I sin anden bog om Kina tager arkitekten Holger Dahl os igen rundt på en helt forunderlig rejse i Kina og leverer på ny en mageløs og sanselig rejseskildring.

Læseren skal nøjagtig halvvejs ind i arkitekten og designeren Holger Dahls bog ’Pandaeffekten’ for at fatte, hvad han dog mener med den besynderlige titel. En panda er som bekendt en særlig bjørneart, som er blevet Kinas nationaldyr, nærmest et rigsvåben med pels og på fire ben. Vor statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blev på sit seneste besøg hos giganten i Øst foreviget med en panda på skødet og beseglede dermed det tætte samarbejdsforhold, vi har fået med klodens ældste kontinuerlige civilisation.

At lade et kæledyr være symbolet på en stormagt, der lige om lidt er en supermagt, lyder umiddelbart afsindigt. Kina repræsenterer både en masse rædselsfuldt – politisk undertrykkelse, ensretning, dødsstraffe, miljøkatastrofer m.v. – og en hel del positivt, som peger ind i en ny fremtid: effektiv bekæmpelse af fattigdom, skabelse af en gigantisk middelklasse med velstand og købekraft, innovation og fornyelse.

Mange kan ikke rumme den modsætning og forfalder derfor til stereotypierne. Erkendelsen af tingenes kompleksitet indfinder sig først, når man har været der og brugt sin nysgerrighed og videbegærlighed.

Lige her er der næppe nogen bedre rejsefører end Holger Dahl. Han falder langt uden for kategorien af de traditionelle Kina-eksperter. Dahl kom til Beijing på et studieophold 1981-1983 i reformernes tidligste år. Hans professionelle vej tog ham siden i andre retninger, men interessen blev hængende og udviklede sig til, hvad han selv kalder et livslangt kærlighedsforhold til Kina og alt kinesisk.

Engagementet har ført til talrige rejser tilbage til riget, og i 2013 samlede han sine indtryk i bogen ’Kina – engang for et øjeblik siden’, der på helt mageløs vis lukkede den kinesiske kultur op for alle læsere uden forudsætninger. Den logiske opfølger hedder ’Pandaeffekten – en rejse ind i Kinas hjerte’, og her er Dahl ikke mindre ambitiøs. Han går i fodsporene på den mytologi, som blev skabt af Mao Zedong og kommunisterne med 1930’ernes Lange March under borgerkrigen og dermed adgangen til revolutionen, sejren og magten.

Fysisk rejser han i de kommunistiske partisaners fodspor. Det kommer der nogle helt forrygende refleksioner ud af. De munder ud i konklusionen om den besynderlige pandaeffekt, der som ovenfor antydet defineres på bogens side 128 således: At noget er noget uden at være noget.

Som en taoistisk munk ville formulere det. Det er pandaeffektens kerne. Og den største pandamester af dem alle var formand Mao Zedong. Som Dahl forklarer det: Maos evne til at bringe sig selv i centrum og hans vilje til magt var helt på niveau med hans europæiske kollegers inden for diktatorfaget i det 20. århundrede.

Senere skriver han vidunderligt afvæbnende, at ledelsen af Kinas kommunistparti altid har opført sig som en gruppe teenagepiger over for hinanden. Vi nærmer os her noget metafysisk, om end det nok er en kategori, Dahl vil frabede sig.

Mao-kommunismen var jo noget uden at være noget. Den samlede et splittet Kina, og da denne samfundsmodel havde udlevet sit potentiale, gik Maos efterfølgere til dens modsætning, statskapitalismen. Resultatet kender vi: en supermagt, der er et mirakel og et mareridt på en og samme tid, og som lige om lidt overhaler USA.

Holger Dahl markerer sig som en førsteklasses rejseskribent med fortællemæssigt skønlitterære og essayistiske kvaliteter. Overvældende og medrivende i et sublimt elegant sprog.

(anmeldelse i Politiken 24.februar 2018)