Beijing afgør rohingyaernes fremtid

Vestlig indflydelse i Myanmar er reduceret til et minimum.

HVEM BLANDT verdens tungere beslutningstagere kunne for alvor tro på, at Hans Hellighed Pave Frans ville være i stand til at gøre en forskel i forsøgene på løse klodens for tiden alvorligste flygtningeproblem? Den katolske kirkes overhoved som mægler mellem et buddhistisk hybridstyre (halvt demokrati-halvt militærregime) og et skrøbeligt muslimsk demokrati?

Pavens fravalg af ord – at han ikke nævnte rohingyaerne direkte under sit besøg i Myanmar – var et tilstrækkeligt vidnesbyrd om fiaskoen. Men om ikke andet gør den 80-årige argentiner et positivt indtryk på tv-optagelser. Gad vide hvad der er blevet sagt i de ledende lag i Myanmars militære aristokrati, da Vatikanet forespurgte om muligheden af at lade Hans Hellighed komme på besøg? Vel sagtens noget i stil med, hvad den sovjetiske diktator Josef Stalin sagde til den franske politiker Pierre Laval under dennes besøg i Moskva i 1935: »Paven? Hvor mange divisioner har han?«.

Karakteristisk for mediernes fokusering på konflikten om rohingyaerne har der kun været begrænset opmærksomhed på en mere betydningsfuld udvikling på den store diplomatiske boldbane. USA’s udenrigsminister har været forbi Naypyitaw, Myanmars regeringsby, og det samme har Kinas udenrigsminister. Dog ikke samtidig. Rex Tillerson fik følgende besked med på vejen af Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyi: »Lad mig bare helt kort takke udenrigsminister Tillerson for hans forståelse for vor situation«. Resten var høfligheder og almindeligheder.

ANDERLEDES med Tillersons kinesiske kollega, Wang Yi, der kom til både Bangladesh og Myanmar med en stor pose penge og en samlet plan, der indebærer

genbosættelse af de fordrevne rohingyaer. Detaljerne i den kinesiske plan er endnu ikke kendte, og der mangler tydeligvis en våbenhvile i Rakhine, inden Beijing kan gå videre med gennemførelsen, dvs. finansieringen af en større udviklingsindsats i den fattigdomshærgede delstat.

Beijings motiver er selvsagt ikke altruistiske, men handler om Kinas strategiske interesser. Rakhine er en vigtig brik i den kæde af forsyningslinjer, der skal forbinde den kinesiske økonomi med transportruter i Det Indiske Ocean og vestover mod Mellemøsten og det afrikanske kontinent. Vi kender det som BRI – Belt and Road Initiative, et transportnetværk til land og til havs, som også skal koble klodens næststørste økonomi op med Centralasien, Sydøst- og Sydasien gennem overvejende kinesiskfinansierede infrastrukturprojekter.

Rakhine ligger et helt centralt sted i dette netværk. Kinesiske statsselskaber er for længst i gang med at opbygge en økonomisk udviklingszone omkring havnebyen Kyaukpyu. Samlet volumen i investeringer vil forventeligt passere de 10 milliarder dollars.

Rørledninger fra Kyaukpu til Kinas sydvestlige Yunnan-provins vil bringe mellemøstlige olie- og gasforsyninger ind i den kinesiske økonomi. Kina får dermed bortskaffet sit såkaldte Malacca- dilemma: Anslået 80 procent af Kinas olieleverancer passerer farvandet omkring Malaysia og Singapore, hvilket gør Kina sårbart i tilfælde af en forsyningskrise eller en konfrontation med USA og dets allierede. Myanmar repræsenterer her en nemmere, kortere og billigere genvej for ikke kun olie og gas, men også for de eksportartikler, der til sin tid skal fragtes ud af Kina og videre til markeder i Vesten.

MED UDBYGNINGEN af disse faciliteter i Myanmar bliver Kina den dominerende magt i Sydøstasien, mens USA helt er spillet af banen i en verdensdel, som Washington engang udkæmpede blodige krige for at fastholde. Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyis, deltagelse i en konference i Beijing i sidste uge for politiske partier fra adskillige lande sendte ydermere det tydeligst tænkelige signal om, at Kina har fået frie hænder i dette hjørne af Asien.

Beijings penge og diplomater er også til stede i andre hjørner af Myanmars fragmenterede politiske landskab. Det gælder især landets nordlige regioner, hvor flere partisanhære har udkæmpet langvarige lavintensitetskrige mod skiftende centralregeringer og juntaer i Myanmar.

Siden forsoningsprocessen tog fart i Myanmar for fem år siden og siden bragte Aung San Suu Kyis parti, NLD, til magten, har de vestlige donorsamfund kastet betydelige summer ind i forsøgene på at konsolidere et moderne civilsamfund i landet. Hensigterne har været nok så ædle, men intet af det, USA og Europa har forsøgt sig med, har kunnet matche Kinas evne til at levere både penge og effektivt diplomati til flest mulige aktører i det tidligere Burma.

Dermed er Østasien på få år forandret afgørende.

(klumme i Politiken 4. december 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s