En stormagt kan ikke i længden regeres med slogans.

I EN aviskronik publiceret på flere kontinenter for en måneds tid siden fornøjede den tidligere EU-kommissær Chris Patten sig med at introducere et nyt politisk begreb: ‘Donald Trump-tænkningen’.

Inspirationen til dette har Patten naturligvis hentet i Kinas Kommunistiske Partis kongres i oktober, hvor ‘ Xi Jinping-tænkningen’ blev skrevet ind i Folkerepublikkens forfatning og dermed gav rigets nuværende leder samme status som to afdøde giganter, Mao Zedong og Deng Xiaoping.

Chris Patten var den sidste britiske guvernør i Hongkong, som for 20 år siden blev tilbageleveret til Kina, så han kender riget i midten bedre end de fleste. Ifølge eksguvernørens udlægning består Xi Jinpings tænkning i at sammensmelte kinesisk nationalisme med central kontrol. Meget leninisme og kun beskedne doser marxisme.

Hvori består så Donald Trumps tænkning i USA’s udenrigspolitik? Dette tankeeksperiment kan man afprøve ved at gennemlæse et 55-siders dokument, der bærer overskriften ‘ USA’s nationale sikkerhedsstrategi’, og som kan downloades fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.

DOKUMENTET har indlysende nok stor betydning for verdens nuværende og kommende indretning.

Beskrivelserne er de fleste steder ganske dækkende; men de kontroversielle og nogle steder paradoksale elementer i teksten træder frem, der hvor Trump og hans embedskorps først tegner USA’s målsætninger op og dernæst anviser midlerne til at nå dem.

Her er det, at nogle ligheder med Kinas formand Mao Zedong begynder at trænge sig på (formandstitlen blev afskaffet få år efter diktatorens død i 1976, men han har overlevet som ikon), uagtet at Kinas nuværende udviklingsmodel repræsenterer alt, hvad han frygtede og advarede imod.

Mao ville også ‘ gøre Kina stort igen’, men hvad han udrettede i sin økonomiske politik, fik Kina til at skrumpe både nationalt og på verdensscenen. Forsøgene på en forceret industrialisering i slutningen af 1950′ erne, kendt som ‘ det store spring fremad’, kostede ikke under 36 millioner dødsofre på fire år og lammede økonomien.

Som Mao forsøger Donald Trump at regere med slogans, i sidstnævntes tilfælde i form af tweets. Milliontallige fanskarer følger dem, som rettroende kristne følger de ti bud. Mere sofistikerede udlægninger af USA’s nationale målsætninger må overlades til embedsværket og hundredvis af diplomater og USA-analytikere verden over. Støn og suk.

TRUMPS strategiske papir er klart i mælet, når det gælder de mest presserende trusler mod USA: De udgår fra Nordkorea, Iran og jihadistiske grupperinger i Mellemøsten. Verden belæres også om, at Rusland og Kina ikke vil det bedste for USA, for der er her tale om aktører, der udfordrer grundlaget for amerikansk sikkerhed og velstand, hedder det. Årtiers forsøg på at moderere disse to stormagter gennem inklusion i internationale institutioner har overvejende været baseret på falske præmisser: Clinton, Bush og Obama gjorde alt for meget, der bidrog til at gøre Kina stor igen.

Alligevel lukker Trump op for fortsat samarbejde på tværs af forskelle i værdier, politiske systemer og interesser. Man fornemmer i teksten nogle overlevende koncepter fra Trumps rival i præsidentvalgkampen, Hillary Clinton, som tilbage i 2013 formulerede den såkaldte rebalancering i USA’s Asien-politik.

Nyt i denne regionale kontekst er betegnelsen ‘ Indo-Pacific’, der strækker sig fra Indiens vestkyst og hele vejen til Hawaii.

Her lægges der op til at lade Indien, Australien og Japan udgøre en sikkerhedspolitisk akse, der kan bremse Kinas udvidelse af sin interessesfære.

POSITIVT fortolket er der måske ved at indfinde sig en ny realisme i Donald Trumps tænkning. Hans udenrigstjeneste er stadig nødlidende (snesevis af ubesatte poster, personaleflugten er ikke stoppet), men han respekterer den nye virkelighed på kloden.

Trods alt taler vi om en mere håndterlig tilstand end den, verden befandt sig i, da Kinas demenssvækkede formand Mao betroede USA’s daværende topdiplomat Henry Kissinger følgende i 1972: »Jeg har ikke været i stand til at ændre ret meget i samfundet, kun i nogle områder tæt på Beijing«. Trumps Amerika har stadig mulighed for at korrigere verdens indretning, også i områder langt fra Washington. Men hvis strategidokumentet bliver ved de flotte ord på papiret og ikke følges af handling, risikerer USA at blive, hvad Mao kaldte USA dengang i 1960′ erne: en papirtiger.

(klumme i Politiken 1. januar 2018)