Den ny tids kolonimagt er anderledes

Fra Sri Lanka over Piræus til Kenya er et imperium under opbygning.

ETHVERT KINESISK skolebarn lærer til hudløshed om det ’ydmygelsens århundrede’, riget var udsat for i den æra, der begyndte med opiumskrigene i 1840’erne og først sluttede i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Kina havde i perioden oplevet at blive skåret i stykker af vestlige kolonimagter, blive sønderrevet af interne krige og opgør, udsat for japansk besættelse, amerikansk pres og blokade og meget mere.

Her i det 21. århundrede er tilstanden vendt om. Kina skærer nu bidder af verden uden for og benytter metoder, der kunne have været noget, Storbritannien gjorde i 1800-tallet, bare uden kanonbåde og opium. Strategien kan kaldes merkantilistisk eller globalisering, og midlerne har indtil nu været fredelige. Hellere checkhæfter og containerskibe end maskingeværer og kampfly.

I sidste måned overtog et kinesisk statsselskab kontrollen med Hambantota, en havn i det sydlige Sri Lanka, som er tildelt rollen som et bindeled i Obor (One Belt, One Road), det storstilede transportnetværk, som præsident Xi Jinping har kaldt århundredes projekt, og som i økonomisk volumen langt overgår, hvad vestligt ledede udviklingsinstitutioner som Verdensbanken nogensinde har leveret, Marshallplanen inklusive.

På grund af sine gældsforpligtelser havde den srilankanske regering intet valg, og heri består det foruroligende i Kinas valg af oversøiske partnere: De er ofte politisk svage og økonomisk skrøbelige. Det samme er tilfældet med den afrikanske lilleputstat Djibouti, hvor Kina i fjor etablerede sin første oversøiske flådebase – interessant nok i umiddelbar nærhed af en amerikansk militærbase.

LIGELEDES I fjor overtog Kina den græske havn Piræus for 436 millioner dollars, og ingen er jo i tvivl om, at Nato-medlemmet Grækenland har brug for pengene, uagtet at det svage og misregerede land er udset til at blive, hvad der kaldes et ’dragehoved’ for den kinesiske landgang i Sydeuropa.

Mere opsigtsvækkende er det, at et robust land som Australien i fjor sagde ja til et 99-årigt lejemål af dybvandshavnen i Darwin, en lokalitet, som interessant nok er base for ca. 1.000 amerikanske marinesoldater. Hvorfor har Rex Tillerson, Trumps udenrigsminister, ikke hævet en advarende røst?

Næste stop i projektet er Afrika, hvor Kenyas gæld til Kina vokser alarmerende som følge af kinesiske investeringsmidler, der er landet i den vigtige havneby Mombasa.

På det sydamerikanske kontinent ser det ud til, at Argentina er tildelt rollen som brohoved for Kinas opbygning som økonomisk imperium. Logikken synes at være, at lande, der har dårlige erfaringer med USA som beskytter og handelspartner, ser muligheder for at afprøve nye dimensioner i globaliseringen ved at række hånden ud til Beijing.

PROBLEMET er her, at alle de betingelser, som USA og dets allierede har opstillet angående transparens i forretningsførelse og miljøkrav, ikke længere tæller. Kina kommer med sine egne krav og regler, og de er næppe til forhandling.

Indtil videre har vi hverken hørt fra Trump- administrationen eller EU, om dette er til skade for verdens politiske magtindretning. Lokale protester mod kinesernes adfærd har været små og spage, hvilket til dels kan forklares med, at de vestligt ledede udviklingspolitikker ikke har leveret imponerende resultater, specielt ikke i Afrika, hvor politisk magt og indflydelse er til fals for højestbydende.

Kina bør ikke bebrejdes, at det forsøger at gøre verden mere forbundet. Men dilemmaerne står i kø, fordi styrkeforholdene er så ulige. Riget i midten er ikke kun klodens største handelsnation, snart er det også den største investor i strategiske sektorer som transport og telekommunikation. Kun lande og regioner af en vis størrelse vil have politisk styrke nok til at stille betingelser for kinesiske engagementer.

Kinas ekspansion adskiller sig fra det 19. og 20. århundredes imperialisme og kolonialisme derved, at Beijing vil gøre alt for at undgå direkte aggression og voldsanvendelse. De millioner af dræbte, der blev konsekvensen af USA’s krige i Indokina og Afrika, repræsenterer forbrydelser, som kineserne aldrig vil gentage. Beijings strateger vil ikke repetere Vestens fejltagelser. De kommer i stedet til at lære af deres egne fejltagelser.

(klumme i Politiken 29. jan. 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s