Volvo har gjort en forskel i Nordkorea

For 45 år siden solgte Sverige 1.000 Volvoer til Nordkorea, som aldrig blev betalt, men Stockholm får nu en politisk nøglerolle.

Endelig ser det ud til, at Sverige kan gøre en forskel på den internationale scene. Mens vi venter på den officielle meddelelse om tid og sted for det planlagte topmøde mellem præsident Donald Trump og den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un, på svensk grund, er det som altid nødvendigt med nogle forbehold. Nordkorea har tidligere indledt dialog med den omverden, styret opfatter som fjendtlig, for efterfølgende at springe fra, når det virkelig gjaldt.

Denne gang burde der være grund til lidt mere optimisme. I 2000 og igen i 2007 kom en sydkoreansk præsident på besøg i Pyongyang, den nordkoreanske hovedstad, men returbesøg i Seoul blev aldrig realiseret. Under afholdelsen af vinterlegene i Sydkorea for nylig kom diktatorens søster en tur til fjendeland, hvilket aldrig tidligere er sket. At den nordkoreanske udenrigsminister besøgte Stockholm i sidste uge, viser, at noget større er undervejs.

SVERIGES diplomatiske placering i det nordøstasiatiske land har en kuriøs forhistorie. Den starter med noget, der er lige så svensk og populært som Abba og Ikea: Volvo. Personbilen med typebetegnelsen 144 var for et halvt århundrede siden en populær model også på danske landeveje.

Svenske erhvervsledere blev i starten af 1970’erne overbevist om, at Nordkorea var ved at løfte sig økonomisk. Sveriges eksportkreditråd finansierede et betydeligt salg af maskiner til brug for nordkoreansk minedrift, hvilket gav mening på grund af de betydelige mineralforekomster i den kommunistiske stat, men burde have givet anledning til betænkeligheder i betragtning af den betydelige våbenproduktion, som disse mineraler blev anvendt til både i oprindelseslandet og hos de ideologiske våbenbrødre i datidens østblok.

OVEN I maskinerne til minedrift ønskede nordkoreanerne sig Volvoer, hele 1.000 af slagsen, og dem fik de så. 45 år efter at leverancen blev realiseret, har Pyongyang endnu ikke betalt regningen, som med renters rente er løbet op i svimlende 322 millioner dollars.

To gange om året tager en diplomat fra den svenske ambassade i Pyongyang turen hen til den relevante nordkoreanske myndighed og minder om det økonomiske udestående. Hidtil uden resultat. Den højt militariserede stat har svært ved at komme til lommerne. Men måske handlede det om mere end bare penge, da Sverige i 1975 åbnede en ambassade i Nordkorea som det første vestlige demokrati.

I dag deler svenskerne en ambassadebygning i Pyongyang med Storbritannien, Frankrig og Tyskland; en uskøn kasernelignende betonkasse. Indtil sommeren 1990 var bygningen diplomatisk repræsentation for datidens Østtyskland. Da Deutsche Demokratische Republik lukkede og slukkede i 1990, vendte de udstationerede diplomater hjem til et forandret Tyskland og til debriefinger hos det tyske efterretningsvæsen, der havde årtiers erfaringer med at overvåge diplomater fra kommunistiske lande.

De hjemvendte diplomater, angiveligt næsten 90, fra DDR’s lukkede repræsentation i Pyongyang viste sig for størstepartens vedkommende at være geologer! Forklaringen er, at Nordkorea rummer nogle af klodens største lagre af ’sjældne jordarter’, en misvisende betegnelse, eftersom der er tale om mineraler med særlige egenskaber, der er nyttige i forbindelse med fremstilling af computere, våben og fly.

STØRSTEPARTEN af klodens forekomster findes i den kinesiske provins Indre Mongoli, men Nordkorea ligger pænt oppe på ranglisten over forsyningscentre. Kinesiske statsselskaber har en næsten monopollignende kontrol over disse mineraler, men hvorvidt det er lykkedes Beijing at få kontrollen med udvindingen af de nordkoreanske forekomster, er tvivlsomt, i betragtning af at forholdet mellem Beijing og Pyongyang ikke er specielt hjerteligt for tiden.

Og Volvoerne fra dengang? De kører stadig. Jeg observerede en enkelt under mit besøg i Pyongyang for to år siden. På diverse internetsider findes der beretninger om, hvorledes de robuste svenske biler også bruges til taxakørsel i hovedstaden.

Det topmøde mellem Kim Jong-un og Donald Trump, som der nu arbejdes på, kommer næppe til at handle om Volvoerne og den svenske gæld, men hvis det lykkes at komme nærmere en løsning på det koreanske atomspørgsmål, vil svenskerne sandsynligvis sige, at pengene har været givet godt ud.

(klumme i Politiken 22. marts 2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s