Han var også på sin egen unikke facon en intellektuel begavelse, der vidste, hvorledes marxisten Herbert Marcuse inspirerede amerikanske universitetsmiljøer, og hvordan børnelægen dr. Benjamin Spock forsøgte at introducere progressiv børneopdragelse i det traditionelle og konservative USA.

Pointen er, at selv uden Playmate of the Month var rigtig mange udgaver af Hefners mandeblad noget af en skatkiste for læsere, der søgte førsteklasses interview- og portrætjournalistik. Selvfølgelig var det interessen for de kvindelige former, der sendte oplaget op i millionhøjderne, men der blev så sandelig også leveret åndelig føde. Hugh Hefner havde meget mere end sex på tallerkenen.

(klumme i Politiken 4.10.2017)