Koreansk OL bliver en svær test

Forsoningstiltag er velkomne, men Sydkorea har brug for at tænke nyt.

NEGLEBIDERIET har længe været i gang hos de sydkoreanske værtsorganisationer forud for afholdelsen af de olympiske vinterlege i næste måned. At et skøjteløberpar fra rivalen Nordkorea deltager i konkurrencerne, er den positive faktor.

Langt mere besværligt er det, at parret bliver ledsaget af helt op til 500 nordkoreanere, der er med som logistikfolk, personale, musikere og heppekor.

De sikkerhedsmæssige udfordringer er selvindlysende. Får gæsterne fra nord mulighed for personlig kontakt med ‘ landsmændene’ i syd, er der risiko for afhopninger, og hvordan vil det nordkoreanske klanregime udnytte den store sportsbegivenhed propagandamæssigt? Er Sydkorea blevet gidsel i et større spil, der handler om at give Kim-klanen større international legitimitet? Afhopninger er usandsynlige, for den nordkoreaner, der forsøger det, ved, at hans slægtninge straffes i flere generationer fremover for en sådan ulydighedshandling.

Straf betyder i denne sammenhæng mangeårig forvisning til arbejdslejr.

Men de hjemvendende nordkoreanere vil i private samtaler kunne berette, at Sydkorea både har frihed og velstand, som er fatamorganaer i nord.

De to rivaler har ikke kun en blodig og konfliktfyldt historie udkæmpet på slagmarkerne at se tilbage på. Sportsligt har der udfoldet sig et interessant samkvem hen over årene. I perioden fra 1998 og en halv snes år frem var der fremdrift for Sydkoreas såkaldte solskinspolitik, hvor parterne forsøgte sig med dialog, turisme og økonomisk samkvem. Det medførte, at ved sommerlegene i 2000 og 2004 kunne de to landes deltagerhold marchere ind sammen i en symbolsk gestus, men konkurrerede som separate hold.

I år er der udsigt til en gentagelse af symbolikken ved indmarchen, men yderligere er der enighed om et fælles ishockeyhold, hvilket er nyt.

NORDKOREA kom med i den olympiske familie fra 1964, men landets deltagelse har siden været svingende. Første deltagelse i sommerlege var i 1972 i München.

Siden har landet været med i de fleste OLkonkurrencer, om end med to markante undtagelser: den sovjetiskledede boykot af sommerlegene i Los Angeles i 1984 og de efterfølgende sommerlege i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, i 1988.

Spørgsmålet, der rejser sig i år, er selvfølgelig, om afholdelse af et OL kan fremme diplomatiske og mellemfolkelige gennembrud på den delte halvø. Her tegner den olympiske historie igen et broget billede.

Nordkorea har i dag international status som paria, der kan minde om det apartheidstyrede Sydafrika i sin tid. Sydafrika blev udelukket fra OL-familien efter sommerlegene i Rom 1960 og returnerede først i Barcelona i 1992.

At den kolde krig var på sit højeste i disse år, hindrede ikke et fælles tysk hold i perioden 1956-64, længe før begge tyske stater fik fuldt FN-medlemskab og på et tidspunkt, hvor de fleste var ved at indstille sig på en permanent tysk deling. I sportens verden tog tyskerne forskud på nationens politiske fremtid.

Kina nåede en beskeden deltagelse i Helsinki 1952, isolerede sig derefter og vendte først tilbage til OL-familien ved vinterlegene i 1980.

Striden mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, dvs. Taiwan, betød, at sidstnævnte fra 1984 blev OL-deltager for første gang under navnet Chinese Taipei, og dette banner har begge parter og OL-organisationerne naturligvis levet fint med siden.

ANDERLEDES svært bliver det i Korea. Ingen i Sydkorea betvivler, at den nordkoreanske tilstedeværelse ved vinterlegene giver vind i sejlene for den kraftfulde koreanske nationalfølelse på begge sider af delingslinjen langs den 38. breddegrad.

Bag den store festivitas lurer usikkerheden om den delte halvøs politiske fremtid, herunder det internationale pres på klanstyret i Nordkorea for at afmontere landets bestræbelser på at opnå anerkendelse som atombevæbnet stat.

I 1945 hed det sig, at koreanerne skulle bestemme over egen skæbne. Men sovjetkommunismen og diktatoren Kim Ilsung kom på tværs; der blev udkæmpet krig 1950-53, og den er i teknisk forstand uafsluttet. Korea er delt mellem 50 millioner frie og velstående borgere og 25 millioner ‘ landsmænd’ taget som gidsler af et surrealistisk og hypermilitariseret klanstyre. Det skifter ikke karakter, fordi det sender nogle hundrede udvalgte til OL syd for den 38. breddegrad.

Men efter mange måneder med atomtrusler bakket op af svulstig retorik sukker ikke mindst sydkoreanerne efter mildere vinde på halvøen. Håbet lever, men uforudsigeligheden råder.

(klumme i Politiken 25. januar 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s