Dansk udenrigs- og udviklingspolitik har nået et historisk lavpunkt.

Kort efter sin tiltrædelse som udenrigsminister forklarede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at han betragtede sig selv som den »måske fagligt mest kompetente« i udenrigsministerstolen. Det skete med følgende ord:

»Mit cv består blandt andet af tre bøger om europæisk og international politik. Jeg har siddet i Europa-Parlamentet. Jeg har startet et parti fra bunden. På det formelle niveau tror jeg ikke, at Uffe, Holger K., Mogens Lykketoft, Per Stig eller Niels Helveg har beskæftiget sig så meget med international politik, som jeg har, da de satte sig i stolen«.

På og uden for Christiansborg var reaktionerne en blanding af rå latter, klasken på lårene og hovedrysten. Ikke mindst hos de herrer Ellemann-Jensen, Lykketoft og nu afdøde Helveg Petersen, der alle tre lod sig udsætte for lidt af hvert i deres embedsperioder. Men ingen er i tvivl om, at der om disse tre står respekt for deres flid, engagement og indsigt.

NUTIDENS selverklærede liberale udenrigsminister har derimod placeret sig i en helt anden kategori, tilmed den mest ubehagelige af slagsen.

Hans beslutning om at skære i midlerne til udvikling af civilsamfundsorganisationer i Palæstina og Israel er ikke kun regulære spark i maven på de mange idealister og aktivister, der virker for at skabe tålelige tilstande for indbyggerne i ’verdens største åbne fængsel’, som de palæstinensiske selvstyreområder er blevet kaldt. Anders Samuelsens håndtering er også udtryk for et politisk medløberi og intellektuelt forræderi, som bortvisker en af de få oaser i dansk udviklingspolitik.

Når den israelske informationsminister, Gilad Erdan, efter den vellykkede armvridning af udenrigsministeren opfordrer resten af Europa til »at handle med samme moralske ansvarlighed som Danmark«, er vi ude i en absurd form for orwellsk nysprog, der ikke lader diktaturstater noget efter.

En enkelt af de 24 organisationer, der havde modtaget støtte fra bl.a. Danmark, havde opkaldt et kvindecenter efter en palæstinensisk terrorist, hvilket Samuelsen benyttede som undskyldning for at tilbageholde danske støttemidler til samtlige. Aftalebrud og kollektiv afstraffelse kalder professor ved SDU Martin Beck den metode.

Karakteristisk for Løkke-regeringens gældende spinkultur blev nyheden listet ud i en pressemeddelelse kort før jul, da nationen var optaget af andre gøremål: Det er usselt smålusket medløberi, der gør udenrigsministeren til bybud for en brutal besættelsesmagt, og som er direkte i strid med den udviklingsstrategi, regeringen indgik et bredt forlig om for nøjagtig et år siden.

Dengang blev Samuelsens udviklingsordfører, Carsten Bach, citeret for følgende: »For Liberal Alliance har det været vigtigt at sætte fokus på en større rolle til private aktører og civilsamfundsorganisationer«. Vi ved nu, at dette fokus er blevet dikteret fra Tel Aviv.

Nogen udmelding fra Venstres udviklingsminister, Ulla Tørnæs? Niks, kulsort tavshed.

DET, DER I DAG er tilbage af en selvstændig dansk udenrigspolitik, er presset på mere end én front. I regeringens parlamentariske grundlag hersker et uskønt heppekor af nationalkonservative, der ikke ser nævneværdige problemer i Putins vedholdende pres på Ukraine, de baltiske lande og europæiske kerneværdier over en bred front.

Den nye tids ’putinister’ i Dansk Folkeparti tæller også den israelske regeringschef Benjamin Netanyahus vigtigste forbundsfælle i Danmark, formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, hvis europapolitik giver ham åndsfæller og allierede hos britiske ’brexiteers’ og blandt Trumps populistiske republikanere.

Tilbage i maj 2016 var der ellers lagt op til en skarpere fokusering i dansk udenrigspolitik, da en af ministeriets topdiplomater, Peter Taksøe-Jensen, fremlagde en stribe perspektivrige bud på en ny dansk international profil. Som tak for indsatsen er denne dygtige embedsmand nu sendt i en slags eksil i New Delhi i stedet for Bruxelles, som ville have været det oplagte.

En nedrivning er i gang. Ofrene er i første omgang civilsamfund i Palæstina og omegn. Men det stopper næppe her. Et bredt udviklingspolitisk forlig, der tog sig smukt ud for et år siden, er blevet skamskudt, og vi har fået kinesiske tilstande i Udenrigsministeriet. Indført af Samuelsen og Løkkes tro væbnere i dansk parlamentarisme: Liberal Alliance og Dansk Folkeparti

(klumme i Politiken 11. januar 2018)