Globalisering som ideologi har vist sig at være en brøler

Den populisme, som mange taler negativt om, er i realiteten en helt forståelig reaktion på globalismen som ideologi, mener den bogaktuelle journalist og debattør Anna Libak.

Populisternes oprør er slået bredt igennem, og globaliseringen som ideologi – også kaldet globalisme – er stendød. Sådan lyder samfundsdiagnosen anno 2018 fra journalist, debattør og Ruslandskender Anna Libak, der er aktuel med bogen ’Forstå populismen!’.

»Globalismen som en ideologi, der blindt tror på værdien af en grænseløs verden, er efter manges opfattelse gået for vidt. Det er derfor, at amerikanerne har fået Trump, og briterne har fået Brexit. I Danmark taler stort set alle politiske partier nu om, hvordan vi kan modvirke de negative virkninger af globaliseringen. Det handler især om indvandring, miljø, klima. Og om ulighed, selv om det er et mindre problem i Danmark end i andre vestlige lande. Vi skal være glade for den økonomiske globalisering, fordi den har hjulpet flere ud af fattigdom end årtiers udviklingsbistand. Men som en ideologi, vi skal indrette verden efter, er den færdig«, siger Anna Libak.

I sin nye bog forklarer hun over 200 sider populismen uden at forsvare den. Et væsentligt kendetegn er, at populister hævder at tale på vegne af et folk, der bliver trynet af eliten. Populismens essens er krænkelsen – man har trampet på os – og den findes på både højre- og venstrefløjen.

Når netop globaliseringens kritikere har gjort særlig brug af populismen, skyldes det, at de ved at give den som et ’krænket folk’ har kunnet vise, at forestillingen om den globale landsby var en illusion. For et ’folk’ med særlige kulturelle, historiske og religiøse kendetegn lader sig ikke uden videre blande op med andre. På den måde har de, der synes, at globaliseringen er gået for vidt, brugt populismen som rambuk mod den uforbeholdne lovprisning af globalisering, lyder Libaks analyse.

Er der reelt nogen i dansk politik, der omfavner globaliseringen i dag – måske lige bortset fra Radikale Venstre?

»Nej, og interessant nok kan det vise sig, at de radikale går frem, næste gang vi skal til stemmeurnerne. For så markant er dagsordenen skiftet i dansk politik, at de radikale er det eneste parti, man kan stemme på, hvis man vil holde fast i, at globaliseringen primært er et gode. Og nej, jeg har ikke glemt Alternativet. Det parti er ét stort oprør mod konkurrencestaten, der jo er et produkt af globaliseringen: De vil have karaktersystemet væk og mener, at økonomisk vækst smadrer verden«.

Er det i virkeligheden konkurrencestaten – altså en manifestation af globalismen – som flertallet vender sig imod?

»Ja, konkurrencestaten er lagt for had i disse år, fordi den reducerer borgere til produktionsfaktorer. Men samtidig skal vi gøre os klart, at borgerne forventer sig en moderne og veldrevet stat. De forventer digitalisering – det er utænkeligt at klare sig uden i et moderne samfund, hvor kravene til hastighed og selvbetjening er høje. De forventer også sund økonomistyring og kontrol med de fælles skattekroner. Vi omfavner altså stadig visse aspekter af konkurrencestaten«.

Hvad EU bør være

Ifølge Anna Libak er EU-systemet langsomt begyndt at forstå, hvad det er, borgerne på tværs af medlemslandene ønsker sig af unionen. Nemlig at den får kontrol med indvandringen og skaber rammerne for sunde økonomier uden store skel mellem rige og fattige.

»Med en verdensorden under forandring kan vi ikke klare os uden et tæt samarbejde i Europa. Man må huske på, at det, der gør vores verdensdel særlig, er, at vores magthavere faktisk også er underlagt loven. De kan ikke skalte og valte, som det passer dem. Sådan er det ikke i alle dele af verden, og de andre vil forsøge at få indflydelse hos os i EU og splitte os, efterhånden som de bliver relativt stærkere«.

»Det sker jo allerede: Kina, Rusland og Tyrkiet har allerede på forskellig vis påvirket os negativt. Tænk på Erdogans stikkerlinje og Ruslands og Kinas cyberangreb her i Danmark. Globaliseringen har ikke ført til, at de andre lande kommer til at ligne os mere. Nej, de bliver bare stærkere, og den magt vil de vide at udnytte. Kinas Silkevejsprojekt kræver, at EU står sammen, så det ikke ender med, at kineserne får alt for stor politisk indflydelse i EU. Vi ser allerede, hvordan de påvirker Grækenland til at boykotte Kina-kritiske resolutioner, efter de har investeret i havnen i Piræus«.

Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, der bevogter Europas ydre grænser, har fået markant flere ressourcer, så det går vel i den rigtige retning?

»Om Frontex får flere ressourcer eller ej, er ikke afgørende for, om EU-borgerne føler, at deres bekymringer bliver taget alvorligt. For hvis det betyder, at Frontex blot bjærger flere migranter fra at drukne, jamen så betyder det jo også, at Frontex skaber et yderligere incitament for folk fra Afrika til at søge mod EU. Nej, hvis Frontex skal gøre en forskel, så skal de vende bådene eller sejle bådflygtningene helt tilbage til den nordafrikanske kyst. Og det kræver aftaler med disse lande. Så EU’s primære fortjeneste er, at man er gået i gang med at forhandle hjemtagelsesaftaler med de nordafrikanske lande, og at man betaler Libyen for at standse bådene ud for kysten. Det er brutalt, og det er jeg heller ikke glad for; men samtidig viser det jo andre, som ellers ville forsøge sig, at EU ikke tager imod migranter. Og det bliver altså nødt til at være EU, der bestemmer, hvem der kommer ind i EU – ikke migranterne«.

Og forudsætningen for de åbne indre grænsers Europa er, at de ydre grænser holder stand mod presset udefra?

»Så absolut ja«.

Deleøkonomi, ja tak

Næste fase i globaliseringen kommer til at handle om at lægge fornuftige rammer for deleøkonomien og at få globaliseringens helt store vinder, Kina, til at respektere de regler, vi i Vesten gør alt for at overholde, mener Libak.

Hvordan kan flere danskere få fordel af globaliseringen uden et højere skattetryk eller markant dyrere overenskomster på arbejdsmarkedet?

»Vi har allerede kæmpe fordel af globaliseringen – ikke kun økonomisk, også kulturelt. Der er stor bekymring over det kommende medieforlig, der skærer ned på DR, fordi ’uha, så ser folk ikke danskproduceret indhold’. Men sagen er, at folk i dag kun ser det gode danskproducerede indhold. For de har adgang til så meget andet indhold på Netflix og HBO, så de tillader sig kun at se det bedste af alting. Er det et krisetegn? Vel er det da ej«.

»Med hensyn til økonomiske fordele så synes jeg jo, at deleøkonomien er en gave til den brede befolkning. Tag Airbnb: Det er jo ikke den øvre middelklasse, der gider at servicere turister. Eller tag Uber: Det er ikke den højere middelklasse, der kører folk rundt i deres fritid. Deleøkonomien gør det muligt for den almindelige dansker få en indkomst, der ikke kommer fra enten lønarbejde eller fra velfærdsydelser«

Det er ofte blevet sagt, at Kina og flere andre asiatiske lande er globaliseringens store vindere. Har vi bare været for dårlige til at udnytte mulighederne i vores del af verden?

»Det er klart, at kineserne er entydigt begejstrede for globaliseringen. Den har gjort dem så meget rigere, og lige om lidt bliver de denne verdens herskere. Men derfor er det også vigtigt at holde dem fast på, at globalisering skal foregå på fair betingelser; og det gør den ikke nu. USA og EU er sådan set helt enige om, at Kina ikke spiller efter de regler, som de forpligtede sig til, da de fik medlemskab af verdenshandelsorganisationen, WTO«.

»Der er ingen tvivl om, at hvis globaliseringen foregik efter forskrifterne, så ville det være rent win-win. Markedet er den mest effektive måde at skabe værdi for alle på. Men hvis nogen bruger markedet til at skaffe sig politisk magt over os, så er det jo ikke i vores interesse«.

Lær at leve med Trump

Anna Libak deler den i Europa udbredte bekymring over Donald Trump, men forklarer det med hans uortodokse stil:

»Han har en plan, og han ved, hvad han gør. Hans måde at styre på er det tydeligste bevis på, at verdensordenen er skiftet, og at Vesten er presset. USA er ikke længere stærkt nok til at give den som verdens politibetjent og moralske overdommer. Til sidst var Obama blot til grin i Mellemøsten«.

»Muligvis kan Trumps ukonventionelle tilnærmelse til skøre autokrater og diktatorer vise sig at være begyndelsen til en forbedring, ikke mindst for befolkningerne i de lande, der styres af eneherskere«, lyder hendes argument, som fører til denne for mange danskere utvivlsomt provokerende pointe:

»Jeg er ikke bange for Trump«.

(Interview i Politiken 16. juni 2018)

Anna Libak

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Interviews, Kina, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s