Sri Lanka har fået fred, men har også fået Kina

Rå kinesisk kapitalmagt i Sydasien

I BEGYNDELSEN af næste måned markerer Sri Lanka sin 70-års dag som uafhængig nation. I landets første årtier var det tilknyttet Storbritannien som dominion, og i 1972 blev det en republik, hvilket blev markeret af et navneskifte fra Ceylon til Sri Lanka.

Fejringen bliver ikke uden mislyde, især hvis den tidligere koloniherre Storbritannien benytter anledningen til at signalere, at den strategisk beliggende østat, der ligger tæt på en af klodens vigtigste ruter for skibstransport, er kommet på forkert kurs i global magtpolitik. Paradokset er, at i takt med at vestlige investorer og donorlande har gjort en retræte fra den attraktive ø, er det srilankanske samfund blevet et fredeligere sted, om end med en større afhængighed af rå kinesisk kapitalmagt.

Et kvart århundredes blodsudgydelser med tusinder af civile ofre og omfattende terroraktiviteter kom til en hurtig afslutning i foråret 2009, da den srilankanske regeringshær satte ind med en velkoordineret offensiv og nedkæmpede, hvad der var tilbage af oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre.

I relativ ubemærkethed havde Kina tilbudt regeringen i Colombo omfattende militær bistand, inklusive jagerbombere, for at kunne gennemtvinge en afslutning på borgerkrigen. 19. maj 2009 var 27 års blodig borgerkrig med sammenlagt 80.000 dødsofre, afsluttet. Ud over den srilankanske regering var konfliktens store vinder Kina, der havde brugt sit veto i FN’s Sikkerhedsråd til at hindre kritik af den srilankanske regering.

EFTER flere århundreder under vestlig dominans og i nyere tid, som modtager af bistand fra USA og flere af supermagtens europæiske allierede, blev Sri Lanka på kort tid suget ind i den hastigt ekspanderende kinesiske interessesfære. I dag dominerer kinesiske investeringer overalt på øen –først og fremmest i den tunge infrastruktur: motorvejen fra lufthavnen til Colombo er bygget af kineserne, hovedstadens nye havn og det tilhørende finanscenter med kontorpaladser og luksusboliger bliver det ligeså. Et telekommunikationstårn til 104 millioner dollars er også et kinesisk projekt. Kinesiske lån til infastrukturprojekter anslås at udgøre 10 procent af Sri Lankas nationalprodukt.

Kinas økonomiske tilstedeværelse er særdeles synlig på den korte vandretur fra Colombos lille forretningsdistrikt ud til det legendariske hotel Galle Face, bygget af britiske forretningsfolk i 1864 og først renoveret færdig for et par år siden. Der er udsigt til travle kraner, der også er virksomme i natligt projektørlys. Colombo Port City Project er navnet på dette projekt, der er ved at skabe en af de største havne i Sydasien.

Skiltningen fortæller, at byggeriet ledes af CCCC, der står for China Communications Construction Company og dets datterselskab China Harbour Engineering Company, CHEC. Indtil i fjor var dette konglomerat sortlistet af Verdensbanken efter kritik for korruption i forbindelse med et tilsvarende projekt i Filippinerne. Det betyder, at vestlige selskaber har afholdt sig fra at byde ind, og at banen derfor er helt åben for kinesiske selskaber.

Et andet stort havnebyggeri i Hambantota på Sri Lankas sydkyst blev for et år siden solgt til China Merchant Port Holdings med en forklaring fra regeringen om, at regeringen i Colombo dermed lettede den gældsbyrde på tre fjerdedele af nationalproduktet, som landets nuværende regering ser det som sin opgave at få nedbragt.

Begge havne er led i den såkaldte ’perlerække’, der skal forbinde et kinesisk ledet transportsystem til havs, der går fra faciliteter i Myanmar, Bangladesh via Sri Lanka til Pakistan og dermed videre ind i Mellemøsten. Nyheden om, at Kinas næste oversøiske flådebase vil blive bygget i den pakistanske havneby Gwadar, bekræfter ambitionerne. Kinas samlede infrastrukturinvesteringer i Pakistan er af Wall Street Journal opgjort til 46 milliarder dollars.

De kinesiske satsninger i Colombo har vakt bekymring her i Colombo, hvor den nuværende liberale præsident, Maithripala Sirisena, har forsøgt sig med en tilnærmelse til Indien for at rebalancere den voksende afhængighed af Beijing. Men der er et stykke vej endnu. Det er den tidligere præsident Rajapaksas regeringsførelse, der kaster lange skygger. Han udnævnte sine tre brødre til at lede regeringens tungeste ministerier, mens han selv tog sig af finans, forsvar og infrastruktur.

I realiteten blev Sri Lanka i hans regeringstid drevet som en familieforretning, eftersom brødrene kontrollerede tre fjerdedele af det srilankanske statsbudget. Familien sagde ja til at lade kineserne bygge både de to havne, men også en ny lufthavn nær Hambantota. Den betjener i dag kun omkring en håndfuld flyvninger dagligt.

Sri Lanka har fået fred, men har også fået Kina. Pax Sinica er ankommet.

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s