SKAL VERDEN til at gå i udvidet alarmberedskab, fordi Kinas magthavere har fjernet tidsbegrænsningen på to femårs perioder for præsidentembedet?

Den udbredte opfattelse uden for Kina har været, at generalsekretær og præsident Xi Jinping har foretaget en centralisering af magtbeføjelser, der ikke er set siden tiden under folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong. Men sammenligningen med Mao er meningsløs, når man erindrer, hvor forskellig datidens Kina er holdt op mod nutidens. Den relevante vurdering af forskelle og ligheder bør være med Maos efterfølger, Deng Xiaoping.

For det var Deng, der tog skridt til at etablere formelle skillelinjer mellem kommunistpartiet, statsapparatet og militæret. Deng ville sikre, at det kaos og den destruktion af staten og økonomien, som hærgede Kina som konsekvens af Maos angreb på, hvad han opfattede som prokapitalistiske bureaukrater, ikke gentog sig.

DA MAO ZEDONG forlod denne verden i 1976, havde Kina indenrigspolitisk befundet sig i handlingslammelse i flere år. Hæren var bragt ind for at redde et dysfunktionelt magtapparat, der kæmpede med at rette op på de excesser, Mao havde udsat sit land for med sine absurde og tyranniske kampagner.

Deng Xiaopings store fortjeneste blev, at han fik Kina økonomisk integreret i verden, og at dette skete fredeligt. Lykkedes projektet så, kan man spørge i dag. Prøv at sammenligne med, hvor meget og hvordan Mellemøsten, Afrika og Rusland er blevet en del af det globale kredsløb af varer, penge og tjenesteydelser.

Her fremstår Kina som en ubetinget vinder af det, vi i mangel af bedre kalder globaliseringen: Den gennemsnitlige kineser har oplevet at få sin levestandard fordoblet hvert tiende år.

Når ‘ formanden for det hele’, som Xi Jinping nu kaldes, har mulighed for at være rigets stærke mand hele vejen igennem 2020′ erne, har det at gøre med netop den bestræbelse, han og den øvrige partiledelse har stillet befolkningen i udsigt: at blive ‘ et moderat velstående land’ i midten af århundredet.

Den model, der har tjent den kinesiske økonomi godt i mere end et kvart århundrede, er ved at ramme udløbsdatoen.

Der skal flyttes millioner ud af lavproduktive erhverv og ind i primært servicesektoren. Hvis noget går galt i denne proces, vil Xis modstandere kun have ét sted at placere ansvaret: hos formanden for det hele.

VERDEN UDENFOR spørger nervøst til, om magtens centralisering vil få konsekvenser der, hvor der er store risici: Den Koreanske Halvø, Taiwans status, territorialstriden i Det Sydkinesiske Hav og det ambitiøse silkevejsprojekt.

Foreløbig er der ro på disse frontlinjer. Nordkorea synes på vej ind i en dialogproces, Taiwan rører ikke på sig, og Donald Trump lader kineserne sejle side om side med amerikanske flådefartøjer i Det Sydkinesiske Hav.

Men i et globalt magtperspektiv har der indfundet sig en ubalance, der er foruroligende, når man anskuer verden med liberale og demokratiske briller.

De vestlige magtbastioner er i indlysende vanskeligheder. Donald Trumps diffuse regeringsførelse repræsenterer et hidtil uset kapitel i amerikansk historie, hvor uforudsigeligheden hersker, mens EU slår revner.

Kina er i dag en helt anden størrelse end dengang, landet skulle finde en ny kurs efter massakren i Beijings centrum i 1989. Næsten 4 millioner kinesere har været på længerevarende studie-og uddannelsesophold i vestlige samfund. 200 millioner kinesere har lært at tale engelsk og er fortrolige med, hvad en liberal samfundsorden går ud på. De har lært at udnytte fremmede til gavn for Kina, som et ældgammelt mundheld lyder.

Kinas middelklasse har nu et omfang svarende til befolkningerne i Storbritannien, Frankrig og Tyskland lagt sammen. De har en viden om Europa og Nordamerika, der langt overgår, hvad gennemsnitsindbyggerne i de vestlige samfund ved om Kina.

Så længe Kinas partistat fortsætter med at levere velstand og stabilitet, skaber magtens centralisering ikke alvorlige udfordringer for lederne i Beijing.

Mens Kinas partnere og rivaler ser indad, knytter de nye silkeveje forbindelseslinjer på tværs af kontinenterne. I sandhed nye tider, og ingen havde set dem komme. Den globale vægtskål er tippet og ikke i Vestens favør.

(klumme i Politiken 26.03.2018)