Borgerkrigen er for længst ovre, men for det tamilske mindretal er der ingen social og økonomisk fredsdividende.

Netop som vi har passeret 25-året for kulminationen på tamilsagen, den største politisk-administrative skandale i nyere politisk danmarkshistorie, kan det være på sin plads at spørge, hvordan det er gået den befolkningsgruppe, der lagde navn til den kontroversielle sag, altså tamilerne?

Den 27 år lange borgerkrig sluttede i foråret 2009, og Sri Lanka har fået fredelige, civile og i hvert fald på overfladen demokratiske tilstande. Østaten med den ideelle beliggenhed mellem Syd- og Østasien fremstår i mange besøgendes opfattelse som et ferieparadis med forudsætninger, der ville kunne give dets 22 millioner indbyggere bedre livsvilkår, end de har fået hidtil.

Realiteterne lever bare ikke helt op til de ideelle forestillinger. Sri Lanka er halvanden gange Danmark i størrelse og er fra naturens hånd overmåde begunstiget med dyrkningsmuligheder overalt og en infrastruktur, der er godt på vej til at skabe en af verdensdelens store turistmagneter. En stor del af befolkningen taler engelsk. Men de pittoreske teplantager, frugtboderne i landsbyerne og fiskerbådene langs kysterne overskygger, at en egentlig industrialisering ikke for alvor er kommet i gang. Sri Lanka har ikke udsigt til at blive et nyt Singapore.

ØNATIONEN huskes også som et af ofrene for den tsunami, der ramte verdensdelen 2. juledag 2004 og kostede flere end en kvart million livet. Dødstallet alene i Sri Lanka blev opgjort til 38.000. Takket være en hurtig og effektiv hjælpeindsats kunne øens ødelagte kystområder hurtigt genopbygges, og i dag er de ramte områder markeret af monumenter til minde om de mange dødsofre – lokale som udlændinge – placeret langs en velfungerende infrastruktur.

Men der er politiske mislyde på tropeøen, og de høres ikke mindst blandt de overvejende hinduistiske tamiler, der stadig mærker et pres fra det singalesiske befolkningsflertal, der er buddhister.

Borgerkrigen kostede mellem 80.000 og 100.000 livet, hvoraf de 40.000 blev dræbt eller forsvandt i de sidste måneder af konflikten.

Den daværende regering under den hårdhændede præsident Rajapraksa var vrangvillig, når omverdenen krævede forklaringer på de mange beretninger om massakrer, tortur, fængslinger uden rettergang og forsvindinger. Længe efter at våbnene tav, var Sri Lanka et samfund med mange blodspor og lange skygger fra et kvart århundredes etniske stridigheder.

EFTER ET overraskende regeringsskifte i 2015, der bragte den liberale Maithripala Sirisena til magten, blev der skabt håb om reelle forsoningstiltag. Valghandlingen havde vist, at de 15 procent af øens befolkning, som er de overvejende hinduistiske tamiler, støttede ham. Det samme gjorde flertallet af de 10 procent muslimer i landet, som har tamilsk som hovedsprog.

I fjor stillede regeringen en række forslag i udsigt med den erklærede hensigt at skabe retfærdighed for mange af borgerkrigens ofre. Et kontor, der skal indsamle data om forsvundne personer under de mange krigshandlinger og såkaldte antiterroraktioner så dagens lys sidste efterår.

Men en ny lovpakke, der handler om politiets og militærets beføjelser under forfølgelsen af formodede terrorister, er stødt på kritik. Både i sikkerhedsstyrkerne og i store dele af embedsværket sidder der folk i nøglepositioner, som spillede afgørende roller under nedkæmpelsen af terrorbevægelsen De Tamilske Tigre. De har ingen interesse i noget, der bare ligner et retsopgør, og ønsker heller ikke at indføre juridiske reformer, der ligger nærmere de retstilstande, der kendes fra Europa, erkender landets udenrigsminister Mangala Samaraweera.

Økonomisk og socialt er der kun sket få forandringer siden borgerkrigens afslutning for små ni år siden. I den nordlige og østlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, er fattigdommen lige så udbredt, som da det væbnede oprør blev indledt i 1983. Tusinder af familier er her afhængige af de pengestrømme, der sendes fra slægtninge, der flygtede til Europa, Australien og USA.

Jaffna, der er hovedbyen i det nordlige Sri Lanka, og som domineres af tamiler, har ingen internationale flyruter, ikke engang til Chennai, delstatshovedstaden i indiske Tamil Nadu. Den lokale lufthavn ledes af landets luftvåben. Et lyspunkt er vejbyggeriet, men landbruget og fiskeriet er nærmest gået i stå og leverer lige akkurat tilstrækkeligt til at holde sulten fra døren. Politistyrken i Jaffna tæller ca. 530 mand og skal betjene en region med omkring 100.000 indbyggere. Kun 43 af betjentene er tamiler. Problemet her er regeringens rekrutteringspolitik, der favoriserer det buddhistiske befolkningsflertal.

Kritikken mod landets regering for ikke at fremme en mere acceptabel retstilstand har været et tilbagevendende tema i bl.a. FN’s Menneskeretsråd, men uden at det har fået nævneværdige konsekvenser. Som det ofte ses i lande, der skal løfte sig ud af en borgerkrigs ruiner, også de mentale, forbliver mange af de ansvarlige for krigshandlinger ved deres magtpositioner. Den nuværende præsident Sirisena, der ofte bruger forsoningens retorik, var fungerende forsvarsminister under den sidste og afgørende militære offensiv mod De Tamilske Tigre i maj 2009, så hvilken interesse har han i en sandheds- og forsoningskommission?, spørger kritikerne.

EN AF DE internationale røster, der i kommentarer og analyser nægter at indstille kritikken mod den srilankanske regering, er den amerikanske advokat Kate Cronin-Furman, der forsker ved Stanford Universitet og har menneskeretssager som speciale.

Hun mener, at den daværende præsident har gode chancer for at vende tilbage til magten, sandsynligvis som medlem af en kommende koalitionsregering. Han vandt et parlamentsvalg i 2015, og hans parti står stærkt i målingerne forud for de landsdækkende lokalvalg i næste måned: »For krigens mange ofre er den politiske dynamik et åbent sår, der fortsætter med at smerte«, konstaterer Kate Cronin-Furman.

For besøgende forekommer atmosfæren på den naturskønne ø ubekymret. I Colombo og øens større byer ses buddhister, muslimer og hinduer leve og arbejde side om side. Sammenlignet med f.eks. Myanmar er der forbløffende få uniformerede politifolk og soldater i gaderne. Fattigdom og ulighed er ikke så synlig som hos naboen i nord, Indien.

Ej heller har Sri Lanka tilstande som i Pakistan. Landet har tilsyneladende kun venner. Hverken Indien, Kina, USA elle EU ønsker at genere øen med den formidable og misundelsesværdige placering på verdenskortet. Men ude i de tamilsk dominerede områder er der tavst.

(klumme i Politiken 28. januar 2018)