Indbyggerne i Taiwan vil ikke styres fra Beijing.

PROVINSBYEN HUALIN på Taiwans østkyst har et storladent klippelandskab med udsigt over Det Sydkinesiske Hav. Tæt på byen med de godt 100.000 indbyggere ligger en militærbase, der af naturlige grunde er vindblæst året rundt. Skulle Kina finde på at invadere, vil de første missiler nok ramme her.

Flere af de betonmure, der omkranser basen, er dekoreret med grafitti, som kun antydningsvist har militære motiver. På området fra befæstningen og ned til strandarealerne er der plads til motionerende pensionister og skoleklasser på udflugt. Blæsten fra havet er dramatisk nok i sig selv, men for nylig oplevede indbyggerne og byens få besøgende, heriblandt denne skribent, nogle tordenlyde fra himlen, der ikke stammede fra naturen.

Kampfly fra det taiwanske luftvåben overfløj kysten i lav højde. Et signal, der ikke var til at tage fejl af. Overskrifterne i Taiwans aviser sagde det hele: Kinas kommunistparti holdt kongres i Beijing, og et af de emner, der fik øsamfundets medier til at formulere sig i et alarmerende tonefald, var ikke overraskende: Hvornår vender Taiwan, der kalder sig ’Asiens hjerte’, tilbage til Kina?

Overflyvningerne var Taiwans måde at fortælle, at øen ikke overgiver sig frivilligt og bliver en kinesisk region som Hongkong. Men flertallet af politikere, embedsmænd og meningsdannere i dette historiens mest levedygtige kinesiske demokrati må have gjort sig overvejelser, da Kinas ’formand for det hele’, Xi Jinping, høstede partikongressens længste bifald for denne sætning:

»Vi vil aldrig tillade nogen person, organisation eller stat at skille kinesisk territorium fra Kina på noget tidspunkt«.

Beijings juridiske afsæt for kravet, at Taiwan skal lade sig genforene med Kina, blev formuleret i 2005 med den såkaldte antiløsrivelseslov, der ’kriminaliserer’ enhver taiwansk selvstændighedserklæring. Fortællingen understøttes af, at Xi Jinping satte kravet om øens tilbagevenden til riget i sammenhæng med kommunistpartiets bestræbelse på ’den store genskabelse af den kinesiske nation’.

UDFORDRINGEN ER så lige, at der i Taiwan ikke er et befolkningsflertal, der vil gå i samme retning som Xi Jinping. Men der er heller ikke et flertal for en ensidig løsrivelse. Det står også klart, at Kinas militær endnu ikke har styrken til at indlemme Taiwan med magt.

Siden 1949, da resterne af det slagne nationalistparti evakuerede Republikken Kina til Taiwan, har USA kunnet levere den garanti, der betyder, at Taiwans indbyggere ikke overlades til Beijings magtudøvelse og dermed en skæbne, de ikke har valgt selv. Så hvis Kina forsøger sig med en militær løsning, er USA ved lov forpligtet til at forsvare Taiwan. Konsekvensen vil være en storkrig mellem Kina og USA.

Tages der skridt til at forebygge en sådan udvikling, mens Donald Trump er på rundrejse i Østasien i disse dage? USA’s asiatiske allierede har for længst frabedt sig at få Taiwan på dagsordenen. Ikke en eneste af regionens aktører vil være alliancepartner med et Taiwan, der fraviger den kurs, som Washington og Beijing udstak i 1972 efter Richard Nixons sensationelle besøg i Kina. Magtbalancernes bundlinje tilsiger derfor, at Kina og Taiwan hænger sammen i én statsdannelse, men ikke nødvendigvis én, der er dikteret af Beijing.

På busturen op langs Taiwans østkyst faldt jeg i snak med et ægtepar på omkring de 30 og bad dem om rejsetips. Min antagelse var, at de kom fra Taipei, østatens metropol. Men familien viste sig at komme fra Shanghai, altså ’fastlandet’. Nå da, tænker man så, er det sådan, ’invasionen’ foregår, altså med fredelige, dollarspækkede civilister?

Det er ikke så enkelt, erkendte familiefaderen. Kina har lagt loft over det antal af rigets borgere, der får lov til at rejse til ’udbryderprovinsen’. Beijing presser Taiwan ved at skrue ned for pengestrømmen. Men den store middelklasse, der gennemtrumfede en demokratisering i Taiwan for tre årtier siden, vil ikke finde sig i at blive styret fra Beijing.

Så selv om Xi Jinping taler højt om det, han betragter som Taiwans uundgåelige skæbne, er Taiwan-spørgsmålet måske allerede løst. Nemlig ved at disse to historiske rivaler lever med status quo – og lader økonomi, turisme og samhandel gøre resten.

Problemet med denne model er blot, at alle de omgivende faktorer, der definerer Taiwans eksistens, i voksende grad domineres af Kina.

(klumme i Politiken 6. november 2017)