Amerikanske forskere gør status over en global tilstand, hvor USA’s dominerende rolle er forbi. 

Størrelse gør en forskel, men afgør ikke alt i denne verden. Økonomiske analytikere, især i tænketanke og på universiteter i USA, har efterhånden i et par årtier diskuteret, hvornår det øjeblik indtræffer, hvor den kinesiske økonomi overhaler den amerikanske.

Der er bred enighed om, at hvis man måler på det, økonomer kalder købekraftspariteter, så har vi lagt den milepæl bag os. Det skete i 2016-17, og ingen protesterede mod denne nyhed, der kun perifert landede i medierne, f.eks. i overskrifter i finansaviserne Wall Street Journal og Financial Times.

Måler man derimod på valutakurser, indtræffer tidspunktet om få år, ifølge mange analyser omkring 2025. Det respekterede amerikanske finansmagasin Forbes, der udkommer to gange om måneden på papir og derudover har en meget omfattende hjemmeside, skrev i en omfattende analyse i april 2016, at ved tidspunktet for Kinas overhaling af USA i netop 2025 vil førstnævntes andel af verdensøkonomien udgøre 17,2 procent, mens den amerikanske vil være på 14,9 procent.

Et par årtiers debat blandt akademiske eksperter, politikere og mediefolk har handlet om, hvorvidt Kina med sin vækst og fremgang på den lange bane vil kunne leve op til egne løfter om, at dets opstigning bliver fredelig.

Peaceful rise har været Beijings hyppigt anvendte slogan, som dog giver mening, når det erindres, at Østasien ikke har oplevet en gammeldags territorial landkrig i 40 år, mens Europa og især Mellemøsten hen over tre årtier er blevet rystet af krige, kup, kaos og økonomisk deroute både med og uden Ruslands medvirken og påvirkning samt ikke mindst fremkomsten af en transnational totalitær jihadisme med afsæt i Mellemøsten.

MED VALGET af Donald Trump i november 2016 måtte selv de sidste rækker af skeptikere over for teorierne om Kinas overhaling af USA kapitulere. Præsidentens erklærede protektionisme og diffuse regeringsførelse har betydet, at ingen prominente intellektuelle i Vesten længere står på mål for det synspunkt, at USA er den uantastede globale leder.

Det særlig interessante er selvfølgelig, om Kina også viser politisk vilje til at overtage pladsen på toppen af verdenshierarkiet, mens Europa tydeligvis hverken vil eller kan. Brexit, indvandringspresset og Sydeuropas gældsætning gør europæisk lederskab i verden til en umulighed.

Kinas adfærd i sit nærområde har for længst vist, at det vil genindtage sin dominerende rolle som den centrale magt i Asien. Med Rusland, Japan og Indien som marginaliserede magter i mellemstørrelsen.

Malet med den brede pensel er dette nogle af de afgørende konklusioner i den seneste udgave af det anerkendte amerikanske magasin Foreign Affairs, som med en serie temaartikler gør status over USA som supermagten, der er midt i en global retræte. Læserne lades ikke i tvivl: Den amerikanske æra er definitivt forbi, fremtiden ser overhovedet ikke hverken demokratisk eller liberal ud, den bliver kold, blæsende og ubehagelig, for der kommer til at mangle lederskab.

Magasinets tema er nærmest et gravskrift, uden at dette siges direkte. Foreign Affairs har ry for at være en intellektuel ’bibel’ for først og fremmest amerikanske diplomater og forskere i udenrigspolitiske emner, men læses også vidt og bredt i beslutningsmiljøerne hos USA’s venner og allierede, så derfor gør konklusionerne indtryk.

Ikke en eneste af artiklerne ser optimistisk på klodens politiske fremtid, om end der lige på et enkelt område er tegn på amerikansk fremgang: i økonomien. Forklaringen er selvfølgelig, at globaliseringen fortsætter med at virke positivt også på amerikansk jobskabelse på trods af Trumps protektionisme.

I EN ANALYSE med overskriften ’Den post-amerikanske verdens økonomi’ konkluderer lederen af Peterson Institute for International Economics, Adam S. Posen, at nok er syv årtiers opbygning af internationale regelsæt for nationernes omgang med hinanden kommet under voldsomt pres, men i dag oplever verden den mindste andel af befolkningerne i fattigdom og en større andel end nogensinde i en middelklassetilværelse:

»Denne udvikling skyldes ikke alene Kinas formidable opstigning. Også i lande som Chile, Etiopien, Indien, Indonesien, Sydkorea, Vietnam og nogle af de tidligere sovjetrepublikker har økonomisk vækst flyttet hundredvis af millioner indbyggere ud af et liv på eksistensminimum til noget bedre«.

Trods den aktuelle pessimisme skyldtes denne udvikling en liberal orden opbygget og ledet af USA: »Et mirakel, der lykkedes uden erobringskrige eller mange konflikter«.

Adam Posens alarmerende konklusion lyder: »En verden, hvor USA ophører med at være ledende og i nogle tilfælde begynder at angribe meget af det, USA har skabt, vil blive fattigere, ondere, mindre retfærdig og mere farlig for enhver«.

ER DENNE pessimisme overdrevet? Manden, der opfandt begrebet blød magt (et lands evne til at gøre sig attraktivt for andre), Harvard-professoren Joseph S. Nye, der også er fhv. forsvarsminister og fhv. formand for efterretningsorganet US National Intelligence Council, bemærker i artikeltjenesten Project Syndicate, at Kina og USA nu er på niveau med hinanden med såkaldt global anerkendelse.

Dette massive tilbageskridt USA tilskriver han Donald Trumps lederskab, herunder beskæringen af bevillingerne til den amerikanske udenrigstjeneste og landets udviklingshjælp med næsten en tredjedel. Nye ser dog muligheden for en genskabelse af USA’s position som rollemodel efter Trumps embedsperiode. Men Nye nævner ikke skoleskyderierne og National Rifle Association.

I en artikel i seneste udgave af netmagasinet East Asia Forum blander en anden amerikansk akademiker, David M. Lampton, sig i debatten og minder om, at de første tre årtier mellem Kina og USA (1949-79) var præget af to »stedfortræderkrige« mellem de to, i Korea og Vietnam.

I de snart 40 år, der er gået siden normaliseringen i 1979, har samarbejdet og den gensidige afhængighed mellem de to giganter leveret en enestående fremgang. USA og Kina er partnere og rivaler på samme tid.

Spørgsmålet på sigt er naturligvis, hvem af de to der bliver juniorpartneren i dette forhold.

(klumme i Politiken 25. februar 2018)