Hvad er der tilbage af de olympiske idealer?

Er IOC blevet sin egen og idrættens værste fjende? Der er snarere tale om et nødvendigt kompromis.

DER GÅR et spøgelse gennem den internationale sportsverden. Eller snarere to. Det ene hedder antidoping, det andet hedder Rusland.

Paradokserne skriger til himlen: Den Internationale Olympiske Komité ekskluderede i fjor Rusland på grund af det statsstøttede dopingsnyderi, der blev afsløret efter vinterlegene i Sotji i 2014. Beslutningen blev taget som et tegn på, at Den Internationale Olympiske Komite, IOC, langt om længe var begyndt at tage kampen mod doping seriøst.

Men hvad skete der så i dagene op til åbningen af de aktuelle lege i Sydkorea: Russiske atleter blev lempet ind ad bagdøren til legene. Ikke som officielle repræsentanter for Rusland, men som ’Olympic Athletes of Russia’, russiske sportsfolk i konkurrencerne på helt normal vis, men ikke Rusland som nation.

KAN NOGEN se forskellen? Her kunne det være interessant at få indsigt i, hvorledes de fremmødte russiske atleter præsenteres hjemme i Rusland, hvor medierne som bekendt følger den nationalistiske linje, som præsident Putin har lagt.

Vi må gå ud fra, at de russiske mediers præsentationer glider uden om den realitet, at Rusland er non grata ved OL, for billederne fra Sydkorea viser det modsatte.

Så hvordan har IOC kunnet sige både ja og nej til russisk deltagelse? Forklaringen er, at der er givet adgang for russiske atleter, der ikke var indblandet i dopingskandalen i Sotji for fire år siden. 169 er det blevet til. Et nødvendighedens kompromis, fordi Rusland får en lærestreg, men samtidig får uskyldige (må vi går ud fra) russiske atleter mulighed for at deltage.

Endnu et skrigende paradoks: 28 russiske atleter, som tidligere var blevet udelukket på livstid på grund af doping, blev frifundet af den internationale domstol CAS, men fik samtidig at vide, at de ikke kunne deltage i Korea. Altså en frifindelse og en sanktion på en og samme gang.

FOR IKKE så mange årtier siden var sportsverdenen og ikke mindst de nationale olympiske organisationer gidsler for deres regeringer. Vi så det især i 1980 og 1984 ved sommerlegene i henholdsvis Moskva og Los Angeles.

Anført af USA besluttede en stribe vestlige lande at boykotte sommerlegene i Moskva i protest mod, at Sovjetunionen året forinden havde invaderet Afghanistan. Ideen fik medvind, fordi flere sovjetiske dissidenter støttede den, hvilket fik den amerikanske præsident Jimmy Carter til at lancere en regulær kampagne for en boykot.

I den debat, der fulgte, blev især ét argument sjældent hørt: at de vestlige regeringer dermed indledte en praksis, de sædvanligvis kritiserede deres modparter (især de kommunistiske lande i Østblokken) for: at de spændte sportens organisationer for en politisk vogn.

Som olympisk turist på nogle af tribunerne i Moskva i sommeren 1980 husker jeg tydeligt debatten, herunder at det mest relevante argument imod den amerikanskledede boykot kom fra flere af IOC’s medlemsorganisationer: at man gjorde atleterne til ofre for en aktion, som de var uden lod og del i.

Hvorfor dog gøre de russiske (dengang sovjetiske) atleter ansvarlige for handlinger udført af en regering, som de ingen indflydelse havde på? Politisk gidseltagning, var vi nogle, der sagde dengang. Det var jo ikke den sovjetiske olympiske komite, der havde beordret en besættelse af Afghanistan.

NUTIDENS TILSTAND er en ganske anden. Ruslands olympiske organisationer er hovedansvarlige for den svindel med dopingkontrollen, der gjorde, at de russiske atleter klarede sig overordentligt og unaturligt godt i Sotji i 2014.

Den hovedansvarlige i skandalen, Grigorij Rodchenkov, gemmer sig i dag i USA, fordi han har forklaret, hvorledes han dengang manipulerede med dopingprøver. Rodchenkov frygter, at det vil gå ham som to kolleger, der tidligere sad på topposter i det russiske antidopingagentur. Begge er omkommet under uafklarede omstændigheder.

At IOC vælger at lade et anseligt antal russiske atleter deltage trods en skandaløs forhistorie hos de respektive myndigheder, ligner derfor et mudret kompromis, men et nødvendigt et af slagsen:

IOC vil redde, hvad reddes kan af det, der er tilbage af de olympiske idealer om at lade idrættens folk deltage, uanset hvor beskidt deres regeringer og myndigheder på hjemmefronten agerer. Hvornår starter underskriftsindsamlingerne blandt de øvrige deltagende organisationer? Med protester mod det officielle Rusland, men med støtte til de individuelle russiske sportsudøvere?

(klumme i Politiken 14. februar 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s