Når vi opsøgte forbrugerismen i en af Ingvar Kamprads møbelkatedraler, gjorde vi den til modernitetens religion.

For nylig måtte jeg for Vorherre-ved-hvilken-gang forbi Ikea i Vangede, fordi vi skulle have et rullegardin til soveværelset. Mens vi stod i møbelpaladset og sammenlignede design og modeller, slog det mig, hvor elegant enkelheden og funktionaliteten smelter sammen i stort set alle Ikeas produkter.

For mindre end 300 kroner kunne vi løse et praktisk problem på en mere end acceptabel æstetisk måde. Koncepterne bag Ikeas produkter er ikke kun geniale på grund af deres overkommelige priser; vi forbrugere kommer også inden for i et univers af lighed og ensartethed, som har en betydning ud over vore selvpåtagne roller som deltagere i en massekultur.

At kalde Ikeas nyligt afdøde grundlægger Ingvar Kamprad for en legende er derfor noget af en underdrivelse. Manden, der skabte en gigantisk erhvervssucces ud af globaliseringen, længe inden det blev almindeligt at bruge ordet, repræsenterede et levnedsløb, der var sprængfyldt med paradokser.

I ÅRENE omkring 1961, hvor Østeuropa blev låst fast under sit jerntæppe, og Berlin fik sin mur, fandt Kamprad konkurrencedygtige producenter i de kommunistiske lavtlønslande.

Få år tidligere var han redet med på den velstandsbølge, der blev skabt i det svenske ’folkehjem’, hvor socialdemokraten Tage Erlander havde lovet borgerne en million nye boliger på ti år. Et velstandsmirakel af amerikanske dimensioner tog form i de svenske forstæder og rykkede siden ud i Europa og derefter resten af verden.

350 møbelhuse over den ganske klode med tæt på 800 millioner besøgende kunder om året og en anslået formue på 380 milliarder dollars er da en bedrift for en postordrevirksomhed startet af en 17-årig i 1943.

Alligevel har der været langt mellem lovprisningerne af den driftige erhvervsleder fra det puritanske Småland kendt for Astrid Lindgren og Bulderby. For mandens politiske sympatier og synspunkter var mildest talt ubegribelige.

Der tegner sig et paradoksalt billede af en højrenationalistisk kryptofascist med et humanitært sindelag, og nej, det rimer slet ikke. Men for få år siden var det Ikea, der donerede 400 millioner svenske kroner til FN’s Flygtningehøjkommissariat. Det var Kamprad-familienss reaktion på fornyet kritik af faderens pronazistiske fortid.

ADSKILLIGE af nekrologerne om Ingvar Kamprad gør en del ud af hans blakkede politiske fortid, som både forklares med slægtens tyske rødder og medlemskabet af den svenske nynazistiske bevægelse Svensk Socialistisk Samling, som han tilsluttede sig som teenager, året inden han grundlagde postordrefirmaet Ikea for penge, han havde fået i gave af sin far.

Et andet velbelyst paradoks ved mangemilliardæren er, at han fløj på økonomiklasse og krævede af sine direktører, at de gjorde det samme.

Nok gemte han sig i fire årtier i Schweiz for at slippe for at betale svensk skat, men da han vendte hjem for få år siden, var det ikke et luksuspalæ, han flyttede ind i, men en gennemsnitlig bolig i det Småland, han var vokset op i.

Ingvar Kamprad blev medstifter af en bevægelse, som en voksende del af klodens befolkning har tilsluttet sig uden at reflektere over det: forbrugerismen. På tværs af race, religioner og politiske overbevisninger er millioner blevet tilhængere af mantraet om mest muligt til flest muligt på den billigst mulige måde. Kombinationen af international arbejdsdeling og masseproduktion gjorde dette globale velstandsmirakel muligt.

NÅR VI træder indenfor i et af Ikeas inventarpaladser, bliver vi reduceret til én og samme klasse, forbrugerklassen. Når vi står i kø ved kasseapparatet for at betale sengelamper, rullegardiner, reoler og køkkentaburetter, er vi lige så ensartede, som når vi trænger os sammen på kirkebænken. Medlemmer af et klasseløst samfund, hvor kun Ikeas logik hersker.

Denne forunderlige tilstand ophører, når vi forlader Kamprads katedraler og tager hjem i forvisningen om, at vi har foretaget et strengt individuelt valg. Hvilket naturligvis er en illusion. For den geniale forretningsmand havde naturligvis set lyset før andre og truffet valget for os som en anden apostel eller profet.

Et velfærdssamfund er mere end gratis sundhedsydelser og progressiv beskatning, det er også købedygtighed bredt ud og helt ned til de lavest lønnede. Tak til den driftige handelsmand fra den svenske provins.

(klumme i Politiken 8. februar 2018)