Fhv. højskolelærer og narkotikaekspert giver et nyttigt indblik i det stærkt kritiserede FN-apparat.

DEN NYLIGE svada mod FN-bureaukratiet fra en forhenværende chef i samme system, nuværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, er næppe en overraskelse for folk, der har aftjent en del af ’karriereværnepligten’ i den multilaterale organisationsverden.

Ej heller kan kritikken have chokeret bureaukraterne i f.eks. det danske Udenrigsministerium. De ved, hvor svært og ofte ineffektivt internationalt samarbejde er. Måske vi her finder forklaringen på, at historier om FN’s verden er så sjældne i de store medier nu om stunder. Ellers skal der en spillefilm til (’Dobbeltspil’, instrueret af Per Fly) for at minde os om, hvor slemt det har været, men olie-mad-skandalen, som er filmens emne, har et par årtier på bagen.

Der findes dog en helt anden slags historier om FN’s gerninger, og en af disse, der for nylig er udkommet i bogform, er virkelig værd at læse. I en alder af af snart 88 har en for længst pensioneret FN-dansker skrevet sine erindringer om flere årtiers arbejdsliv i det multilaterale udviklingsapparat. Navnet er Jørgen Gammelgaard, og hans uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund for at komme indenfor i FN-systemet var højst usædvanlig. Han begyndte voksenlivet som kunsthåndværker i 1950’erne!

Gammelgaard bliver efterfølgende højskolelærer. Forunderlige omstændigheder gør, at han bliver generalsekretær i udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke i 1970, midt i ungdomsoprørets brydningsfulde tid. Posten bliver et springbræt til en karriere i FN-systemet, hvor han rykker til Genève for at opbygge FN-systemets frivilligprogram, UNV, administrativt siden placeret under paraplyforetagendet UNDP, FN’s udviklingsprogram.

MAN TROR, det er løgn: Den første store samlede gruppe FN-frivillige kommer i 1972 til – af alle steder – Iran. Shahens diktatoriske Iran. Hvilket kun kan forklares med landets daværende rolle som USA-allieret og bolværk mod kommunismen. Det afgørende skift og løft opad i karrieren kommer for Gammelgaard, da han i 1977 udsendes til Pakistan for en af de mindst kendte FN-organisationer, UNFDAC, der står for verdensorganisationens bekæmpelse af illegal narkotikaproduktion.

Den politiske situationen i landet er eksplosiv, og heroinmisbruget er i dramatisk vækst. Gammelgaard får uvurderlige erfaringer og et karrieremæssigt springbræt videre til et anden stor udfordring, Burma, nutidens Myanmar, der i 1980’erne var den største opiumproducent på kloden. Videre op ad karrierestigen til en tilsvarende funktion i Thailand i hele fem år, og selvfølgelig må karrieren rundes af i den indiske hovedstad New Delhi 1988-90.

Ud over forfatterens formidable sans for detaljer i beskrivelsen af møder med diplomater, lokale og nationale herskere og mere eller mindre brogede typer i det internationale bistandssamarbejde, så er det her, bogen bliver interessant for andre end de indforståede: Læseren får et overordentlig grundigt indblik i alt det praktiske besvær, der er forbundet med at udføre ambitiøse projekter, der har FN’s lyseblå anerkendelseskulør og dermed repræsenterer verdenssamfundets ’gode’ samvittighed.

DA Jørgen Gammelgaard vender hjem til Danmark i 1990, er han 60 og klar til pensionen, der typisk for miljøet af udviklingseksperter i seniorkategorien handler om at bruge sin viden på at udføre tidsbegrænsede konsulentopgaver. En af disse bringer ham til Vietnam, og dermed er vejen banet for et skifte. Han forlader narkotikabekæmpelsen og sættes i spidsen for et repatrieringsprogram for de såkaldte bådflygtninge, der i 1990’ernes mildnede politiske klima i Vietnam fik mulighed for at vende hjem og genbosætte sig. En af udviklingspolitikkens oversete succeser.

’Et nomadeliv’ er en alt for beskeden titel på en bog, der på sine 455 sider er et skatkammer af velfortalte udviklingserfaringer. Der er meget, der bør ændres i FN-systemet, men undervejs er der en hel del, der er lykkedes. Nøjagtigt at kvantificere hvor mange af FN’s indsatser der har givet langtidsnytte for pengene, ligner en umulig opgave, men Gammelgaards uhyre velskrevne og detaljerede bog leverer et nyttigt indblik i nogle af succeshistorierne.

I det store billede har der været for få af dem. Eller også mangler flere af de gode resultater at blive beskrevet.

(klumme i Politiken 26. februar 2018)