Befolkningens opbakning til Mugabe betød, at landet forspildte fire årtiers muligheder for udvikling.

HAVDE DET ikke været for Robert Mugabe, kunne Zimbabwe i dag have været en blomstrende overskudsøkonomi med voksende velstand for sine indbyggere og et forbillede for sine naboer.

Omverdenen, herunder det vestlige donorsamfund, har i små fire årtier udvist en langmodighed med den megalomane despot, som i dag tager sig pinligt latterlig ud.

Ser man tilbage på Mugabes maratonlange og systematiske udhuling af sit potentielt rige samfund, herunder fordrivelser af etniske mindretal, systematisk valgsvindel og forfølgelse af oppositionelle, er det en gåde, at europæiske ledere har kunnet fortsætte med at vinke en af Afrikas mest berygtede ledere om næsen med pengesedler.

Så sent som i starten af 2015 tilbød EU en hjælpepakke til en samlet værdi af 234 millioner euro for at få gang i landets nødlidende økonomi. Det skete på et tidspunkt, hvor Mugabe netop var blevet valgt til formand for Den Afrikanske Union helt uden protester fra medlemsrækkerne.

EU tilbød en genoptagelse af udviklingsprogrammer under den klare forudsætning, at man ville hjælpe den hårdtprøvede befolkning uden samtidig at give skulderklap til landets politiske leder. Derfor blev en våbenembargo og et indrejseforbud mod Mugabe og hustruen Grace fastholdt, hvilket dengang blev beklaget af finansminister Patrick Chinamasa med disse ord:

»Zimbabwe har en direktør, og så længe landets chef er omfattet af sanktioner, vil forholdet til EU være forgiftet«, lød det.

FOR LIDT over tre årtier siden havde jeg lejlighed til at besøge landet, som dengang lignede en udviklingsøkonomisk succeshistorie i svøb. Landets potentiale som storproducent af fødevarer sprang i øjnene. Jeg mødte hvide tobaksfarmere, som forklarede, at de levede fint med overgangen til sort flertalsstyre, realiseret få år tidligere.

I årene op til systemskiftet var medlemmer af landets hvide mindretal, mange af dem født i landets tid som Rhodesia, begyndt at sive ud, men ikke i et antal, der drænede landets økonomi.

EU opkøbte landbrugssektorens overskud af majs og andre fødevarer, som blev videresendt til sultramte regioner i nabolandet Mozambique. Zimbabwe lignede på den måde en rollemodel, som det sydlige Afrika havde så hårdt brug for (det var få år inden apartheidstyrets fald i Sydafrika). Danmark åbnede et ambitiøst bistandsprogram og så – som kredsen af donorlande i øvrigt – med optimisme på Zimbabwes fremtidsmuligheder.

Landets nedtur tog fart, da Robert Mugabes regeringsparti Zanu-PF i en kampagne, der begyndte omkring årtusindskiftet, lod sine såkaldte krigsveteraner konfiskere de mest veldrevne landbrug i landet. En regulær hjerneblødning af landets økonomi satte ind.

IFØLGE historikeren og journalisten Martin Meredith, der har forfattet en perlerække af bøger om det sydlige Afrikas moderne historie, var den gennemsnitlige zimbabwers levestandard ringere i år 2000, end den havde været op til systemskiftet tyve år tidligere.

Arbejdsløsheden blev på få år tredoblet, levetiden raslede ned, og store grupper af især offentligt ansatte oplevede at få deres i forvejen spinkle lønninger udhulet af galopperende hyperinflation. Zimbabwes økonomiske deroute var menneskeskabt, og vi savner svar på, hvorfor et oprør udeblev så længe.

Et andet spørgsmål, der rejser sig efter den paranoide kleptokrats tvungne exit fra magten, er naturligvis, om en ny ledergeneration vil være i stand til at løfte det mishandlede land ud af hængedyndet.

I andre af kontinentets lande, der ikke har været plaget af ledere i Mugabe-kategorien, er der fællestræk, der går igen: Der mangler i katastrofal grad entreprenører og risikovillig kapital, genereret ikke kun af råstoffer, men af arbejdskraft, flid og innovation. Zimbabwes nye ledere kan forhåbentlig begynde at opdage virkelighedens verden uden for Afrika. De bør skaffe flere investorer end donorer til landet, så der kan skabes en middelklasse til at hjælpe de yngre generationer ud af lavproduktive landbrug og give samfundet nogle af de fordele, som den internationale arbejdsdeling har gavnet så mange andre udviklingslande med.

Morale, hvis overhovedet nogen?

37 år med Robert Mugabe er også den dystre fortælling om, at for mange afrikanske sjæle blev erobret af en anden form for underkastelse end den, de hvide overherrer i sin tid repræsenterede.

(klumme i Politiken 23.11.2017)