Hvis Danmark var en aktie, ville jeg købe løs

Den amerikanske stjerneskribent Thomas L. Friedman var i denne uge i Danmark og talte til regeringens Disruptionsråd om verdens uordentlige indretning og alt det som vi herhjemme elsker at høre om os selv

Historien er fyldt med forfattere, der har drømt om at kunne skrive følgende i erindringerne: Jeg påvirkede ikke kun mine læsere – også beslutningstagere i de virkelig tunge vægtklasser tog bestik af mine budskaber. Så jeg gjorde en forskel på verdens gang.

Ingen i det nuværende medielandskab vil kunne gøre noget sådant med større troværdighed end den amerikanske klummeskribent og journalist Thomas L. Friedman fra The New York Times.

På fjerde årti skriver han intenst om globale magtrelationer, forandringsprocesser, udviklingsmuligheder, politiske og sociale sammenbrud og opbrud på en måde, der har fascineret millioner af læsere på tværs af kontinenterne. En stribe bestsellerudgivelser er det blevet til, garneret med tre Pulitzer-priser, amerikansk journalistiks fornemste hædersbevisning.

Onsdag aften er berømtheden i Danmark inviteret til at gæsteforelæse for regeringens særlige Disruptionsråd, en omhyggeligt sammensat klynge af individer fra arbejdsmarkedet, erhvervslivet og uddannelsessektoren. Regeringens topministre er også mødt frem i den modernistisk indrettede mødesal i parken uden for Marienborg nær Lyngby.

Friedmans evne til at begejstre sine tilhørere svigter ikke. Han hælder generøst roser ud over forsamlingen af beslutningstagere. Lille Danmark har bare gjort alt det rigtige. Det hele. Alt sammen. Vi er rollemodel i en tid, hvor globale forandringer kuldkaster de fleste eksisterende forestillinger:

»Hvis Danmark var en aktie, ville jeg købe løs«, lyder det fra den højtprofilerede ordmagiker.

Danskerne har nemlig erkendt, at verden er ved at blive omdannet. Der, hvor det mærkes tydeligst, er i magtfordelingen; altså det, vi sædvanligvis kalder geopolitik, i arbejdspladsernes indretning og i uddannelsernes indhold, pointerer den amerikanske disruptionguru.

Utvivlsomt sød musik i ørerne på værterne, der har betalt et efter danske forhold eksorbitant honorar for at få berømtheden til at tage turen over Atlanten og lande i smult vande nær Bagsværd Sø.

Vi er tilpasningsdygtige

Hvad er det så, danskerne har gjort med en så enestående præcision, at resten af verden misunder os? Jo, vi har opbygget, hvad Friedman kalder »komplekse, tilpasningsdygtige koalitioner«. Velbekomme! Og hvad så det? Jo, det er amerikansk mediejargon for det, vi andre kalder den danske model.

’Komplekse, tilpasningsdygtige koalitioner’ er i korthed, når politikere efter rådslagninger hos beslutningstagere i erhvervslivet, fagbevægelsen og uddannelsessystemet enes om at gøre »mindst 100 ting«, som han udtrykker det. Altså ikke kun – som i det gamle, hendøende industrisamfund – enes om at skrue op eller ned for skatter og afgifter.

»Teknologiske forandringer gør, at samfundet skal finjusteres hele tiden. Lidt på uddannelse, på sundhed, på forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Danmark har en størrelse som et sammenhængende community , og derfor er I bedre rustede til disse udfordringer end så mange andre«.

Det handler også om at tage ansvar for fremtiden på den rigtige måde:

»Hvad er det, vi skal tale med vores børn om i dag? Er det vigtigt at spørge, om han eller hun har lavet sine lektier? Nej! Vi skal finde ud af, om næste generation er parat til at lære nyt og mere hele livet. For det, de hørte i skoleklassen i går, er forældet i morgen. Men de, der er indstillet på livslang læring, er dem, der klarer sig bedst«, lyder det ud i en sal, hvor flertallet nærmest holder vejret.

Mellem orden og kaos

Mandens verdenssyn tager afsæt i erkendelsen af, at interdependens , altså gensidig afhængighed, er et vilkår, ingen kan slippe fri af. Det betyder, at de, der bygger mure, taber i spillet om fremtidens velstand, og at gårsdagens ideologiske modstandere kan vise sig at være nutidens partnere. Hans eksempel:

»Hvis du vågner en morgen og opdager, at Kina har taget kontrollen med Det Sydkinesiske Hav, så skynd dig at tænke på noget andet. Der er vigtigere sager på spil. For hvis den kinesiske vækst går mod nul, mister vi alle velstand og arbejdspladser«.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er med i den lille kreds, der slår ring om Friedman, efter at de fleste medlemmer af Disruptionrådet har forladt salen. At dømme efter mimikken har Friedman fået en uforbeholden tilhænger i den danske regeringschef. Ordvekslingen mellem de to må vi tænke os til, men berømtheden finder efterfølgende tid til en snak med Politiken og et par af vore konkurrenter i et sidegemak.

