Scenariet for USA’s afvikling som global leder skal skrives om. Men Kina tager ikke over. Endnu.

ET FORUROLIGENDE mønster har indfundet sig på kommentarsiderne i de amerikanske kvalitetsaviser. Hos et voksende antal indflydelsesrige analytikere er der nu fodslag om en konklusion, som burde få advarselslamper i Washington og andre vestlige hovedstæder til at blinke: USA’s tid som verdens leder er ovre.

Præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad vil kun hælde mere brændstof på samme meningsmaskine og efterfølgende sætte sig markante spor i verdensoffentligheden.

Det budskab, der kommer ud af udstødningsrøret er, at USA trods sin uantastede status som klodens dominerende militærmagt har tabt beslutningskraften, når det handler om at vise globalt lederskab.

Al magtudøvelse handler om forventninger. På tværs af kontinenter og forskelle i politiske systemer har forventningerne til, hvad USA kan og vil udrette, nået et historisk lavpunkt. Et imperium går under, når dets tiltrækningskraft smuldrer. Det er tilstanden mellem Washington og resten af verden lige nu.

Det amerikanske århundrede er uigenkaldeligt forbi og varede nøjagtigt 100 år. Pladsen på toppen af verdenshierarkiet er tom, og der er ingen oplagte kandidater til at tage ovre. Ikke et Kina, der er dybt koncentreret om sin egen modernisering, og ikke et Europa, som vakler under rystelserne i sit eget fundament.

DEN VELANSKREVNE forfatter og tv-vært Fareed Zakaria skrev i en kommentar i Washington Post 12. oktober, at Trump-administrationen har besluttet sig for at bevæge sig ind i en helt anderledes æra: det 19. århundrede. Anledningen var, at præsidenten havde skrottet endnu et projekt fra forgængeren Barack Obamas tid, den såkaldte Clean Power Plan.

Trumps miljøchef, Scott Pruitt, blev citeret for, at »krigen mod kul var forbi«: Washington sender nu penge ind i industrier, der har været på retur siden 1950’erne. Naturgas er i fuld gang med at erstatte kullene, men der er kulminearbejdere, som Trump lovede at hjælpe i sin valgkamp, og nu kommer han dem til undsætning.

Zakaria noterer, at Kina nu investerer det dobbelte af USA i vedvarende energikilder. Der sælges dobbelt så mange elbiler i Kina som i USA. 3,5 millioner arbejdere er nu beskæftiget i Kinas grønne energisektor, det femdobbelte af tallet i USA.

Financial Times forklarede 15. marts i år sine læsere, at Kina i 2018 vil overhale både USA og Japan som den største ansøger til og bruger af det internationale patentrettighedssystem. I 2016 placerede to kinesiske telekommunikationsfirmaer, ZTE og Huawei, sig på første- og andenpladsen i ranglisten over virksomheders ansøgninger om globale patentansøgninger. Med amerikanske Qualcomm og japanske Mitsubishi Electric på tredje- og fjerdepladsen. Velkommen til en verden i forandring.

TÆNKETANKEN Center for American Progress bekræfter i en dugfrisk rapport tendenserne: Den konkluderer, at mens Trump trækker USA ud af verden, opnår Kina en række fordele, fordi de vestlige stormagter i overvældende grad distraheres af interne problemer. Rapporten citerer en nyhedsanalyse på BBC’s hjemmeside i oktober, der dækkede Donald Trumps besøg hos Xi Jinping i Kina og konkluderede med et spørgsmål: »Verdens to mest magtfulde mænd har holdt møde i Beijing. Men hvem af dem har nøjagtig hvilken plads?«.

Den britiske historiker Niall Ferguson, forfatter til en stribe bestsellers om klodens indretning i fortid og nutid, forudsagde i marts 2010, at USA som imperiemagt ville forsvinde hurtigt og voldsomt. Noget i stil med Sovjetunionen, hvis sammenbrud skete i løbet af seks år (Mikhail Gorbatjovs regeringsperiode 1985-91) eller afviklingen af det britiske imperium begyndende med Indiens selvstændighed i 1947 og bragt til ende med Suezkrisen i 1956, hvor Storbritannien opdagede, at landet var på fallitens rand.

Men USA er ikke ved at gå fallit, i hvert fald ikke i økonomisk forstand. Kollapset udfolder sig især i en udenrigstjeneste, der ikke har fungeret siden Trumps tiltrædelse i januar. En supermagt kan ikke holdes kørende med Twitter, men det er nøjagtig hvad Trump forsøger sig med.

Det bedste, vi kan håbe på, at der i de kommende år opbygges en pragmatisk uformel alliance mellem Washington, Bruxelles og Beijing om at undgå de værste katastrofer.

Men Trump har med Jerusalem-beslutningen sikret, at en af katastroferne vil vare lige så langt, som den menneskelige forestillingsevne rækker.

(klumme i Politiken 11. december 2017)