Hvem bliver den næste Liu Xiaobo?

Kinesiske systemkritikere strides indbyrdes eller visner. I USA.

ER der aktivister, der vil løfte arven efter den nyligt afdøde kinesiske systemkritiker og nobelpristager Liu Xiaobo? Tusinder af hans ligesindede er i tidens løb rejst til Vesten, især USA, så hvor er lige de rette repræsentanter for en bevægelse, der kan videreføre ideen om et mere humant, liberalt og på sigt demokratisk Kina?

Hvis vi ser på, hvordan det er gået de dissidenter, der længe før Liu Xiaobo valgte at trodse den kinesiske partistats undertrykkelse, er billedet ikke opmuntrende. Den skikkelse, der rager mest op i historieskrivningen, er astrofysikeren Fang Lizhi (1936-2012), af mange kaldet ’Kinas Sakharov’, et tilnavn, der sidestiller ham med den sovjetiske atomfysiker og menneskeretsaktivist Andrej Sakharov (1921-89).

VIDENSKABSMANDEN Fang Lizhi blev den åndelige fader til det studenterledede oprør i Beijing i forsommeren 1989. Tilbage i sin studietid i 1950’erne oplevede han at blive ekskluderet af kommunistpartiet og få afbrudt et lovende karriereforløb. Da et gryende studenteroprør begyndte at tage form på flere kinesiske universiteter i 1986-87, talte han om behovet for flere rettigheder til landets borgere, men advarede sine studerende mod at gå i demonstrationer.

Da en protestbevægelse begyndte at organisere sig i Beijings centrum i forsommeren 1989, gentog Fang sin advarsler, men myndighederne betragtede ham ikke desto mindre som aktivisternes hovedinspirator. Dagen efter det kinesiske militærs massakre på civile aktivister i Beijings centrum 4. juni, gik Fang med sin hustru ind på den amerikanske ambassade i Beijing og søgte om asyl. Et år senere fik de tilladelse til at forlade Kina i et amerikansk militært transportfly.

Da han i 1991 besøgte København og talte ved et møde i Folketingets landstingssal, forklarede han på ny, at han havde frarådet sine studerende at organisere protestdemonstrationer i Beijing i forsommeren 1989. Han afholdt sig siden fra at kommentere kinesisk politik og helligede sig sin forskning på et universitet i Tucson, Arizona, frem til sin død som 76-årig.

LANGT mere profileret blev ’Harry’ Wu Hongda, der døde som 79-årig i fjor. Nærværende skribent havde i maj 2004 den fornøjelse at møde Harry Wu, og efter det meste af et par timers samtale om tilstanden i Kina efterlod den geologuddannede aktivist et formidabelt indtryk. Han sad i årene 1960 til 1979 i en af de berygtede kinesiske arbejdslejre kendt som laogai . Seks år efter sin frigivelse rejste han til USA, blev amerikansk statsborger og besluttede sig for at tjene Kinas fremtidige generationer ved at offentliggøre sin viden om lejrsystemet.

Under falske identiteter rejste han flere gange tilbage til Kina for at indsamle data om lejrene, men blev i 1995 afsløret og arresteret, idømt 15 års fængsel for spionage og udvist som en del af en studehandel mellem Beijing og Washington.

Efterfølgende oprettede han både en såkaldt forskningsfond og et museum, hvis formål var at indsamle data om lejrene og udbrede kendskabet til dette systems behandling af talløse kinesiske straffefanger. Et nobelt formål, men da Harry Wus indsamlingsvirksomhed kom i klemme i forhold til internetgiganten Yahoo, gik det galt.

To kinesiske aktivister, begge slægtninge til Wu, anlagde sag mod Yahoo for at have forsynet kinesiske myndigheder med information, der havde ført til arrestation af et antal systemkritikere. Efter flere års tovtrækkeri endte sagen med, at de to sagsøgere også krævede erstatninger af Wu. Deres anklage lød på, at han havde krævet en million dollars i ’salær’ for at have hjulpet med søgsmålet. Pengene skulle angiveligt være overdraget fra Yahoo til Harry Wus ’forskningsfond’ som et led i et forlig.

Harry Wu benægtede alle anklager om, at han personligt skulle profitere på den aktivisme, som have givet ham anerkendelse blandt amerikanske kongrespolitikere. Hans forklaring lød på, at det omstridte millionbeløb var en donation, som sagsøgeren frivilligt havde givet til ham, men at samme sagsøger siden fortrød og krævede pengene tilbage.

Balladen fik flere andre systemkritikere til at beklage den holdningsændring de så hos den berømte aktivist. Som det blev udtrykt af Shi Qing, der sad syv år i fængsel for sin deltagelse i demonstrationerne i Beijing i 1989: »Vi beundrer Harry Wu, fordi han har gjort Kinas arbejdslejrsystem kendt for verden. Men den Harry Wu, der stod frem i sine sene år, var en bedrøvelig skikkelse, som vi måtte foragte«.

Kinas eksilmiljø af systemkritikere har et stykke vej endnu.

(klumme i Politiken 31.7.2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s