Koreas tøbrud har Kinas fingeraftryk

Nordkoreas atomare amokløb er blevet uacceptabelt for Xi Jinping. Han og Trump har en plan.

Kejserens tålmodighed var brugt op, og den lille, lokale fyrste skulle irettesættes.

Da den nordkoreanske diktator og klanleder Kim Jong-un besøgte Beijing for lidt over en måned siden, var der ingenlunde tale om et høflighedsvisit. Ganske vist blev der leveret rigeligt med smil og håndtryk helt i overensstemmelse med, hvad protokollen og traditionerne foreskriver, men reelt var der tale om en uregerlig opkomling, der blev taget i skole af suverænen.

Præsident og generalsekretær Xi Jinping har gjort op, at den nordkoreanske magtelites adfærd er uacceptabel. Truslen om brug af kernevåben er ikke kun rettet mod amerikanske mål i Stillehavsregionen, men er også blevet destabiliserende i forhold til langsigtede kinesiske interesser.

Kim Jong-un blev derfor pålagt at tage et forsoningsmøde med sin broderfjende i Sydkorea, og denne begivenhed blev mesterligt koreograferet i sidste uge.

Lignede det også et resultat af præsident Trumps stok og gulerod-politik, altså først ’ild og vrede’, dernæst en håndsrækning til en værdig forhandlingspartner? Delvis ja.

Den reelle sammenhæng afslørede Trump i en besked på Twitter, hvor han takkede sin ’gode ven’ Xi Jinping for fredagens historiske topmøde. Kinas og USA’s præsidenter har således en forståelse for, hvad der skal ske på den koreanske halvø, resten handler om diplomati, ritualer, retorik, tålmodighed og tid.

DE HÅRDE realiteter bag koreografien er følgende: Området omkring det nordkoreanske testområde, der ligger kun 100 kilometer fra grænsen til Kina, er brudt sammen.

Kinesiske videnskabsmænd lækkede i sidste uge (tidspunktet var ikke tilfældigt) oplysninger om, at den kraftigste af de nordkoreanske prøvesprængninger, der fandt sted 3. september i fjor, udløste fire jordskælv i ugerne efter. De kolossale bølger af energi og varme, som sprængningerne har udløst, har gjort bjergområdet omkring testfaciliteterne uanvendeligt. Den nordkoreanske ’Plan B’ kunne have været at finde et nyt testområde, men kineserne ville ikke have tilladt dette. Kim Jong-un blev derfor stillet over for et tilbud, han ikke kunne afvise.

Gennem de mange år, hvor de såkaldte sekspartsforhandlinger om afnuklearisering blev holdt i Beijing, tog de sig helt resultatløse ud. Da den nordkoreanske delegation i en kritisk fase udeblev, afbrød Kina for en tid vitale leverancer af energi til Nordkorea. Med stor sandsynlighed er et tilsvarende pres blevet lagt i fjor. Nordkorea er ikke kun afhængigt af gas, olie og kul, også af vigtig teknologi til den reelle magthaver i Nordkorea, militæret.

DE TO koreanske statslederes floromvundne retorik fokuserer på nedrustning og forsoning. Førstnævnte er realistisk, hvis den bliver gensidig, og hvis Kina og USA deler ansvaret for gennemførelsen.

Langt sværere bliver det langsigtede mål: genforening. Sydkorea har ikke økonomisk styrke til at løfte den byrde, som det vil koste at reformere Nordkorea. Den tyske model fra 1990 lader sig ikke kopiere til den koreanske halvø, medmindre Kina kaster sine økonomiske muskler ind i opgaven. Sidegevinst for Beijing: USA bliver i syd, men holder sig fra nord.

Det magiske ord afnuklearisering giver kun mening, hvis den sker gradvis og gengældes af, at USA reducerer sin tilstedeværelse i Sydkorea. Her giver et andet af Donald Trumps udsagn mening: Han vil afslutte Koreakrigen. Samme mål har hans præsidentkollega Xi Jinping.

Verden ser nu konturerne af et amerikansk-kinesisk sikkerhedspartnerskab i Nordøstasien. Naturligvis lader det nordkoreanske militær sig ikke afvæbne frivilligt, men ideen om en konføderation, der indgik i to tidligere koreanske fælleserklæringer fra topmøder i henholdsvis 2000 og 2007, begynder at få et skær af realisme over sig.

DET BEDSTE, Kim-diktaturet nu kan håbe på, er en status med reduceret suverænitet, der afhænger af Beijings velvilje og økonomiske formåen. Vejen frem for nordkoreanerne bliver herefter at lære af den reformpolitik, Kina indledte i 1980’erne; ’markeds-leninisme’ er denne reformmodel blevet kaldt.

Ingen betvivler modellens nyttevirkninger for millioner af asiater, der er blevet trukket ud af fattigdom og ind i relativ velstand. Uden at USA og Europa har haft noget særligt at spille ind med.

Vejen frem er fyldt med forhindringer, men Korea kan forandres, fordi Østasien er blevet forandret.

(klumme i Politiken 1. maj 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s