Dynastiet viser os et mildere ansigt

Nordkoreas klanstyre mødte op i fjendeland. Skal vi juble?

AT STORE internationale sportsbegivenheder rummer politiske aspekter og dimensioner, er en konstatering så triviel og banal, at selv børnehavebørn forstår den. Det interessante er selvfølgelig, om idræt på højt niveau kan bidrage til mellemfolkelige dialoger, hvor det traditionelle politiske og diplomatiske apparat er kommet til kort.

Her er det, at de aktuelle vinterlege i Sydkorea pådrager sig opmærksomhed. Værtsnationens krigsmodstander i små syv årtier deltager, men ingen forventer, at de nordkoreanske atleter leverer banebrydende præstationer, for det var stort set kun på dispensationer og politisk velvilje, at de kom med.

Den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns yngre søster Kim Yo-jongs tilstedeværelse ved åbningsceremonien i fredags var en imidlertid en politisk sensation. Hendes invitation til den sydkoreanske præsident om at komme på besøg i Nordkorea ligeså.

I den sydkoreanske offentlighed blev der rejst forventninger om en genoptagelse af den såkaldte solskinspolitik, som var den gældende sydkoreanske politik over for modparten i nord i nogle få år lige efter årtusindskiftet.

TILBAGE i juni 2000 rejste den daværende sydkoreanske præsident, Kim Dae-jung, til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Hans omfavnelse af Kim Jong-il, faderen til den nuværende diktator, blev set som så stor en bedrift, at den sydkoreanske præsident senere samme år blev tildelt Nobels Fredspris.

Forventningerne til den nord-sydkoreansk optøning dengang var kolossale, men urealistiske, skulle det vise sig. Optimisterne begyndte at se på de historiske erfaringer fra den proces mellem datidens øst- og vesttyske stater, der i 1970’erne førte til opblødning mellem to af den kolde krigs hovedmodstandere i Europa.

I de første måneder efter Berlinmurens fald i november 1989 var det en udbredt forventning, at det postkommunistiske Østtyskland ville overleve i en eller anden form, eventuelt i et neutraliseret statsforbund med den langt rigere og stærkere tyske forbundsrepublik.

Disse illusioner holdt kun kort tid ind i det afgørende år 1990, hvor de politiske arvtagere i Østberlin måtte erkende, at deres arbejder- og bondestat var gået fallit. Den eneste mulighed, der stod tilbage, var de østtyske delstaters stykvise optagelse i den demokratiske Forbundsrepublik. Et af de største mirakler i moderne europæisk politik blev realiseret, og det vigtigste kapitel i den fire årtier lange kolde krig kunne lukkes, uden at der blev løsnet et eneste skud.

POINTEN er her, at de tyske erfaringer fra dengang ikke lader sig transformere ind i nutiden, hvor det delte Korea repræsenterer en tilstand, der overfladisk minder om den situation, der var gældende for de to tyske stater for små tre årtier siden. Men forskellene er større end lighederne.

Sagt på en anden og mere brutal måde: Det nordkoreanske klanstyre har på enhver tænkelig måde sikret sig mod, at der overgår det en skæbne, der ligner den, der ramte deres ideologiske brødre og søstre i datidens Østtyskland.

Hele forskellen består i den atombevæbning, som verden nervøst og anspændt har diskuteret i årevis. Den er Nordkoreas livsforsikring og garanten for, at den genforening, som ellers er det erklærede politiske mål for både Nord- og Sydkorea, ikke kommer til at ske på sydkoreanske og dermed demokratiske betingelser.

Dengang i juni 2000 opstod der en forventning om, at den nordkoreanske diktator Kim Jong-il ville foretage en genvisit i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Hvilket forblev en illusion.

Et par år senere afslørede sydkoreanske medier, at nogle af landets store koncerner havde betalt millionsummer i bestikkelse til Kim-klanen i nord for overhovedet at levere værtskabet til historiens første nord-sydkoreanske topmøde. Intet medlem af Kim-klanen fik lejlighed til selv at opleve det friheds- og velstandsmirakel, som Sydkorea repræsenterer.

DEN LOGIK er nu med diktatorens søsters besøg hos den sydkoreanske ’broderfjende’ brudt. På den lange bane kan et fredeligt samarbejdende Korea med en sænket atomtærskel kunne være den afgørende brik i det store spil, der er ved at blive lagt i skabelsen af det asiatiske århundrede. Perspektiverne er svimlende, men risikoen for, at verden bliver vidne til et illusionsnummer, er stadig overvældende.

(klumme i Politiken 12. februar 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s