Valgsensation er et opgør med en årtier gammel korruptionskultur. 

En politisk dinosaur i Asien er faldet. Det dominerende regeringsparti, der har stået i spidsen for den multietniske føderation Malaysia siden uafhængigheden i 1957, er blevet sendt på porten af et massivt vælgerflertal. En regeringschef, der i sine ti år ved magten har svindlet og bedraget sig til en milliardformue, befinder sig sandsynligvis i en form for usynlig husarrest: Najib Razak og hustruen forsøgte at flygte til Indonesien, men blev forhindret. Torsdag ransagede malaysisk politi familiens ejendomme for relevante dokumenter og værdigenstande.

Ny, men midlertidig mand i embedet er en veteran om nogen: 92-årige Dr. Mahatir Mohamad, der i årtier var selve personificeringen af malaysisk magtudøvelse. En uomtvistelig politisk begavelse, ferm til at manipulere både modstandere og medspillere og retorisk så skarp, at han kunne gøre sin nation respekteret også uden for Østasien.

Veteranens overtagelse af landets øverste politiske embede bliver kortvarig. Han er en overgangsleder, mens den oppositionskoalition, der sejrede ved valget 9. maj kommer på benene og får omsat den massive valgsejr i en fordeling af ministerposter og et politisk program, der ud over et nødvendigt retsopgør med forgængerne og en korruptionskultur, der er lige så gammel som nationen selv, skal udstikke en kurs for det etnisk brogede malaysiske samfund.

OPMÆRKSOMHEDEN samler sig aktuelt om en anden gammel kending i landskabet, 70-årige Anwar Ibrahim, der for tre årtier siden havde en profil som kronprins i regeringspartiet UMNO, United Malays National Organisation. Ibrahim var en tidlig lærling under Mahatir Mohamad og nåede i 1990’erne til tops i regeringshierarkiet som både finansminister og vicepremierminister.

Anwar Ibrahims tydelige ambitioner i retning af at overtage landets lederskab resulterede i et dramatisk opgør med mentoren Mahatir, der gennem effektiv manipulation med medier og landets belastede og utroværdige retssystem i april 1999 fik sendt sin forhenværende protegé i fængsel med en skandaleombrust dom for homoseksuel adfærd (Anwar Ibrahim har et langt ægteskab bag sig og fem børn med samme hustru). Alle vidste, at Malaysias retsvæsen var en parodi på et sådant. Sagen rejste en storm af international kritik uden effekt.

Efter sin frigivelse i 2004 dannede Anwar Ibrahim et politisk parti, der stillede op ved valgene i både 2008 og 2013. Da en højere retsinstans stadfæstede hans tidligere dom, måtte han tilbage i fængselscellen i 2015. En såkaldt kongelig benådning udstedt af Malaysias øverste sultan førte til en fornyet frigivelse i onsdags, og nu er det en udbredt forventning, at han er ved at blive kørt i stilling til posten som regeringschef, ironisk nok hjulpet af sin tidligere beskytter, senere rival og nu aktuelle forbundsfælle, Mahatir Mohamad.

INTET AF dette havde været muligt uden vælgernes brug af sociale medier. Den slagne regeringschef Najib Razaks berigelse af sig selv og sine nærmeste har været kendt stof i den malaysiske offentlighed i årevis. Men regeringspartiets og statsapparatets kontrol med de traditionelt partistyrede medier, det kontrollerede civilsamfund og tvivlsomme retsinstanser har gjort, at mandens kleptokratiske tilbøjeligheder indtil nu er forblevet ustraffede.

Centralt i det kommende retsopgør står Razaks personlige berigelse via hans adgang til den statslige udviklings- og investeringsfond, 1MDB. Landets justitsministerium har længe været i gang med at opspore de forsvundne milliardsummer fra fonden: der angives et samlet beløb på 7,5 milliarder dollars, der er gået til uretmæssige formål, heraf alene 27 millioner dollars til køb af en diamanthalskæde til regeringschefens hustru. Parret har angiveligt anskaffet sig dyr kunst af Monet, van Gogh og Andy Warhol foruden køb af en stor lystyacht og luksusboliger i USA.

Yachten var ikke af ordinær slags. Anslået pris: 250 millioner dollars og udstyret med biograf og landingsplads for helikoptere.

Mahatir Mohamad, der engang var en forbunds- og partifælle til Najib Razak, trådte tidligere i år ud af sit pensionistliv med bemærkninger om, at Malaysia måtte vende tilbage til en mere acceptabel retstilstand. For en uge siden kaldte han Razak for en tyv og tilføjede lakonisk: »Høj eller lav, loven gælder for alle«.

Denne tilstand blev dog langtfra konsekvent overholdt i de mange år, Mahatir Mohamad selv sad i regeringschefkontoret, hvilket den nu uformelt genudpegede ’kronprins’ Anwar Ibrahim kunne levere interessante vidnesbyrd om. Det kommer næppe til at ske.

Donald Greenlees, der forsker i sydøstasiatisk politik ved Australia National University kommenterer udviklingen således i The New York Times:

»Magteliterne i Sydøstasien har været præget af en kultur, hvor grådighed, ansvarsløshed og straffrihed var fremherskende. Årtier med regeringer, der lignede etpartisystemer, gav toppolitikere mulighed for at udsuge statslige institutioner og misbruge retsvæsenet. Når hertil kom regeringens kontrol med medierne, fik vi i Malaysia en tilstand, hvor Najib Razak troede, at han var urørlig«.

DEN STØRSTE af de økonomiske skandaler eksploderede i 2015, da medlemmer af oppositionen i samarbejde med undersøgende journalister begyndte at stille spørgsmål om, hvad der var sket med de milliarder, der på mystisk vis var sivet ud af 1MDB.

Året efter fik sagen en udløber i USA, da justitsministeriet i Washington fortalte, at en person, der var identificeret som »Malaysian Official 1« havde overført 731 millioner dollars fra 1MDB til amerikanske banker. Undersøgelser i det amerikanske bankvæsen viste siden, at beløbet var langt større: i omegnen af 4,5 milliarder dollars, hvoraf hovedparten af midlerne har beriget Razak-familien og dens nære forbundsfæller i malaysisk erhvervsliv.

Nogle af midlerne gik til gaveformål: Den amerikanske stjerneskuespiller Leonardo DiCaprio modtog et Picasso-maleri i fødselsdagsgave af Razak-familien. Værdi: 3,2 mia. dollars. Skuespilleren returnerede gaven.

Den største økonomiske skandale i Sydøstasien siden den filippinske præsident Ferdinand Marcos’ udplyndring af sit land er kun lige begyndt at blive rullet ud. Dramaet fortsætter.

(klumme i Politiken 20. maj 2018)