Trump åbner endnu en bane for Kina

Beijings netværk af infrastruktur ekspanderer fra Centralasien til Mellemøsten.

Med præsident Trumps opgivelse af atomaftalen med Iran er der sket endnu en forskydning i de globale magtbalancer, og det må vække undren blandt USA’s traditionelle allierede, at den frie verdens selverklærede leder lader hånt om mange års møjsommeligt opbygget amerikansk indflydelse i klodens mest konflikthærgede region.

Gør klar til næste kapitel i sagaen ’Sådan ophører en supermagt’. Mon ikke den kommer som serie på Netflix.

Det indlysende spørgsmål er selvfølgelig, om det tomrum for indflydelse og magt, som Trump lader stå åbent, vil blive udfyldt af andre. Der er kun ét troværdigt svar på det spørgsmål, eftersom Europas handlemuligheder er henvist til småtingsafdelingen. Kort og brutalt: Hvad er Kinas hensigter i Mellemøsten?

GENNEM årtier holdt Kina sig langt fra konflikterne i denne del af verden. Men Beijings storstilede plan for udbygning af transportsystemer hen over Centralasien, kendt som Obor (One Belt, One Road), er ved at blive strakt ud til både Iran og de arabiske golfstater.

I de globale opinionsmiljøer er Obor præsenteret som en renæssance for den årtusindgamle Silkevej, der med et net af handelsruter knyttede kinesiske dynastier sammen med riger i Centralasien og videre til Middelhavsområdet. Nogle af endestationerne i forne tider lå, hvor Syrien og Libanon i dag forsøger at overleve som nationalstater.

En mellemøstlig aflægger af Obor kommer til at placere Iran i en nøglerolle. Kina er allerede den største aftager af iransk råolie og har investeret massivt i landets energisektor.

Det statslige kinesiske olieselskab China National Petroleum Corporation er i samarbejde med franske Total gået ind i udviklingen af det iranske gasfelt South Pars, der rummer klodens største kendte forekomster af naturgas.

Hvis konsekvensen af det amerikanske pres på Iran bliver, at Total opgiver sit iranske engagement, er det en indlysende konsekvens, at Kina overtager Totals andel. Der er ingen realistiske konkurrenter, eftersom de kinesiske selskaber har en stærk stat i ryggen.

En gammel togforbindelse fra Kasakhstan til Iran beskrives i kinesiske medier som redskabet, der skal fremme økonomisk integration mellem Centralasien og Mellemøsten. Hverken USA eller EU har en tilstedeværelse af betydning lige her. Kig venligst i historiebøgerne efter begrebet ’vestlig indflydelse’.

Kineserne har ikke kun pengene og ekspertisen med hjemmefra til denne ekspansion. De er også fri for den ulykkelige historiske bagage, som især briter og amerikanere har efterladt i den iranske og arabiske bevidsthed. De mange silkeveje blev opretholdt i århundreder, mens en myriade af fyrstendømmer, sultanater og kongeriger kom og gik, men kejseren i øst var der altid.

BEIJING lader sig ikke nøjes med Iran som trædesten for indflydelse. Kinesiske læreanstalter er i gang med at oprette tænketanke, hvis fokus er den arabiske verden: Der udbydes sproguddannelser for kinesere, der skal lære sig arabisk i skrift og tale, og tilsvarende for arabere, der skal lære sig kinesisk.

Kinas primære økonomiske partner blandt golfstaterne er det oversete sultanat Oman. Duqm er navnet på en omansk landsby, oprindeligt domineret af fiskerierhvervet, men i dag på vej til at blive et vigtigt transport- og industriknudepunkt, hvor kinesiske statsvirksomheder har stillet investeringer for 10,7 milliarder dollars i udsigt.

Duqm kaldes nu ’den kinesiske by’ på den Arabiske Halvø og bliver hjemsted for andet og mere end kun raffinaderier. Der skal også bygges fabrikker for solpaneler og biler. Oman har en strategi for udvikling af en fremtidig økonomi, der gør landet mindre afhængig af olie og gas og har tildelt Kina en nøglerolle i denne proces.

Kinesiske flådefartøjer har gennem flere år regelmæssigt lagt til i havnebyen Salalah som et led i bekæmpelsen af pirateri i farvandene ud for Afrikas Horn.

Oman har ikke lukket Kina indenfor i den hensigt at svække sine relationer med andre stormagter. Tværtimod forsøger sultanatet sig med en flerstrenget strategi med alle relevante geopolitiske aktører. Det stod klart, da Muscat i fjor var en diskret vært for forhandlinger med Taleban. Her deltog afghanske, pakistanske, amerikanske og kinesiske diplomater.

Hvor tager Beijings udsendinge hen næste gang med de store moneybags ?

Palæstina og Syrien, når det er praktisk muligt. Ja, tak.

(klumme i Politiken 17. maj 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s