Magten blev tabt, nu ryger rigdommen

Taiwans nationalistparti er i dag en skygge af fortids storhed.

Slutkapitlet i en af de mere brogede fortællinger fra Kinas og Asiens historie ser ud til snart at kunne skrives færdigt. Vi taler om Kuomintang (KMT), det kinesiske Nationalistparti, som efter det sidste kejserdømmes fald i 1911 forsøgte at få en republik på benene i et samfund, der dengang var lammet af forfald og opløsning.

Lidt over et århundrede senere er forfaldet sat ind i den første kinesiske statsdannelse, der demokratiserede og rammer det parti, der for tre årtier siden tillod den dengang sensationelle liberalisering efter lange perioder med undertrykkelse og undtagelsestilstand.

Kuomintang blev i sine tidlige leveår ledet af lægen og filosoffen Sun Yat-sen, som i nutiden har sin egen statue med tilhørende mindehal i centrum af Taiwans hovedstad, Taipei. Også på det kinesiske fastland, den statsdannelse, vi kender som Folkerepublikken Kina, hyldes han som det moderne Kinas grundlægger. Så hvis Suns gamle parti går under, er det et dramatisk gravskrift, der skal formuleres.

Sun døde i 1925, kort før Kina blev kastet ud i et par årtier med kaos, japansk invasion, borgerkrig og ødelæggelse. I 1949 måtte KMT, ledet af generalissimo og præsident Chiang Kai-shek, flygte til Taiwan. Med sig bragte den slagne republikleder mere end to millioner civile og soldater, samt ikke mindst gigantiske formuer, som Chiang-klanen havde tilranet sig med metoder, der ikke var kendt for deres mildhed. Med i lasten over Taiwanstrædet til den ø, der også blev kaldt ’Formosa-Kina’, var angiveligt 138 tons guld.

Herefter fulgte fire årtier, hvor KMT regerede med undtagelsestilstand og forfølgelse af oppositionelle, men ikke desto mindre lykkedes med at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industriel dynamo med styrkepositioner inden for bl.a. informationsteknologi.

Da demokratiseringen indfandt sig 1987-88, dikteret ovenfra af Chiangs søn Ching-kuo, stod det taiwanske samfund godt rustet til at blive en del af den globaliserede virkelighed. I dag er der produkter ’Made in Taiwan’ i varehuse over den ganske klode, og østatens demokratiske system har for længst demonstreret, at det er langtidsholdbart. Ved et valg i 2000 fik oppositionspartiet DPP magten for første gang, tabte den i 2008 og vandt den på ny i januar 2016.

I TIDEN med etpartistyre kunne de ledende lag i KMT betragte statens ejendom som et tag selv-bord. Store ejendomskomplekser, banker og tv-stationer blev direkte eller indirekte ejet af partiet eller af folk med tilknytning til det. For en snes år siden opgjorde partiet sine værdier til tre milliarder dollars.

Men for et år siden afgjorde en parlamentsnedsat undersøgelseskommission, at KMT skulle afgive ejendomme til en samlet værdi af næsten 16 milliarder dollars, heriblandt det monumentale partihovedkvarter i Taipei. Også partiets bankkonti blev låst, og det økonomiske imperium, der engang var et af Asiens rigeste, begyndte at smuldre. Konsekvensen er blevet, at partibureaukratiet er blevet halveret efter fyringsrunder og nu tæller i omegnen af 400. Indsamlingskampagner blandt de anslået 300.000 medlemmer har ikke hjulpet. Blandt Taiwans vælgere er opbakningen vigende og nærmer sig faretruende de 20 procent.

HVIS det gamle nationalistparti er på vej ud i historiebøgerne, kan det få sikkerhedspolitiske konsekvenser, der rækker videre end de rent indenrigspolitiske. KMT er den foretrukne dialogpartner for Kina, der siden 1949 har gjort krav om at genindlemme Taiwan i riget, mens DPP siden sin tid som undergrundsbevægelse i 1980’erne har arbejdet for international anerkendelse af et uafhængigt Taiwan, afkoblet fra Kina.

Den nyligt tiltrådte ledelse i Kina står derfor i et dilemma, hvis det vil fremme målsætningen om en genforening. Siden præsident Tsai Ing-wens tiltrædelse i fjor har Kina øget antallet af militære øvelser i Taiwans nærhed. Talspersoner for Kinas militær har ved flere lejligheder antydet, at Kina om få år er stærkt nok til at kunne indtage Taiwan, men undlader altid behændigt at nævne, at USA ved lov er forpligtet til at forsvare Taiwan.

Men selvfølgelig er det blevet noteret i Taipei, at Taiwans fremtid ikke var en del af dialogen mellem Kinas leder Xi Jinping og USA’s præsident, Donald Trump, under sidstnævntes nylige besøg i Beijing. Trump er Kinas drøm om en amerikansk præsident, for han er uvidende om og uinteresseret i historiske forhold, Taiwans svære situation inklusive.

(klumme i Politiken 20.11.2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s