Endelig er det lykkedes USA at forandre forholdet til Kina fundamentalt. Men ikke sådan som Donald Trumps forgængere havde forestillet sig.

Sæt venligst kalenderen tilbage til 21. februar 1972, en råkold vinterdag i Beijing, hvor scenen er sat for et stykke verdenshistorie. USA’s 37. præsident, Richard Nixon, er landet med Air Force One og er kun få timer efter sin ankomst kørt til sit første møde med Folkerepublikkens grundlægger og kommunistpartiets ubestridte leder, Mao Zedong, og dennes topdiplomat Zhou Enlai. Nixon er ledsaget af sin sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, manden, der har designet supermagtens historiske åbning over for en af sine mest uforsonlige krigsmodstandere.

Nixon, kendt i 1950’erne for sin hårdhudede antikommunisme, da han var vicepræsident under republikaneren Dwight D. Eisenhower, tager tidligt i samtalen med de kinesiske ledere initiativet med følgende replik:

»Vi er klar over, at I tror dybt på jeres principper, ganske som vi er forankret i vore. Vi beder jer ikke om at gå på kompromis med jeres principper, ligesom vi ved, at I ikke forventer, at vi går på kompromis med vores«.

Hvorefter den amerikanske præsident tilføjer, at »verden er i forandring, og at det er i både USA’s og Kinas interesse at tilpasse sig disse forandringer«.

Spoler man verdenshistorien små 46 år frem i tiden og indsætter henholdsvis Donald Trump og Xi Jinping i de ovenfor beskrevne roller, står det klart, at de forandringer, der har indfundet sig, overgår selv de mest fantasifulde forestillinger fra datidens optøning mellem de to giganter fra den kolde krig. Dengang var Kina, hvad Kissinger siden kaldte »et meget fattigt, stalinistisk land«, dvs. uden kapitalisme, uden højteknologi, uden middelklasse. Kina fyldte kun en mikroskopisk plads i verdensøkonomien; i dag ligger det tæt på at have samme volumen som Amerika, og blandt historieskrivningens kendere af dette nye ’G2’ diskuteres det, om denne udvikling havde været mulig uden Nixons initiativ.

Dog er det værd at minde om, hvorledes præsident Nixon gennem mange måneder forberedte sig på sin mission til Beijing. I juni 1971 mødtes han med ambassadøren for det kommunistiske Kinas rival fra borgerkrigen, Republikken Kina, dvs. Taiwan, og forklarede følgende:

»Prøv at tænke over, hvad der ville ske, hvis en leder, der kunne levere en anstændig regeringsførelse, fik politisk kontrol med det kinesiske fastland. Du gode Gud … der ville ikke være en eneste magt i verden, der ville kunne stå op imod dem. Hvis du sætter 800 millioner kinesere til at arbejde under et anstændigt politisk system, vil Kina blive verdens leder«.

INDLYSENDE NOK vil der være mange meninger om, hvorvidt Kina efter fire årtier med markedsorienterede reformer i dag repræsenterer en form for anstændig regeringsførelse. Dette er ingenlunde tilfældet, hvis man alene måler på vestlige politiske idealer og standarder for frihed og retssikkerhed.

Men mindre ville også gøre en forskel. Samtlige præsidenter fra Nixon til og med Barack Obama har forestillet sig, at Kina ville stå fast på sin leninistiske model, altså etpartistaten, men at denne gennem dialog og åbenhed kunne bevæges til at vise landets borgere større tolerance og relative frihedsgrader. Velsagtens noget i stil med bystaten Singapore, nutidens Vietnam eller Taiwan før demokratiseringen for 30 år siden.

Detaljerne i dialogerne mellem Donald Trump og Xi Jinping må historieskrivningen vente på, men det står fast, at den ikke vil ligne de maratonsamtaler, Richard Nixon og Henry Kissinger førte med Mao Zedong og Zhou Enlai.

Alligevel er der ved begge lejligheder skrevet verdenshistorie. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken af de to giganter der i denne tid befinder sig i det største rolleskifte. Et USA, der i stigende grad taler om protektionisme, eller et Kina, der lovsynger globaliseringens fordele?

Vel nok det mest kvalificerede bud på klodens forandrede magtbalancer er for nylig kommet fra Australiens fhv. premierminister og udenrigsminister (for Arbejderpartiet), Kevin Rudd. Den i dag 60-årige veteran og eksdiplomat er uddannet sinolog, taler et robust rigskinesisk og nyder bred international respekt. Kevin Rudds bud på Kina som global leder lyder således (publiceret som kronik i aviser på flere kontinenter, herunder britiske Financial Times):

»Vestlige ledere evner ikke at forestille sig, hvad der venter verden, mens Kina forsætter sin opstigning. I løbet af kun et år er USA blevet den magt, de fleste andre griner af. Europas ledere har knap opdaget kontinentets faldende betydning for resten af verden, og lad os helst undgå at tale om Storbritanniens politiske selvmord efter Brexit«, føjer han til.

Stort set intet hjørne af verden er i dag upåvirket af Kina, fortsætter Rudd. Xi Jinping har sat sig på magten så effektivt, at han sandsynligvis sidder 15 år mere. Det indebærer, at han vil regere længere end alle øvrige nuværende ledere inklusive Vladimir Putin. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for at forstå, hvilken dagsorden Xi har, lyder opfordringen fra den australske politiker, der som medlem af Global Leadership Foundation virker for at fremme demokratisk ledelse og konfliktløsning. Rudd har netop påbegyndt arbejdet på sin doktorafhandling, der til sin tid skal forsvares ved universitetet i Oxford. Emnet: Xi Jinpings Kina.

Fremfor alt står det klart, fortsætter han, at Xi ikke vil importere et politisk system fra noget andet sted på kloden. Kinesiske medier flyder nu over med fortællingerne om, at det vestlige liberale demokrati befinder sig midt i et fremadskridende sammenbrud. Rudd konkluderer, at Kina er på vej til at udforme nye globale spilleregler, som fortsat vil rumme FN-systemet, Verdensbanken og den Internationale Valutafond, men samtidig gøre plads for institutionelle fornyelser som det storstilede ’silkevejsprojekt’ (Belt and Road Initiative), der med moderne infrastruktur skal forbinde Kina med Centralasien og Europa med især højhastighedstog, men også de to asiatiske udviklingsbanker, Asian Infrastructure Investment Bank og New Development Bank.

»Hvis man afkoder Xi Jinpings taler, så er budskabet klart: Alle vi andre må til at gøre os parate til en ny bølge af kinesisk politisk aktivisme over hele kloden«, pointerer den australske forsker.

Henry Kissinger skriver i sit storværk ’On China’, at han i februar 1972 brugte sammenlagt 15 timer i samtaler med Mao og Zhou Enlai. Donald Trumps samtaler med Xi Jinping varer aldrig mere end en times tid, ofte mindre. De taler mest om Nordkorea.

(klumme i Politiken 19.11.2017)