Partikongres vil bekræfte strammerkurs

Partichef Xi Jinping vil i næste uge få bekræftet en ny femårsperiode ved magten. Kinas variant af østasiatisk statskapitalisme fortsætter.

Som så ofte før er kinesisk magtpolitik sprængfyldt med paradokser, og opløbet frem til åbningen af kommunistpartiets 19. kongres i den kommende uge er ingen undtagelse.

Vidste man ikke bedre, kunne kongressen ligne en generalforsamling af aktionærer i et multinationalt selskab, for bag den floromvundne retorik handler meget om, hvordan nutidens og fremtidens Kina vil anvende de enorme pengebeholdninger, som kinesiske stats- og udviklingsbanker kontrollerer. Vil andre samfund end det kinesiske få gavn af disse penge?

En stribe koreograferede ritualer omkring udnævnelser til topposter i partiapparatet vil blive gennemført for åbent tæppe. Chefen for det hele, generalsekretær Xi Jinping, vil levere den nødvendige selvros og bekræfte nogle velkendte politiske målsætninger.

Meget vil ligne og lyde som det Kina, verden har kendt siden årtusindeskiftet. Så er der noget, der bør bekymre verden udenfor? Og hvilke paradokser taler vi om? Her følger nogle af dem.

For fire-fem årtier siden var Kina ombejlet af socialistiske og prokommunistiske intellektuelle sværmere i bittesmå miljøer i Vesten, overvejende i universitetsverdenen. Da Kina fra 1978-79 indledte reformprogrammer, der trak landet i retning af mere markedsøkonomi og mere plads til civilsamfundet (dvs. organisationer uden for partistaten), blev ’fanskaren’ gradvis skiftet ud.

De venstreorienterede blev ideologisk hjemløse, og Kinas nye venner har i voksende omfang været at finde i erhvervslivet, investor- og finansverdenen. For stort set alle nutidens venstreorienterede og enkelte overlevende antikommunister er ’Kina’ i dag et skældsord.

VI TALER om et af de største paradigmeskifter i nyere historie, hvilket f.eks. afspejlede sig i en udtalelse af den fhv. danske topdiplomat Jørgen Ørstrøm Møller, der til Ugebrevet Mandag Morgen i maj sagde, at den økonomiske verdensorden, der blev grundlagt af USA i slutningen af 1940’erne, nu havde fået Kina som sin vigtigste forsvarer og fortaler.

Det er nu seks år siden, at Kinas udlån til udviklingsformål til tredjeverdenslande i volumen overhalede Verdensbanken, der som bekendt er en amerikansk opfindelse. Kinas forspring på dette felt kommer til at vokse med opbygningen af den Asiatiske Infrastruktur- og Investeringsbank, AIIB, der har alle betydende økonomier som medlem minus (selvfølgelig) USA og Japan.

I talrige hovedstæder verden rundt ses USA under Trump ikke længere som den magt, der vil håndhæve de principper, som selv USA var arkitekten bag for syv årtier siden. Kina behøver således ikke at gøre ret meget for at befæste sin globale økonomiske position: Det rækker at fylde det tomrum ud, som en enten inaktiv eller diffus amerikansk udenrigspolitik efterlader. Hertil behøves ingen doktriner, kun investeringsvillig kapital og et system til at bakke denne op.

Et eksempel: Da Trump tidligere i år bebudede, at han ville udtræde af den nordamerikanske frihandelsaftale Nafta, tog han til alle overraskelse en af USA’s allierede Sydkorea med i købet og undsagde den ti år gamle amerikansk-sydkoreanske frihandelsaftale Korus med i købet og forskrækkede en af sine vigtigste allierede midt i striden om de nordkoreanske kernevåben.

Siden har han trukket i land og vil i stedet genforhandle aftalen. Men alene truslen har gjort, at Kina har vundet denne runde om indflydelse i Nordøstasien på point. Tilsvarende med striden om grænsedragninger i det Sydkinesiske Hav. Straks efter sin udnævnelse meldte Trumps udenrigsminister Rex Tillerson ud med advarsler til Kina om, at dets opbygning af forskellige basefaciliteter i dette store havområde ’ikke ville blive tolereret’. Men intet er sket, og regeringen i Manilla, der i fjor fik medhold i territorialstriden ved havretsdomstolen, danser nu efter Beijings pibe.

HELE Beijings korps af analytikere vil komme til at holde øje med, om kongressen udnævner en potentiel kommende generalsekretær, populært sagt: en kronprins. Det er næppe sandsynligt, at det sker, eftersom Xi Jinping i så fald vil blive opfattet som én, der snart er forhenværende.

I stedet vil der blive spekuleret i muligheden af, at Xi bereder vejen for en tredje embedsperiode fra 2022 og frem. Dette vil være et brud på de regler for varigheden af lederposter (højst to femårsperioder), som blev etableret for et par årtier siden.

BEGRUNDELSEN for et sådant skridt er også et paradoks: For at forstærke reformtempoet må magten i Kina centraliseres yderligere. Det handler især om den omfattende kampagne for korruptionsbekæmpelse, som er blevet Xi Jinpings varemærke under de første fem år, men som har ubehagelige bivirkninger for den civile sfære i det kinesiske samfund.

Xi har strammet op for kontrollen med civilsamfundet, internettet og de sociale medier, og især har rettighedsaktivister og uafhængige advokater fået partistatens hårde hånd at mærke. Sammenlignet med Xi Jinpings forgænger Hu Jintao, der var generalsekretær i perioden 2002-2012, er der ikke megen tolerance tilbage over det allerede stærkt kontrollerede kinesiske civilsamfund.

Sådan kommer Xi ikke selv til at formulere sig i den kommende uge. I stedet får de 2.300 delegerede rigeligt at høre om ’opfyldelsen af den kinesiske drøm’.

George Orwell ville have frydet sig.

(klumme i Politiken 15.10.17)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s