1-0 til Kim. På den lange bane vinder Kina

Singapore-mødet skrev historie om en supermagts retræte og starten på en mere balanceret verden. 

NÅR DEN sidste rengøringsmedarbejder er færdig med at feje op efter topmødet i Singapore mellem den amerikanske præsident og Nordkoreas diktator, vil der uundgåeligt være tømmermænd, der indfinder sig. Ikke kun i kredsen omkring Donald Trump og i Kongressen i Washington (forhåbentlig!), men så sandelig også blandt USA’s traditionelle allierede i Østasien. Spørgsmålet er, om disse allierede er ved at blive forhenværende og har indstillet sig på, at de nu må lytte mere til Beijing end til Det Hvide Hus.

Trumps håndtryk med repræsentanten for tredje generation i den klan, der leder det koreanske militærregime (ikke en stat, der har et militær, men et militær, der har en stat), er så tæt på en politisk anerkendelse, som det er muligt under de givne omstændigheder. For Kim-regimet og dets officerselite er det opfyldelsen af en ønskedrøm, de har næret i mere end et halvt århundrede. En lille, men brutal og hensynsløs forbryderstat, der får en demokratisk supermagts skulderklap og håndtryk.

Nu begynder alt det svære. Udfordringerne med at gennemført en afnuklearisering af Den Koreanske Halvø, dvs. at sikre inspektion af de faciliteter, nordkoreanerne har brugt til at gennemføre en serie af prøvesprængninger og affyringer af fremføringsmidler.

For et land af Nordkoreas størrelse og med den politiske indretning, der gælder i Pyongyang, ligner det en opgave, der nærmer sig det uoverkommelige og urealistiske. Se blot på, hvor lidt der er kommet ud af den nedrustning, som USA blev enig med datidens Sovjetunionen om i sidste fase af den kolde krig for tre årtier siden.

I EN vis forstand er verden kastet tilbage til de såkaldte sekspartsforhandlinger, der fandt sted i begyndelsen af 00’erne med Beijing som vært, og hvor også Japan og Rusland deltog. De foregik inden for rammer, som næppe bliver gentaget under de betingelser, der nu foreligger, og de førte ikke til noget som helst.

Forestillingen om, at amerikanske militærfolk skal afsøge de afsidesliggende koreanske bjergegne med digitalkameraer, pandelamper og geigertællere, forekommer ikke realistisk. Hvis nordkoreanerne vil gemme nogle af deres faciliteter af vejen, har de rigtig gode muligheder for det.

Bundlinjen i den aftale, som flertallet af internationale medier kalder ’historisk’, er derfor, at præsident Trump endnu en gang har bekræftet den svækkelse, som USA og dermed Vesten som magtblok befinder sig i, og som tager sig mere og mere uafvendelig ud.

Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at Nordkorea slipper for at blive forandret. Alle tegn går i retning af, at den højmilitariserede nordkoreanske stat er på vej i en anden retning, forårsaget af direkte og indirekte pres fra naboen Kina. Direkte pres, fordi Kinas efterlevelse af de seneste FN-sanktioner utvivlsomt har gjort ondt også på den nordkoreanske magtelite. Indirekte, fordi Kina med sin økonomiske udviklingsmodel viser, at også et klanstyret totalitært Nordkorea kan blive et mere velstående samfund.

LYT TIL Thae Yong-ho, der var udstationeret på den nordkoreanske ambassade i London indtil sin afhopning i 2016. Han beskriver i sine nyligt udkomne erindringer, hvorledes der i Pyongyang er opstået en ny klasse af oligarker, der har opbygget rigdomme ved at gøre forretninger i nabolandene Kina og Rusland. Flere af disse oligarker befinder sig nu i Kim Jong-uns inderkreds og presser på for at få udviklet en politik, der kan give dem endnu bedre indtjeningsmuligheder. Med andre ord er det pengenes magt, der begynder at presse det traditionelle militære hierarki i Pyongyang.

Kim-klanen i Pyongyang har for længst demonstreret, at den giver efter for internationalt pres, men kun hvis det er den historiske allierede Kina, der læner sig ind over halvøen. Her er tilstanden nu, at begge koreanske stater er kommet i et stadig dybere afhængighedsforhold til magthaverne i Beijing, mens USA fortsætter sin retræte, både i Østasien og på den globale scene.

DONALD TRUMP er gået med til at indstille de amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Næste skridt bliver en nedlukning af det sydkoreanske missilforsvar, der har affyringsramperne rettet mod nord og nordvest. Med realismens briller på næsen skal man gøre sig klart, at Donald Trump igen igen har ydet et vigtigt bidrag til at gøre Kina stort igen. For både Nord- og Sydkorea er nu dybt forankrede i den kinesiske interessesfære. 1-0 til Kim, snart 2-0 til Kina.

(klumme i Politiken 14. juni 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s