1800-tallets orden hersker stadig i Asien

Ideen om humanitære interventioner er ikke udbredt blandt asiatiske regeringschefer.

HVIS NOGEN skulle have sendt både nødhjælp og militær til at hjælpe de flere end 600.000 fordrevne rohingyamuslimer, der lever under de forfærdeligste vilkår i lejre i Bangladesh, burde det selvindlysende nok have været subkontinentets demokratiske stormagt, Indien.

I en bedre verden end den nuværende ville Indien reagere på de vestlige landes pres for indgreb mod denne massive etniske udrensning af et muslimsk mindretal.

Men i New Delhi er der politisk tavshed, når det gælder verdensdelens største flygtningekrise i årtier.

Forklaringen er, at de asiatiske stormagtsledere langt bedre end deres europæiske kolleger forstår nødvendigheden af at lade national suverænitet overtrumfe humanitære hensyn.

Myanmars vestlige region Rakhine har en befolkning på godt 3 millioner, et areal lidt mindre end Danmarks og er nabo til et Bangladesh med 160 millioner mennesker. Kampen om jord og ressourcer i dette grænseland har stået på i generationer.

Når lederne i datidens Burma efter uafhængigheden i 1948 aldrig tog skridt til at give de muslimske rohingyaer de samme rettigheder i landets forfatninger som andre etniske og religiøse mindretal fik, var det, fordi man frygtede etniske konflikter af samme karakter som dem, Indien stadig er udfordret af i landets nordøstlige region, hvor en klynge af små delstater stadig er i konflikt med New Delhi.

Dette grænseland har været hjemsted for utallige oprør, mange finansieret af narkotikasmugling og anden illegal aktivitet. Sagen om Niels Holcks våbennedkastninger i denne del af verden mindede danskerne om denne myriade af oversete konflikter.

Når den indiske regering ikke er kommet rohingyaerne til undsætning, skyldes det også, at New Delhi anerkender nødvendigheden af, at Myanmar udrenser en potentiel kilde til islamistisk terrorisme.

I de tidligste år efter subkontinentets deling i et hindudomineret Indien og et muslimsk Vest-og Østpakistan (sidstnævnte fra 1971 Bangladesh) har muslimske mindretals oprør mod centralmagten været en kilde til konstant terror og ustabilitet i adskillige grænseregioner, herunder Kashmir, Assam og Nagaland.

Læg hertil et ustabilt Pakistan, hvis etniske og religiøse fragmentering har været kilde til endeløse oprør og terror på tværs af landegrænser og kontinenter. Et arnested for islamistisk radikalisering.

Derfor udebliver Indiens reaktion på den etniske udrensning, som Myanmars hær har udsat rohingyaerne for.

Pointen i dette brogede billede er, at de asiatiske stormagter har overtaget den forståelse af nationalstatens suverænitet og den brug af magtbalancer, som de europæiske stormagter etablerede efter sejren over Napoleon i 1815, og som gav Europa et århundredes relativ fred og stabilitet.

ASIATISKE REGERINGSCHEFER er således uforstående over for den vestlige offentligheds påberåbelse af menneskerettigheder, når denne bruges i konceptet responsibility to protect, som blev en konsekvens af krigene på Balkan i 1990′ erne og siden gjort til officiel FN-politik efter en resolutionsvedtagelse på FN-generalforsamlingen i 2005.

For i asiatisk logik ligger dette ansvar hos de nationale regeringer, ikke det internationale samfund i skikkelse af FN-systemet eller de humanitære organisationer.

Logikken i Myanmars politik over for dets fordrevne rohingyamindretal er derfor, at man eksporterer en kilde til jihadistisk terror tilbage til dets oprindelsesland, Bangladesh.

Rohingyakonflikten optræder allerede i 1950′ erne i forhandlinger mellem de dengang nyligt uafhængige stater Burma og Pakistan. Datidens demokratiske regering i Rangoon forlangte af Pakistan, at den undlod at støtte de jihadistiske grupper, som fik husly i Pakistan.

HAR EUROPA noget at belære de asiatiske regeringer i en tid, hvor den stærkeste politiske bevægelse i EU kræver kontrol med indvandring, stærkere grænsebevogtning og indsats mod transnational jihadisme? Den såkaldte humanitære orden, som fik et markant udtryk med Nato’s angreb på Serbien i 1999 for at hjælpe Kosovo-befolkningen, er for længst lagt i graven, ikke mindst som konsekvens af den forløjede invasion af Irak i 2003. I dag betales prisen af de hundredtusinder af dræbte i Syrien.

Velkommen tilbage til en ny tid med interessesfærer, en orden, der ligner noget, Europa havde i 1800-tallet.

(klumme i Politiken 12. marts 2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s