Et indlysende sted at starte er i Friedmans opdeling af verden i én del, der repræsenterer orden og stabilitet, og en anden del, der er ramt af kaos. Han forfalder ikke til at gå i detaljer med det Mellemøsten, hvor han for snart 40 år siden indledte sin karriere som udenrigskorrespondent.

Thomas Friedman, du deler verden op i to lejre. Den velordnede del, og dér, hvor kaos og ødelæggelse råder. Men hvad stiller vi i de demokratiske samfund op med, at to store autokratier, ledet af Vladimir Putin og Xi Jinping, tilbyder lige præcis den orden, som du mener, verden efterspørger?

»Jeg hører til dem, der for mange år siden skrev, at mere handel og øget kontakt ville gøre Kina mere åbent. Hvis du sammenligner Kina for 20 år siden med Kina i dag, er forskellen kolossal. Hvis du derefter ser, hvad der er sket i Kina bare inden for den seneste måned, er det tydeligt, at kineserne nu går baglæns«, siger Friedman og fortsætter:

»Hver gang et styre censurerer information eller ophæver begrænsningerne for, hvor længe en politisk leder kan blive siddende, sætter det en barriere for befolkningens kreativitet og forestillingsevner. Så Kina gør noget forkert nu. Det siger jeg som én, der længe har ment, at Kina bør lykkes med det, de satte i gang i sin tid. Jeg er ikke en fjende af Kina, men mener, at verden er bedst tjent med, at Kina har fremgang«.

Friedman tilføjer, at han i stedet for at bruge betegnelsen Kina hellere vil tale om ’en sjettedel af menneskeheden’:

»Denne sjettedel har for nylig vedtaget at ophæve et rotationsprincip for adgangen til magten. Det burde vi have talt om lige siden – i stedet for hele tiden at diskutere Donald Trump«.

Kinesernes formel synes at være, at de kan have en relativt åben økonomi samtidig med at opretholde et lukket politisk system?

»Ja, og de er nået meget langt ved at gå den vej. Jeg siger bare: Vær lidt ydmyg. Vent og se, hvad der sker. Om et par år kan alt være vendt på hovedet. Hvor mange danske virksomheder ville være tjent med, at chefen sidder på livstid?«.

Og her følger så hans virkelige provokation: »Kina og USA er en sammenhængende økonomi. De to samfund fungerer som ét land med to systemer. Amerikanerne kan intet gøre, uden at det mærkes hos kineserne, og omvendt. Ingen af de to kan bruge sanktioner mod den anden uden at skade sig selv. Og derfor bliver jeg aldrig voldsom bekymret eller ophidset over tilstanden mellem Kina og USA. Den gensidige afhængighed mellem de to er gunstig for verden«.

Om Putins Rusland vil du ikke drage en tilsvarende konklusion?

»Nej, slet ikke. Putin spiller taberens spil. Han leder efter selvhævdelse og værdighed alle de steder, hvor det ikke giver mening. Hvis jeg var Donald Trump lige nu og skulle foretage et modtræk til hele den hacking, som russere angiveligt står bag, ville jeg sørge for at udstede visum til de russiske studerende, som kunne tænke sig at fortsætte deres uddannelse på bedre betingelser end dem, Putin giver dem«.

Hvad kommer der til at ske omkring Nordkorea?

»Trump vil forvandle sig til ’en Obama’, hvis topmødet med Kim Jong-un virkelig kommer i stand. Nordkorea stiller Trump over for samme udfordring som den, Obama havde med Iran. Hvad var Obamas muligheder med Iran? Der var tre. Han kunne bombe Iran. Nej, selvfølgelig ikke. Give efter for deres krav? Udelukket. Der er kun forhandlingsvejen. Trump tror, han har en fjerde vej med Nordkorea: at han kan charmere Kim til at indgå en stor studehandel. Men det tror ingen på, så Trump kommer til at gå ad den vej, Obama gik med Iran. Men vi kommer ikke til at se et Nordkorea, der lander på et stort rundt nul med sine kernevåben«.

(interview i Politiken 23. marts 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Interviews, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s