Infrastrukturprojekter lander Europas svageste økonomier i store gældsproblemer. 

Advarslen var ikke til at tage fejl af, da Den Internationale Valutafond (IMF) i forrige uge løftede en pegefinger over for Montenegro, et af de lande på Balkan, der stræber efter at blive medlem af EU. IMF pointerede, at den unge statsdannelse risikerer at gå i knæ økonomisk under vægten af en voksende statslig gældsbyrde.

Valutafondens rapport handler om et af de største infrastrukturprojekter i den konfliktplagede region, den stort anlagte motorvej mellem den serbiske hovedstad, Beograd, og den montenegrinske havneby Bar. Korridoren er af afgørende betydning for Serbiens økonomi, da landet ingen kystlinje har. Den del af transportkorridoren, der går fra den serbiske grænseby Boljare til Bar i Montenegro, er 164 kilometer lang og bliver den dyreste at opføre på strækningen med en anslået samlet omkostning på 2 milliarder euro. Det, der især driver prisen op er, at vejen kommer til at gå gennem et bjergområde, hvor der skal bygges 50 tunneller og næsten 100 broer og viadukter.

Denne kolossale logistiske udfordring har regeringen i Podgorica valgt at få håndteret ved at koble sig på Kinas gigantiske euroasiatiske transportnetværk, kendt som Belt and Road Initiative (BRI), markedsført som vor tids ’silkevej’. I Montenegro er projektets første fase 2015-17 finansieret gennem lån fra en af Kinas store statsbanker, China Export-Import Bank. Når det hele engang står klar, har Kina en korridor for sine industriprodukter hele vejen fra Shanghai til Adriaterhavet.

HAVDE DET alene handlet om ingeniørers effektivitet, kunne det sagtens give mening at lade kineserne være kreditgiver, men valutafondens advarsler går på, at Montenegros spinkle økonomi mangler den volumen, der skal til for at betale hurtigt af på finansieringen. Allerede i fjor mærkede landets befolkning på ca. 645.000 konsekvenserne af regeringens låntagning i form af store offentlige besparelser og øget beskatning på forbrugsgoder. Montenegros offentlige gæld er vokset fra tidligere 59 procent af nationalproduktet til nu 78 procent alene på grund af forpligtelserne til China Export-Import Bank.

I Bruxelles, Berlin og andre europæiske hovedstæder er der voksende bekymring over, om Kina vil bruge sin kolossale finansielle og industrielle vægt til at etablere sig politisk i et svagt hjørne af Europa for at fremme kinesisk økonomisk ekspansion.

Montenegro er ikke alene om at mærke den hede ånde fra dragen i øst. Lufthavnen i den albanske hovedstad, Tirana, ejes nu af det kinesiske statsselskab China Everbright Group. Et opkøb, der ligger i logisk forlængelse af det kinesiske ejerskab af den græske havneby Piræus. I Makedonien er kinesiske selskaber involveret i bygning af motorveje.

Blandt de tidligere jugoslaviske stater er det ikke overraskende i den befolkningsmæssigt største, Serbien, at Kina har kastet flest lodder i vægtskålen. For 2 år siden blev Serbiens eneste stålværk, beliggende i byen Smederevo, solgt til kinesiske HBIS for en pris på 46 millioner euro. 4 år tidligere havde amerikanske U.S. Steel solgt virksomheden tilbage til den serbiske stat for den symbolske pris på en enkelt dollar. Den serbiske minister for byggeri, transport og infrastruktur, Zorana Mihajlovic, tøver ikke med at kalde Serbien for Kinas vigtigste partner i Europa. Men det handler om betydelig mere, end at kineserne sikrede 5.200 jobs med opkøbet af stålværket i Smederevo. For hvor EU fortæller ansøgerne på Balkan, at de skal anerkende Kosovos selvstændighed for at komme med i den europæiske familie, er Beijing en sikker støtte bag Beograds afvisning af dette.

PÅ TVÆRS af politiske skillelinjer er der enighed om, at de berørte lande, Albanien, Bosnien, Kosovo, Makedonien, Montenegro og Serbien, vil kunne løfte sig økonomisk, hvis de snart får større adgang til det velstående Europa. Men der er som bekendt meget langt igen, inden egentlige medlemskaber af Den Europæiske Union begynder at tage sig realistisk ud.

Behovet for at udbygge netværket af transportkorridorer er indlysende, og her er det, at Kinas voksende magt og indflydelse ligner et tveægget sværd. Kinesiske selskaber er kendt for at have kort afstand mellem beslutning og gennemførelse – i modsætning til det fodslæbende bureaukrati i Bruxelles. Dilemmaet er derfor særdeles håndgribeligt, hvis de gamle slagmarker på Balkan hurtigt skal forvandles til markedspladser for regionens 20 millioner indbyggere.

(klumme i Politiken 31. maj 2018)