Taiwan behøver konsensus i forhold til sin største udfordring.

BESØGENDE i Taiwans hovedstad Taipei skal ikke gå mange meter fra pladsen foran præsidentens administrationsbygning, før de passerer et elegant monument for ofrene for den ’hvide terror’, det sorteste kapitel i østatens historie.

Monumentet er sammensat af elementer i hvid og sort marmor, herunder en buet mur og et ca. 25 meter højt tårn med en svag hældning placeret på kanten af et lille parkanlæg. På denne måde bliver byen mindet om en politisk brutal fortid, som varede små fire årtier, og som blev afsluttet med Taiwans vellykkede demokratisering i 1980’erne.

Den ’hvide terror’ refererer til de fire årtiers militære undtagelsestilstand, som gjorde det muligt for KMT at regere med udbredt brug af fængslinger og tortur af politiske modstandere, både reelle og formodede. Der er usikkerhed om det nøjagtige antal af fængslede i perioden, men tallet ligger sandsynligvis mellem 140.000 og 200.000.

EFTER AT regering og parlament i 1998 besluttede at oprette en erstatningsfond, har 8.462 efterkommere efter ofre for den ’hvide terror’ indgivet ansøgning om erstatninger, og ud af disse blev 6.808 imødekommet. Det samlede beløb i udbetalte erstatninger nærmer sig 18,7 milliarder taiwanske dollars, svarende til 4,5 milliarder kroner.

Men der står stadig et oprydningsarbejde tilbage i Taiwans opgør med fortiden. I sin tiltrædelsestale efter valgsejren i 2016 lovede præsident Tsai Ing-wen, at hendes regering vil foranledige en undersøgelsesrapport, der skal klarlægge begivenhederne dengang. Den lader stadig vente på sig.

De tusinder af tragiske skæbner, der blev konsekvensen af den ’hvide terror’, begyndte med noget, der umiddelbart så banalt ud. 28. februar 1947 anholdt politiet i byen havnebyen Kaohsiung en tobakssælger, som man mistænkte for at handle smuglervarer. En spontan demonstration tog form, da borgere forsøgte at hjælpe den handlende. Hvorefter politi og militær benyttede anledningen til at iværksætte arrestationer over hele øen.

Med denne fulgte en månedlang bølge af tortur og henrettelser af formodede ’spioner’ og ’banditter’, som var betegnelsen for folk, der blev mistænkt for at have sympatier for kommunisterne i ’Røde Kina’.

DET GAMLE hovedkvarter for KMT, der ligger et stenkast fra monumentet for terrorens ofre, ejes i dag af transportgiganten Evergreen Group, som for en halv snes år siden overtog bygningen for et beløb svarende til trekvart milliard kroner. En af de største erhvervsmæssige succeser, der voksede ud af fire årtiers autoritært styre i Taiwan, lever i dag fint med østatens moderne demokrati, uagtet at Taiwans politiske fremtid tegner mere og mere usikker på grund af Kinas voksende styrke.

Men Evergreen og andre af de store virksomheder, der danner grundlaget for Taiwans enestående økonomiske succes, udtaler sig ikke om politiske emner, og slet ikke når det handler om øens fremtidige relationer til Kina. Den almindelige antagelse er dog, at erhvervslivet foretrækker en regering ledet af KMT.

Men dette parti har lige nu ikke megen fremtid for sig. Dets økonomi er skrumpet, antallet af partifunktionærer er på få år halveret og tæller i dag under 400, i takt med at partiets gigantiske formuer er blevet opløst og privatiseret.

OPGØRET om partiets besiddelser er langtfra ovre, lige så lidt som afklaringen af fortidens overgreb. Spørgsmålet er, om Taiwan har råd til at undvære et Nationalistparti, som har rødder i den kinesiske statsdannelse, der så dagens lys tilbage i 1911. For KMT er partiet, som lederne i Beijing helst forhandler med, når der skal reguleres på relationerne tværs over det 150 kilometer brede Taiwan Stræde.

Det nuværende regeringsparti DPP bliver før eller siden tvunget til helt eller delvis at kopiere den Kina-politik, som inden for de seneste årtier har været varetaget af dets gamle modstander KMT.

Taiwan ville være hjulpet af, at de to rivaliserende partier fandt fælles fodslag i forholdet til giganten på den anden side af Taiwan Strædet, tvunget af den realitet, at Kinas militære, økonomiske og politiske styrke vokser dag for dag.

Øens grusomme, onde og gode diktatorer og ledere har efterladt en arv, som nutidens demokratiske magthavere ikke har råd til at negligere.

For er der et alternativ til forhandlinger mellem Beijing, Taipei og Washington? Det vil kun fanatikere hævde.

(klumme i Politiken 9. april 2018)