Asiens store demokratiske succeshistorie er under pres

Er fremtiden for Taiwan kinesisk og i så fald på hvilken måde? Under Beijings centralstyre eller som et samfund med en helt særlig status?

På havnefronten i Kaohsiung i det sydlige Taiwan ligger der en klynge af renoverede lagerbygninger, som engang blev anvendt til at lagre sukkerrør. I dag er der i de istandsatte bygninger indrettet butikker, gallerier, et musikstudie, et museum for gamle damplokomotiver, der engang fragtede sukkerrør og andre fødevarer, plus lignende aktiviteter.

På denne solbeskinnede forårsdag vrimler det med besøgende grupper af gymnasieelever fra Taipei og andre bysamfund i det nordlige Taiwan. Men nogle af bygningerne står ubenyttede hen. Forklaringen er, at det store publikum, som området blev indrettet på at kunne tiltrække, ikke dukker op længere.

Det er det tusindtallige publikum fra ’fastlands-Kina’, der udebliver. Ikke fordi de ikke gerne vil flyve over det ca. 150 kilometer brede Taiwan Stræde og opleve et andet kinesisk samfund end deres eget, men fordi det er blevet sværere overhovedet at foretage denne tur. Beijing har iværksat en mild form for økonomisk boykot og har indført kvoter for dem, der vil tage turen til Taiwan.

INDTIL FOR ET par år siden vrimlede det ind med købedygtige forbrugere og turister, der tog turen fra Folkerepublikken Kina til Republikken Kina og bidrog til begge økonomiers velstandsfremgang. Sidstnævnte kender vi i daglig tale som Taiwan; øen, hvor 23 millioner indbyggere nyder frihedsgrader og en velstand, som ikke er opnået for den milliardstore befolkning på det kinesiske fastland, som Taiwan deler sprog, kultur og historie med.

Taiwan er øen, der er det 20. århundredes store og alt for oversete demokratiske succeshistorie. Et samfund, der blev det første på kloden overhovedet, som de allierede sejrsmagter i Anden Verdenskrig trak fri af kolonialismens svøbe i kølvandet på den japanske kapitulation i august 1945.

Kina, dengang ledet af generalissimo Chiang Kai-shek, fik af premierminister Winston Churchill og præsident Franklin Roosevelt stillet i udsigt, at de territorier, som var blevet koloniseret af Japan, skulle tilbageleveres. Det kom til at ske på en måde, der ikke var taget højde for, da de allierede indgik denne aftale i Kairo i december 1943. For Chiang måtte tage flugten til Taiwan i efteråret 1949 og med ham to millioner nationalistkinesiske flygtninge.

Siden fulgte små fire årtiers militær undtagelsestilstand, der i perioden 1987-92 blev afløst af en nærmest mirakuløs, ublodig og ikke-voldelig politisk transformation, som målt på alle parametre leverede et af klodens mest vellykkede samfund. Demokratisk, velstående og med alle de frihedsgrader, vi forbinder med en moderne stat.

Så indlysende nok er der ingen politisk gruppering i nutidens Taiwan, der slår til lyd for, at Taiwan skal leve under det styre, som gør krav på øen: den politiske ledelse i Beijing. Men det, der skiller vandene i Taiwans politiske landskab, handler om, hvilket af øens to dominerende politiske partier der er bedst til at håndtere presset fra Kina.

EFTER EN LILLE halv snes besøg på øen gennem små tre årtier er der et mønster i mine oplevelser af Taiwan, der begynder at forme konklusioner, som ikke opleves som særligt behagelige: Taiwans fremtidige tilhørsforhold – provins i Kina eller selvstændig stat – vil ikke blive afgjort af øens befolkning.

Lad os se på mulighederne, både de reelle og de mere teoretiske.

1. Taiwan erklærer formel selvstændighed, eventuelt som ’Republikken Taiwan’: Udelukket. Af begge politiske partier på øen, både det hensygnende Kuomintang (KMT), det oprindelige kinesiske nationalistparti, og DPP, det Demokratiske Fremskridtsparti, der i sin tid som oppositionsbevægelse spillede en afgørende rolle i Taiwans demokratisering.

2. Taiwans regering accepterer en status som en provins i Folkerepublikken Kina: Udelukket. Fordi det er uacceptabelt for det store flertal af befolkningen på øen.

3. Som et første skridt mod en større grad af selvstændighed ansøger Taiwan om medlemskab af den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean: Udelukket, fordi medlemmerne af sammenslutningen ikke tør ofre forholdet til Kina for at hjælpe Taiwan til en forandret status.

4. Som et skridt til at stoppe den voksende magt, som Kina udøver i Øst- og Sydøstasien, anmoder Taiwan om et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde med USA’s vigtigste allierede i regionen, Japan: Dette vil af Beijing blive opfattet som en krigserklæring. Kina vil nedfryse alle økonomiske livliner til Taiwan, hvorved øens økonomi vil blive lammet.

Husk, at Kinas og Taiwans økonomier er mere integrerede, end det er tilfældet mellem ethvert af EU’s medlemslande indbyrdes. Japanske og taiwanske firmaer med aktiviteter i Kina vil blive udsat for boykotaktioner, der vil lamme vigtige dele af økonomierne i firmaernes hjemlande. Virkningerne på verdensøkonomien vil blive alvorlige.

5. Taiwans præsident Tsai Ing-wen beder præsident Donald Trump om at give øen en ændret status i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik: Næppe realistisk, selv om Trump er manden, der har vist sig i stand til at overraske. Intet taler for, at Trump vil ændre på den amerikanske lovgivning fra 1979, der sikrer Taiwan mod at blive påtvunget en løsning, befolkningen ikke ønsker sig.

MEN TRUMP ER også manden, der indgår en aftale, når han ser mulighederne for en sådan. Det er tydeligvis hans sigte med de aktuelle bestræbelser på at få en forståelse i stand med Nordkorea om dette lands atomfaciliteter.

Der er her i Taiwan spekulationer i risikoen for, at Trump går efter en ambitiøs aftale med kineserne, der dækker flere områder. Hvilket kunne betyde, at Taiwans interesser ’ofres’ i en stor pakkeløsning, hvor USA og Kina afblæser handelskrigen og får styr på Nordkorea, mens Taiwans præsident af USA får at vide, at hun skal tage til Singapore for at få en aftale i stand med Kinas leder Xi Jinping.

Ganske som Kim Jong-un sandsynligvis blev beordret til Beijing af samme Xi Jinping. Noget for noget, lyder logikken. Et stort spil om verdensdelens fremtid er i gang.

(klumme i Politiken 8. april 2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s