Den digitale fascisme har erobret os

Cyberspace er på vej til at blive demokratiets modsætning. 

DER kan være blikstille ved computeren, mens bevidstheden mærker et sus: Vi kender følelsen af at blive revet med af turene ude i cyberspace. Hvem i Danmark undtagen generationerne på den tunge side af pensionsalderen har behov for at opleve forsamlingshuse indefra, når hele kloden og halvdelen af menneskeheden kun er få klik væk?

Da internettet endnu befandt sig i puberteten, kunne man høre politikere synge i kor med it-giganterne på et omkvæd, der lød, at adgangen til nettet flyttede ytringsfrihed og demokratisk organisering fra de lokale og nationale rum til det globale. Facebooks Mark Zuckerberg taler hyppigt om connectivity , forbundethed, som en fundamental menneskeret, samtidig med at han bejler til den kinesiske lederelite om adgang til den asiatiske gigants lukrative, censurindhegnede marked. Russiske cyberkrigere gør, hvad de kan for at kortslutte demokratiske debatter i Europa og USA i noget, der næppe kan kaldes andet end asymmetrisk digital krigsførelse.

Hvor internettet i den bedste af alle verdener burde være en ny vej til åbenhed og frihed, er den ubehagelige realitet blevet, at cyberspace er på vej til at blive demokratiets modsætning. Hadkampagner, falske nyheder og algoritmestyrede informationsstrømme er den ny verdensuorden; lad os i mangel af bedre kalde den for techno-fascismen.

INDTIL 1991, som ligger meget langt væk i erindringen selv for nutidens midaldrende, stod der en fundamental værdikamp mellem frihed og tvang; mellem demokratiske markedsøkonomier, retsstat og menneskerettigheder på den ene side og ideologisk totalitarisme og religiøs fundamentalisme på den anden. En enkel verdensorden, der takket være tilstedeværelsen af kernevåben viste sig at være forbløffende stabil.

1989 er det magiske år, hvor alting blev forandret. Der er en historisk ironi i, at det er i samme måned dette år, at den britiske it-ingeniør Timothy Berners-Lee opfinder world wide web , og at muren i Berlin falder og markerer afslutningen på verdenskommunismen.

Forventningen om en grænseløs verden, hvor nyvundne friheder ville brede sig fra højt udviklede og oplyste samfund til kontinenter, der befandt sig i både åndeligt mørke, undertrykkelse og økonomisk armod, led et skibbrud med terrorangrebet 11. september 2001.

Efter snart to årtier med krige mod terror, hvor slagmarkerne periodisk flytter fra mellemøstlige og afrikanske samfund til europæiske storbyer, er frontlinjerne nu i foruroligende grad digitale, hvilket har gjort det sværere at skelne mellem fjender og allierede.

NUTIDENS techno-fascister er ikke interesserede i at erobre land, men begrænser sig til at tage kontrollen med folks tankesæt og følelser. Eftersom det sker indefra, i samfund med tilsyneladende normalt fungerende demokratiske institutioner, der sikrer retsstaten og de friheder, vi forbinder med dem, er risikoen for vor fælles fremtid blevet usikker, hvis ikke uhyggelig.

Fascisterne i det 20. århundrede appellerede til det, de hævdede var en dybere folkesjæl, baseret på race eller ideologi. Nutidens fascister er i overvejende grad religiøse fundamentalister og hardcore etnocentriske nationalister. Islamisk Stat forsvinder ikke, fordi bevægelsens sidste tilholdssteder er blevet pulveriseret af amerikanske bomber, for der er rigeligt plads på nettet til, at cyber-fundamentalisterne kan fortsætte kampen.

Selv i demokratiske og tolerante samfund har en form for techno-populisme drevet politikere ud i kryptofascistisk adfærd. Trumps tweets kortslutter, hvad brigader af amerikanske diplomater har brugt årtier og millioner af dollars på at realisere. Tilhængere af Ruslands Putin, Tyrkiets Erdogan og Ungarns Orban appellerer til den udbredte angst blandt vælgerbefolkningerne, som ikke tiltror EU den tillid, der er en forudsætning for at håndtere vore fælles udfordringer, herunder presset på Europas ydre grænser. Autokrater og demagoger har et fælles træk i deres kamp mod Europas oplysningstradition: De opflammer kollektiv frygt og maner til national og etnocentrisk fællesskabsfølelse.

Fortidens diktatorer brugte køller og andre håndvåben for at tyrannisere befolkninger, i nutidens højt udviklede samfund rækker det med nettets algoritmer. Den kolde krigs primitive propaganda er afløst af digitale kampagner, hvor klik via computerens tastatur er mere mobiliserende end fortidens støvletramp.

(klumme i Politiken 4. juni 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s