I Vietnams gader og cyberspace protesteres mod Kina og partiet.

Mens verdens medieopmærksomhed var rettet mod Trump-Kim-topmødet i Singapore, udspillede der i et andet af regionens lande sig et drama, der kan være signalgiver for, hvor Østasien er på vej hen, og dermed hvilken retning forskydningen i den globale magtbalance er ved at tage.

I Hanoi, Ho Chi Minh-byen og andre vietnamesiske byer gik tusinder af demonstranter på gaden for at protestere mod et lovforslag, der opleves som regeringens knæfald for Vietnams historiske arvefjende Kina. Men demonstranterne har også andre formål end at opildne en variant af nationalisme, der i Østasien har overtaget den rolle, som den marxistisk-leninistiske ideologi engang havde. De vil have øget frihed og en mindre stat.

Hundredvis af demonstranter er blevet tilbageholdt; hvor mange, der fortsat er arresteret, er uvist. Vedtagelsen af lovpakken er udskudt til efteråret.

Det, der på overfladen ligner et opgør om, hvilken økonomisk udviklingspolitik det ellers så fremgangsrige Vietnam forfølger, er også et anliggende, der handler om nationens sikkerhed. De protesterende vietnamesere spørger: Er vi ved at sælge ud af vor nationale suverænitet til Kina?

STRIDENS EMNE er et lovforslag om at åbne tre nye udviklingszoner: den ene i Quang Ninh-provinsen, der grænser op til Kina. Lovforslaget gør det muligt at udleje landarealer til industriformål i 99 år, hvor den hidtidige tidsgrænse i Vietnams øvrige 18 udviklingszoner er 70 år.

Demonstranternes vrede og frygt bunder i, at kinesiske giganter vil rykke massivt ind og dominere et område, der har givet det vietnamesiske samfund et løft op til et niveau som mellemindkomstland. Med andre ord risikerer den vietnamesiske udviklingssucces at ende som et kinesisk tag-selv-bord.

Folkelige protestaktioner vendt mod Kina er et gammelkendt fænomen i Vietnam og har i de senere år især handlet om grænsekonflikterne i Det Sydkinesiske Hav. For fire år siden blev kinesiskejede forretninger i Vietnam angrebet af demonstranter, efter at Kina havde sejlet en boreplatform ind i et havområde, som begge lande gør krav på. I februar 1979 var de to lande i regulær krig, dog kun i tre uger.

Anti-China protesters march while shouting slogans during a rally in downtown Ho Chi Minh city on 11 May 2014. Protesters staged one of Vietnam’s largest ever anti-China demonstrations decrying Beijing’s deployment of a deep-water drilling rig in contested waters as territorial tensions soar.

Gennem århundreder har Vietnam og Kina været nært forbundne kulturelt, men hyppigt været i væbnet konflikt. Kernen i vietnamesisk nationalisme og identitet har siden ca. år 900 e.Kr. taget afsæt i de herskende eliters evne og vilje til at modstå pres og dominans fra giganten i nord og at definere forskelligheden.

Den ironiske pointe er her, at Vietnams succes som udviklingsøkonomi som sin største inspirationskilde har netop Kina. Men det, som demonstranterne minder det vietnamesiske kommunistpartis ledere om i disse dage, er, at Østasiens succes som verdens vækstregion nr. 1 risikerer at gøre det vietnamesiske samfund til det sidste i verden, de ønsker at være: en kinesisk vasalstat.

DEMONSTRATIONERNE er rettet mod andet end Kina: Nationalforsamlingen i Hanoi vedtog tirsdag en lov om sikkerhed på internettet, der indlysende nok bliver myndighedernes redskab til at censurere den relativt frie og åbne debat, der er mulig på Vietnams sociale medier.

En paragraf i lovforslaget om sikkerhed i cyberspace definerer det som ulovligt at publicere ytringer online, der ’fornærmer nationen, flaget, våbenskjoldet, nationalsangen, og nationens store personligheder, ledere og helte’.

Ikke et ord om kommunisme, men ingen er i tvivl om, at den vietnamesiske partistat med denne lov forsøger at forebygge, at den skal konfronteres med folkelig vrede på gadeplan. De kan jo ikke forsvare sig med, at det er Kina, der har opfundet djævelskaben på internettet.

Vietnams autokratiske ledere befinder sig derfor i et dilemma parallelt med det, vi oplever i den demokratiske verden: at skulle sikre sig mod, at teknologiske nyskabelser og sociale medier fremmer kaos, fascistoid adfærd og ustabilitet, frem for det, vi engang håbede på: at blive redskaber til øget frihed.

Paradokset er, at den tilsyneladende grænseløse internetfrihed truer med at destruere det, der er forudsætningen for vietnamesernes økonomiske og sociale fremgang: en stat, der sikrer borgerne både stabilitet og velstand.

Loven om cybersikkerhed er vedtaget, hvilket vil opflamme demonstranternes vrede. Et oprør er i gang, både mod Kina og mod Vietnams kontrolstat.

(klumme i Politiken 18. juni 2018)