Vil Kinas pengemagt opsluge Taiwan?

Genforeningskonflikt overhales af økonomisk udvikling.

TÆNK HVIS Putin-styret pludselig annoncerede en stor flådeøvelse i farvandet mellem Kaliningrad, den polske kyst og Bornholm. Med Ruslands præsident til stede, uniformsklædt, inspicerende de nyeste fartøjer i den russiske Østersø-flåde. Overskrifterne i danske og andre Nato-landes medier ville være dramatiske. Vi ville gå i alarmberedskab, og diskussionen om Ruslands hensigter ville tage en ny runde.

Prøv at flytte scenariet adskillige tusind kilometer ud østpå til Det Sydkinesiske Hav – med Folkerepublikken Kina og Republikken Kina på Taiwan som aktørerne. I sidste uge gennemførte den kinesiske flåde en storstilet flådeøvelse i farvandet mellem den sydlige ø Hainan og det Taiwan, som Beijing kræver bliver genforenet med folkerepublikken.

Aviserne her i Taiwan satte fotos af præsident og generalsekretær Xi Jinping på forsiderne. Manden, der i en tale til sidste års partikongres i Beijing pointerede, at hans regering aldrig vil afgive selv det mindste stykke »kinesisk territorium«. Xi var iført camouflagedragt.

En god ven her i Taipei fortæller, at han ikke ønsker at leve under kinesisk dominans, »men at Kinas genforening med Taiwan er uafvendelig«. I oktober i fjor hørte jeg et lignende budskab fra en af øens fremtrædende erhvervsledere: Kina får sin vilje med den selvstyrende, demokratiske ø, det er kun et spørgsmål om tid, sagde han.

KUN USA kan forhindre, at Taiwan får en skæbne, som et flertal af øens befolkning er imod. Et alternativ til en væbnet konfrontation kan være, at Taiwan accepterer en fredelig og gradvis udvikling, hvor Kinas økonomiske dynamik mere eller mindre opsluger Taiwan; at økonomisk integration baner vejen for den politiske genforening, som Taiwan hidtil har afvist.

På bundlinjen handler det om, at Taiwan og Kina er økonomisk tættere forbundne, end det er tilfældet mellem medlemslande i EU.

Taiwans velstandsniveau per capita er ca. tre gange højere end på det kinesiske fastland, men i udvalgte økonomiske sektorer er kinesiske virksomheder i stand til at betale lønninger, der er langt over, hvad taiwanske arbejdsgivere kan tilbyde.

Officielle opgørelser viser, at ud af Taiwans samlede arbejdsstyrke på ca. 11 millioner har 720.000 forladt øen for at søge lykken i udlandet, halvdelen af dem til den økonomiske gigant på den anden side af Taiwan Strædet, hvor de helt ubesværet deler sprog, kultur og levevis. I Kina bliver disse gæstearbejdere ikke betragtet som udlændinge, men som ‘ patriotiske landsmænd’.

En meningsmåling fra sidste måned har foruroliget myndigheder og politikere her i Taipei: Ni ud af ti taiwanske arbejdere har enten arbejdet i udlandet eller er parate til at gøre forsøget.

Risikoen er, at Kina med økonomiske incitamenter er ved at starte en hjerneflugt ud af Taiwan. For lidt over en måned siden offentliggjorde Beijing en pakke af incitamenter, der skal tiltrække taiwanske forretningsfolk og højtuddannede til Kina, herunder et tilbud om, at taiwanske virksomheder kan byde ind på projekter i det ambitiøse silkevejsprogram, der skal udbygge infrastrukturen i Kina, Sydasien og Centralasien hele vejen til Rusland og Europa.

Regeringen i Taipei kaldte initiativet et forsøg på at underminere østatens økonomi.

UDVIKLINGEN mellem Taiwan og Kina bevæger sig således i to spor. Det økonomiske samkvem fortsætter uhindret af militære tiltag, utvivlsomt fordi det store flertal på øen ved, at pengestrømmen fra Kina er et signal om fortsat status quo trods spændingerne.

Med pengene følger også folk. Ganske vist har de kinesiske myndigheder forsøgt at lægge låg på antallet af turister, der får lov til at tage turen over det 150 kilometer brede stræde, der skiller det store Kina fra det lille. Men under en kort togrejse på den nordlige østkyst fik nærværende korrespondent alligevel et vidnesbyrd om, hvor udviklingen er på vej hen.

Vi sad i en halvtom togvogn og stoppede ved en lille lokal station, da der pludselig væltede en snes yngre rejsende ind, ivrigt gestikulerende og støjende.

Idyllen var brudt.

De er fra fastlandet, konstaterede min medrejsende. Man kan se og høre det på dem. De opfører sig, som om de befinder sig i deres eget land.

Den igangværende amerikansk-kinesiske handelskrig synes ikke at genere unge rejselystne kinesere. Geografien og en årtusindgammel kultur overtrumfer politikken.

(klumme i Politiken 23.04.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s