Går Nordkoreas arbejdslejre i glemmebogen?

Menneskerettighederne risikerer at blive ofret i koreansk fredsaftale. 

DER ER et betydningsfuldt opbrud i gang på den koreanske halvø. I den såkaldte Panmunjom-erklæring, der blev resultatet af de nord- og sydkoreanske toplederes møde 27. april i våbenstilstandslandsbyen, som har givet navn til erklæringen, er der markante forskelle, når man sammenligner med teksterne fra de tidligere nord-syd-koreanske topmøder i henholdsvis 2000 og 2007, der forblev resultatløse.

Et permanent ’fredsregime’, der udelukker brugen af militær magt, skal blive den nye virkelighed her i 65-året for den våbenhvile, der har fastfrosset Koreas deling. Aldrig mere krig, har præsident Moon Jae-in og formand Kim Jong-un stillet de i alt 80 millioner koreanere i udsigt.

Men topmødets erklæring er også interessant for det, der er udeladt: den del af den nordkoreanske befolkning, der er anbragt i arbejdslejre. Mindst 100.000, muligvis det dobbelte.

Hvis en freds- og forsoningsproces er lige om hjørnet, kan menneskerettighederne blive den pris, verden og koreanerne kan komme til at betale for at få afspænding, øget økonomisk samkvem og udvikling. Kim-regimet vil sikre sin egen og sit systems overlevelse, hvilket indebærer Sydkoreas og USA’s accept af den politiske status quo nord for den 38. breddegrad. Regime- eller systemskifte er udelukket. Sporene fra Tysklands genforening skræmmer i Pyongyang, og et delt Korea vil give Kina den neutraliserede stødpudestat, der kan sikre stabilitet i Nordøstasien.

ALLIGEVEL vil verden blive et bedre sted, hvis målet om en atomfri koreansk halvø nærmer sig sin realisering. Nordkorea, klodens mest militariserede regime, er stadig bevæbnet til tænderne med konventionelle våben. Ingen amerikansk præsident og da slet ikke Donald Trump tør bare antyde en ’model Irak’ i Korea. Der er heller ikke meget, der taler for, at Nordkorea kommer ud i syriske tilstande.

Det koreanske tøbrud er blevet muligt, fordi præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping vil det sådan: Går man tilbage i kalenderen og erindrer sig den nordkoreanske diktators besøg hos Xi Jinping i Beijing i marts, er det påfaldende, at han umiddelbart efter sin hjemvenden til Pyongyang mødtes med ingen ringere end Donald Trumps særlige udsending, CIA-chefen Mike Pompeo, der lige om lidt bekræftes i jobbet som ny amerikansk udenrigsminister.

Den våbenstilstandsaftale, der i juli 1953 satte en stopper for tre års kamphandlinger i Korea, blev underskrevet af Kina, Nordkorea og den amerikanske general, der stod i spidsen for de FN-styrker, der blev domineret af USA. Sydkorea blev aldrig medunderskriver. Altså var krigen i Korea også en stedfortræderkrig mellem USA og Kina, der sendte en hær ind i Nordkorea for at redde en ideologisk allieret.

Kina har længe villet en koreansk fredsaftale, og præsident Trump tweetede for nylig, at han gerne ser sig som selv som manden, der lukker og slukker for dette blodige kapitel i USA’s og Østasiens historie.

DEN AFGØRENDE knast i den videre proces kan koges ned til et enkelt ord: afnuklearisering. Denne bliver politisk mulig, hvis USA går med til en gradvis reduktion af de lidt over 28.000 amerikanske soldater, der er stationeret på baser i Sydkorea.

Hvem skal så kontrollere, at nordkoreanerne opgiver atombevæbningen? Svaret kan kun være ét: Kina. Beijing var i sin tid vært for de såkaldte sekspartsforhandlinger om inspektion af Nordkoreas atomfaciliteter, som Pyongyang endte med at udvandre fra. Men Kina kan være den part, der holder snor i et nyt forsøg på afnuklearisering.

Herfra vil der ikke være langt til en fredsaftale. Næste fase: åbning af diplomatiske relationer mellem USA og Nordkorea. En amerikansk ambassade i Pyongyang og en ditto nordkoreansk i Washington.

For den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, vil det ikke være svært at fremstille et sådant resultat som en politisk sejr. Propagandaen fra Pyongyang vil kunne fortælle befolkningen, at nordkoreanerne ikke blev besejret af den imperialistiske supermagt, men i stedet fik dennes politiske anerkendelse.

TILBAGE STÅR et forhindringsløb på hjemmefronterne både i Nord- og i Sydkorea. Hvordan forklarer de respektive ledere deres befolkninger, at en genforening er noget, de kommer til at vente meget længe på?

Ved de to tidligere topmøder i 2000 og 2007 blev ordet føderation nævnt. Altså et statsforbund. Historien har ingen gode eksempler på levedygtige føderationer, hvor den ene er et etpartidiktatur, og den anden et demokrati med tilhørende frihedsrettigheder. Men lige præcis i Korea taler omstændighederne for, at forsøget gøres. En føderation varer ikke evigt, og de nordkoreanske slavearbejdere fortjener en bedre skæbne end den nuværende.

(klumme i Politiken 7. maj 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s