I skyggen af truslen om Kinas invasion

Taiwan omringes af sin broderfjende og en ny verdensorden

SELV MED MERE end en håndfuld besøg hen over små tre årtier er det stadig muligt at blive imponeret af Taiwan. Denne smukke, dynamiske østat med en helt unik placering i verdenshistorien.

Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, er et højt udviklet demokratisk og topmoderniseret samfund, tro mod sine kulturelle kinesiske rødder, hvor 23 millioner indbyggere lever i skyggen af en historisk rival, der aldrig har lagt skjul på ambitionen om genforening.

Så kan det være, at truslen om en sådan udgår i en mere direkte form fra den politiske forsamling, der i disse dage i Beijing diskuterer Kinas fremtidige kurs, og derfor ikke vil undlade at tænke Taiwans placering ind i den fremtidige orden, Folkerepublikkens strateger forstiller sig i Asien og resten af verden.

I flere år har der været stille omkring den potentielle invasionstrussel fra ‘ Fastlandskina’, som naboen konsekvent kaldes af embedsmænd her i Taipei, eftersom Kina og Taiwan er nært forbundet med flere daglige flyforbindelser, masser af turisme og et stort volumen i samhandel og industriel og teknologisk arbejdsdeling.

Altså to ganske velfungerende og dynamiske statsdannelser, hvor de regerende eliter ser helt forskelligt på historiens uretfærdigheder. For hvis Kina ønsker Taiwan hjem til moderlandet, hvorfor gør Beijing så ikke mere for at være værd at genforenes med? Demokratiserer og liberaliserer, sådan som Taiwan gjorde for tre årtier siden, uden at der blev løsnet et eneste skud?

HVOR REELT Kinas pres på Taiwan er, sættes under lup i en netop udkommet bog, ‘ The Chinese Invasion Threat’, skrevet af den sikkerhedspolitiske forsker Ian Easton. Han minder os om, at nok er relationerne til gensidig økonomisk gavn, men Kina har aldrig opgivet en genforening med militære midler, om end Beijings ledere foretrækker Taiwans fredelige og frivillige tilbagevenden til riget.

Siden de slagne kinesiske nationalister forlod fastlandet i 1949 og gjorde Taiwan til en base for Republikken Kina, bakket op af amerikansk militær støtte, har der kun været to perioder, hvor en invasionsfare begyndte at se truende ud.

Første gang var i august 1958, hvor ‘ Røde Kina’ gennemførte et fire uger langt artilleribombardement af øen. Anden gang var i 1995, hvor Kina gennemførte landgangsøvelser på kysten over for Taiwan og fulgte disse op med artilleribeskydninger i Taiwanstrædet. Ikke de helt store ødelæggelser hen over små syv årtier. En driftig smed indsamlede så sent som i 2009 granatsplinter på en taiwansk strand (på den lille ø Kinmen, der ligger to kilometer fra fastlandskysten) og smedede dem om til køkkenknive.

ALTSÅ ER VI IKKE i nærheden af noget, der kunne udvikle sig til et mellemøstligt krigsscenario. Godt for Taiwan, at øen har et 150 km bredt farvand, der skiller det fra fastlandet, og godt, at Donald Trump ikke har ophævet den amerikanske beskyttelsesgaranti, som har eksisteret for Taiwan siden 1949.

Risikoen er, at Trump mister interesse for Taiwan.

NÅR TRUSLEN om en kinesisk invasion af Taiwan ikke er overhængende, på trods af at præsident Tsai Ing-wen tilhører et parti, der har uafhængighed på sit program, skyldes det en anden faktor: at Japan, der i årene 1895-1945 var koloniherre i Taiwan, forsøger at træde i karakter som regional militær stormagt ved at udfordre den kinesiske militære opbygning i Det Sydkinesiske Hav.

Paradokset er her, at Japans beskytter USA ikke vil tillade, at Japan begynder at gå egne veje, fordi en velfungerende magtbalance mellem Kina og USA dermed går i skred. Risikoen set fra Beijing er, at et selvstændigt Taiwan indgår i en alliance med Japan og dermed bringer konfrontationen mellem Tokyo og Beijing helt ind nær den sydkinesiske kyst. Glem ikke, at der var en blodig konflikt mellem de to giganter 1931-45. Med Japan i rollen som aggressor.

Ian Easton bringer flere citater fra klassificerede kinesiske dokumenter i sin bog, herunder dette: »Så snart Taiwan er genforenet med det kinesiske fastland, vil Japans maritime forbindelseslinjer falde ind under kinesiske kampflys rækkevidde«. Tilsvarende vil Kinas kontrol med baser i Taiwan betyde, at Beijings kontrol med Det Sydkinesiske Hav vil blive udbygget.

Kina tænker langt, hvilket Trump ikke gør. Det er Taiwans ledere klar over. Så ingen her i Taipei diskuterer en trussel om invasion. De køber og sælger på livet løs af broderfjenden.

(klumme i Politiken 23.oktober 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, Japan, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s