EN DIKTATOR satte sig på et tog og lod sig fragte over til naboen. Eller: en lokal fyrste kom i audiens hos kejseren. Den gådefulde leder af Nordkorea, Kim Jong-un, har for første gang siden, han fik overdraget magten af sine generaler i 2011, været uden for sit ‘ eneboerkongedømme’.

Så der er gode grunde til, at Nordkorea igen trækker store overskrifter, men hvordan sætter omverdenen så realistiske forventninger til det regime, som hen over en snes år har brudt en stribe løfter og aftaler? Omverdenens pres på Nordkorea handler om at få regimet til at deklarere sit atompotentiale og på sigt at få gjort den koreanske halvø atomfri. Det har været formålet med de langvarige forhandlinger mellem seks involverede stater, som har været ført i Beijing hidtil uden resultat. For Kim-regimet handler det om politisk overlevelse i form af sikkerhedsgarantier fra USA, gerne også en diplomatisk anerkendelse.

Nordkoreanerne får ingen af delene, medmindre de går med til betydelige indrømmelser i atomspørgsmålet. Tilbage i 2003 forlod Pyongyang den atomare ikke-spredningsaftale (NPT), og seks år senere meldte de sig ud af de forhandlinger, som Beijing havde været vært for siden 2003.

DER ER ingen grund til at antage, at Nordkorea nogensinde vil deklarere regimets atomkapacitet. Selv hvis en sådan aftale eksisterede, ville regimet gøre alt for hindre, at en international kontrol blev troværdig og effektiv.

Bare til sammenligning: USA indgik i sin tid aftaler med Sovjetunionen om nedrustning af atommissiler, og i praksis betød dette, at USA kunne tælle de operationelle missiler, som sovjetisk militær rådede over. Men helt frem til i dag har USA og Nato ingen reel indsigt i, hvor mange sprænghoveder Rusland råder over. Der eksisterer nogle skøn, men fejlmarginen her er stor.

Denne usikkerhed bør ikke afholde Trump-regeringen fra at søge at opnå en aftale med Kim-regimet, men så må denne være realistisk og handle om et forbud mod atomprøvesprængninger. Altså accept af at Pyongyang kan besidde kernevåben, men at de ikke må teste dem, uden at dette får alvorlige konsekvenser i form af sanktioner.

Den eneste magt af betydning, som er i stand til at påføre det nordkoreanske regime sanktioner, der vil være smertelige, er Kina. Derfor er der god logik i at antage, at lige netop sanktioner har optaget en stor del af tiden i samtalerne mellem præsident Xi Jinping og gæsten fra Pyongyang i sidste uge.

MAN ER nødt til forstå Kim-dynastiets magtlogik for at bedømme chancerne for et gennembrud. Nordkorea er ikke en stat, der som de fleste andre råder over et militær, men er et militær, der ejer en en stat. En sådan forhandler ikke om sin egen overlevelse.

I dynastiets og generalernes logik vil overlevelse bestå i at opnå omverdenens anerkendelse som staten, USA og dets allierede 1950-53 ikke kunne nedkæmpe til overgivelse, selv ikke efter tre års intensiv krigsførelse med hundredtusinder af dræbte som konsekvens.

Men dengang var det en kinesisk militær intervention, der reddede regimet fra udslettelse. Vi kan med sindsro gå ud fra, at Xi Jinping også har brugt dette argument under samtalerne i Beijing. Lettere omfortolket kan budskabet have været noget i retning af følgende: Vi reddede jer i 1950, men I kan ikke forvente, at vi redder jer for enhver pris. Vi glæder os over jeres fornyede kontakter med Sydkorea og mener, I skal fortsætte ad dette spor. Et stærkere samarbejde med Sydkorea kan blive trædestenen på vejen til, at I får en ambassade i Washington.

HVOR meget vil Donald Trump være indstillet på at give Kim Jong-un, hvis det fantastiske skulle ske, at at de to kommer til at trykke hænder i maj? Trumps diffuse ledelsesstil giver USA’s venner hovedpine, men paradoksalt nok kan han vise sig at være den præsident, der er bedst i stand til at indgå en aftale med klodens mest bizarre regime.

‘ The Donald’ vil give håndslag på en aftale, når han ser muligheden for det. Meget af den praktiske implementering vil han foretrække at overlade til kineserne frem for det FN-system, han ikke nærer særlig varme følelser for.

Altså må det være på sin plads med en moderat optimisme i vurderingen af, hvor langt Kina er lykkedes med at skubbe den politisk uerfarne Kim nærmere et møde med en anden statsleder, der heller ikke just er belastet af visdommens tyngde.

(klumme i Politiken 3. april 2018)