Nukleart kapløb i Østasien kan stadig afværges

Sydkorea og Taiwan har haft atomvåbenprogrammer. De er uacceptable for både Kina og USA.

2017 vil gå over i historien som året, hvor Nordkorea for alvor etablerede sig som atommagt, eftersom alle nu tror på Pyongyangs trusler om, at regimets missiler kan nå det nordamerikanske kontinent. Så med den forvirring, der fortsat hersker om præsident Donald Trumps politik i Østasien, er der da nogen, der vil fortænke både Sydkorea og Japan i at udvikle egne kernevåbenprogrammer?

Her vil et kortere historisk tilbageblik være på sin plads. I begyndelsen af 1970’erne var Sydkorea nået langt med udviklingen af et civilt atomenergiprogram. Landets daværende præsident, der var kommet til magten ved et militærkup i 1961, beordrede sine videnskabsfolk til at tage de første skridt til at udvikle et egentligt atomvåbenprogram.

Planerne faldt ikke i god jord hos landets beskytter og hovedallierede USA, som i 1975 fik presset Sydkorea til at underskrive Ikke-Spredningsaftalen, kendt som NPT. I hemmelighed fortsatte atomprogrammet på det eksperimentelle niveau, tildels foranlediget af, at daværende præsident Jimmy Carter legede med tanken om en tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Sydkorea.

Med i billedet hører, at der frem til ophøret af den kolde krig var placeret amerikanske kernevåben på sydkoreansk jord. De blev fjernet i 1991 som et led i bestræbelserne på at overtale Nordkorea til at acceptere inspektion af det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA. Det virker surrealistisk i dag at minde om, at både Seoul og Pyongyang engang erklærede sig enige om at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben.

DET sydkoreanske svar på den nordkoreanske missiltrussel har været opstillingen af et amerikansk antimissilsystem, som Beijing frygter også vil være rettet mod Kina.

Præsident Moon Jae-Ins besøg i Beijing i sidste uge handlede især om at forsikre kineserne om, at Sydkoreas radarsystem ikke har rækkevidde ind i kinesisk territorium. Moon fortalte Kinas leder Xi Jinping, at han har amerikanske garantier for, at kinesiske interesser ikke vil blive krænket. Disse garantier gælder nøjagtig, indtil krigens første skud er affyret.

Kinas udspil er, at Sydkorea og USA indstiller fælles militære øvelser som modydelse for et nordkoreansk stop for testaffyringer og prøvesprængninger, men det er stadig et åbent spørgsmål, om Kina kan presse Nordkorea til forhandlingsbordet.

MED i det historiske billede hører, at en anden af USA’s historiske allierede i Østasien, Taiwan, engang har været undervejs med planer om egne kernevåben, endda tidligere end det skete i Sydkorea.

Taiwans atomprogram kom op i omdrejning, efter at ærkerivalen Kina i 1964 havde foretaget sin første atomprøvesprængning. I dag ved historikerne nøjagtigt, på hvilket videnskabsinstitut det taiwanske atomforskningsprogram havde til huse fra 1967.

Også Taiwans hovedallierede USA var bekymret og sikrede sig, at udviklingen af atomreaktorer i Taiwan blev holdt inden for rammerne af de retningslinjer, der var udstukket af IAEA. Interessant i et historisk perspektiv er det, at ikke kun USA, men også Tyskland, Frankrig, Norge, Sydafrika og Israel nåede at bidrage med teknisk assistance, inden den taiwanske regering midlertidigt indstillede programmet i 1978.

BILLEDET ændrede sig i slutningen af 1980’erne, da en ledende taiwansk forsker i atomteknologi hoppede af til USA og gav sin viden videre til de amerikanske myndigheder. Enden på det hele blev, at regeringen i Taipei opgav sine planer om et selvstændigt atomvåben i 1988, netop som landet havde indledt en demokratisering efter næsten fire årtiers undtagelsestilstand.

Kinesiske kamp- og bombefly har for ganske nylig overfløjet luftrummet tæt på Taiwan, hvilket er yderligere en indikation på et markant højere spændingsniveau i regionen.

Så hvis USA ønsker at gøre en positiv forskel, er tiden kommet. At Donald Trumps udenrigsminister Rex Tillerson på det seneste er kommet med udtalelser, der mere end antyder, at han er parat til at rejse til Pyongyang når som helst, kan være tegn på, at Kinas pres på Nordkorea er begyndt at have en vis effekt. Dagsordenen bør være et våbenmoratorium på den koreanske halvø: Ingen testaffyringer og prøvesprængninger og ingen amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Alternative muligheder er ikke til at få øje på.

(klumme i Politiken 18. december 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Kina, Japan, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s