Vokser den gule fare eller udebliver den?

Kina har tidligere spillet rollen som superskurk i Vestens populærkultur. Racismen var udbredt.

Kendere af engelsksproget triviallitteratur fra første halvdel af det 20. århundrede vil erindre forbryderfiguren Fu Manchu. I en stribe storsælgende noveller af den britiske forfatter Sax Rohmer stod den gådefulde dr. Fu i spidsen for et kinesisk forbrydersyndikat, der konspirerede, myrdede, voldtog, svindlede og stjal med det skumle sigte at erobre verdensherredømmet.

Fu Manchu ramte en racistisk nerve i store befolkningsgrupper. Sax Rohmer var inspireret af en pamflet, som den britiske regering udgav i 1911 med titlen ’Kineserne i England: Et voksende nationalt problem’. Teksten advarede om et scenarie, hvor den hvide og den gule mand kastede sig ud i et dommedagslignende opgør. Året efter udsendte Rohmer den første gyser i en serie under titlen ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’. Begrebet ’den gule fare’ (the Yellow Peril) var skabt.

Med enkelte afbrydelser i publiceringen, der skyldtes, at flere af historierne blev filmatiseret, skrev Rohmer en opfølgende række af noveller i serien fra 1931 og frem til sin død i 1959. Meget betegnende hed en af dem ’Kejseren af Amerika’. En civilisationskrig af en slags.

Racisme var udbredt i mellemkrigsårene. I 1929 fandt den kinesiske ambassade i London det nødvendigt at beklage, at hele fem teaterstykker på britiske teaterscener fremstillede kinesere som repræsentanter for den mest djævelske ondskab. Med den japanske imperialismes fremmarch i Manchuriet fra 1931 skiftede fokus dog til Kinas nabo mod øst, og med tiden blev der især takket være kristne missionsselskaber rejst folkelig sympati for de fattige og forfulgte undersåtter i den tids ondskabens rige.

EFTER AFVIKLINGEN af det kinesiske kommunistpartis 19. kongres i Beijing bliver det interessant at se, i hvilken retning fiktionslitteraturen og Hollywoods manuskriptforfattere bevæger sig. Nutidens Kina har ikke bare opnået en kolossal økonomisk volumen med landets hybridsystem af politisk leninisme, meritokrati og statskapitalistisk markedsøkonomi. Giganten i Øst har også fået en geopolitisk placering på verdensscenen, der får historikere til at spørge, om det 21. århundrede rimer så meget på 1700-tallet, at det begynder at gøre ondt i den vestlige selvforståelse.

Hævet over enhver tvivl er, at den vestlige verdens oplevelse af moralsk og politisk overlegenhed, som var så udtalt i perioden 1991-2001, ikke længere har fremdrift. Dog er det svært at holde Kinas teknokratiske eliter ansvarlige for dette, om end enkelte overvintrede antikommunister gør lejlighedsvise forsøg. Snarere må vi pege på vor egen undervurdering af russiske mindreværdskomplekser, europæisk xenofobi, afsekulariseringen af islam samt ikke mindst polariseringen af det amerikanske politiske system som forklaringer på vesterlændinges følelse af panik og underlegenhed.

MIN EGEN interesse for den kinesiske kulturkreds blev grundlagt i 1967, da jeg som 15-årig oplevede Hollywood-helaftensfilmen ’Kanonbåden San Pablo’ af mesterinstruktøren Robert Wise og med Steve McQueen, Richard Attenborough og Candice Bergen i stjernerollerne.

Fortællingen om en amerikansk kanonbåds skæbne på Yangtze-floden i 1926 i et opgør med kinesiske krigsherrer såede hos den nysgerrige aarhusianske teenager en interesse for asiatisk historie, som et par år senere blev forstærket, da jeg i gymnasieskolens dansktimer blev konfronteret med Tom Kristensens digt fra hans rejse til Kina i 1922: »Asiatisk i Vælde er Angsten. Den er modnet med umodne Aar. Og jeg føler det dagligt i Hjærtet, som om Fastlande dagligt forgaar«. Siden blev min verden aldrig den samme, og jeg har aldrig fortrudt.

I DAG STÅR VERDEN et andet sted end dengang, Tom Kristensen oplevede den angst, som blev spredt med fortællingerne om Fu Manchus voldførelse af hvide kvinder. De røster, der har advaret mod den kinesiske opstigning og dens konsekvenser for lilleputlandets idyl, er blevet spage og klynkende. Måske kan det forklares med, at der står ’Made in China’ på mange af vore smartphones, og at selv nationalkonservative danskere har været på chartertur til Beijing.

I en tid, hvor andre mindretalsgrupper i Europa dukker sig for brølene fra den hvide xenofobi-nationalisme, ser det ud til, at Den Gule Kejsers efterkommere, der elsker H. C. Andersen og bestormer vore indkøbsgader, går fri denne gang. På enkelte områder er verden blevet et bedre sted siden ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’.

(klumme i Politiken 2. november 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s