Stakkels Italien er Europas Thailand

De to kulinariske stormagter har udsøgt madkultur og politisk krise til fælles.

Søndagens italienske valg bringer næppe støvlelandet nærmere de løsninger, som politikere og vælgere har været bekendte med i årtier, uden at der er sket ret meget for at rette op på tilstande, der uden overdrivelse kan kaldes betændte.

Intet demokrati er som bekendt bedre end de personligheder, der bemander det, og her fremtræder Italien som et gigantisk paradoks: Landet er fyldt til randen med forfinet kunst og kultur, stærke intellektuelle og åndelige traditioner, samtidig med at det politiske system er gennemsyret af korruption, ineffektivitet og uansvarlighed.

Under et kortvarigt ophold i Rom for nogle år siden spurgte jeg min vært, en veltalende herre på omkring de 40, om han kunne give den kortest mulige forklaring på, hvorfor Italien så længe har været så vanskeligt at regere (landet har EU-rekord i regeringsskift i utide).

Hans forklaring lød nogenlunde således, citeret efter hukommelsen: Vi vælger blandt de opstillede politikere, og når de folkevalgte har indtaget deres pladser, gør de, hvad der passer dem. Uden skelen til alt det gode, de stillede befolkningen i udsigt under valgkampen.

Vist er det en forsimplet fremstilling, men der hører mere til historien. Sagkyndige har forklaret, at italienske parlamentarikere hører til Europas bedst lønnede – de får noget i retning af, hvad der svarer til 1 million kroner på årsbasis plus det løse, altså fryns af forskellig slags.

Hvis tilstanden er som beskrevet, bliver paradokset endnu større: De italienske sygdomme er tilsyneladende kroniske, den uændret høje gældsætning først og fremmest, men også en debatkultur, der forekommer at være dybt inficeret af den gigantiske underholdningsindustri, domineret af de tv-selskaber, der ejes af politikerfænomenet Silvio Berlusconi, der i en alder af 82 er tilbage i den politiske manege.

ALLIGEVEL ER Italien attraktivt som få andre steder på kontinentet. En nærliggende forklaring: Landet fungerer fint, ikke i kraft af dets politikere, men på trods af dem. Politik reduceret til et realityshow, men vælgerne lever fint med det.

Det er en beskrivelse, der passer til et land, danskerne kender særdeles godt: Thailand. Lighederne med Italien er slående: en gæstfri og livsglad befolkning, kulinariske traditioner i verdensklasse, glimrende feriesteder. Men også en dysfunktionel politisk kultur, hvor de folkevalgte fremtræder som magtesløse klovne.

Debatten er tilsyneladende fri, men så alligevel ikke. Folk taler uden om det væsentlige, for det er for følsomt, og flygter så ud i fest, mad og drikke, mens de intellektuelle dukker sig.

Ifølge en nylig opinionsundersøgelse er der blandt italienske vælgere en udbredt mistillid til staten. Hele 81 procent tror ikke på politikerne og deres bureaukrater. Kun 5 procent siger, at de har fuld tillid til de politiske partier og det, kandidaterne stiller folk i udsigt.

Heri ligger utvivlsomt en del af forklaringen på, at et voksende antal af landets højtuddannede forlader landet for at pleje karrieren i udlandet. På 10 år har en million yngre italienere forladt landet.

I kombination med en stor indvandring, 625.000 individer siden 2014, og 5 millioner italienere, der lever i, hvad statistikkerne kalder fattigdom, er der solid grobund for sociale spændinger.

Går Italien samme vej som Storbritannien? Ikke meget tyder på det. Både Bevægelsen 5 Stjerner og Lega har dæmpet kritikken af og modstanden mod euroen, der ikke længere får skyld for at være årsagen til den længst varende recession i landets nyere historie.

Men med en gæld svarende til 130 procent af nationalproduktet har Italien det næsthøjeste gældsniveau i Europa – kun overgået af Grækenland.

Men den slags er for abstrakt til at håndtere i en politisk kultur, hvor det meste handler om personligheder og deres evne til at trække medieopmærksomhed.

I Thailand førte en tilsvarende udvikling til et regulært politisk sammenbrud, som kulminerende med blodige sammenstød i Bangkoks gader i perioden 2006-11. Så galt kommer det ikke til at gå i Italien – den fascistiske ånd er for længst jaget tilbage i flasken.

Stagnation er en mere dækkende beskrivelse af tilstanden i mit foretrukne europæiske ferieland. Vi bliver igen mindet om, hvad den amerikanske stjernekommentator Thomas Friedman skrev under eurokrisen for en halv snes år siden: Tro ikke, at man kan forvandle festglade italienere og grækere til rationelle og nøgterne tyskere.

(klumme i Politiken 6. marts 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s