Handelskrige har ingen vindere. Den aktuelle tilstand er en styrkeprøve mellem USA og Kina.

Tallene, der fyger gennem luften i den optrappede handelskrig, USA har sat gang i, er svimlende for de fleste.

En mere neutral udlægning af fænomenet kan lyde: økonomisk nationalisme. Ofte kombineret med protektionisme, altså at et land beskytter dele af sin industri mod, hvad der opfattes som unfair konkurrence udefra.

Nationalisme er et mangehovedet uhyre, og vi er bedst tjent med den variant, der udfolder sig på fodboldstadioners tilskuertribuner.

Igen er der tale om, at den amerikanske præsident er optaget af at opfylde valgløfter. Hvad der virkelig må give anledning til undren er, at hans aktuelle virkemidler rammer traditionelt allierede og modstandere i flæng. Stålarbejdere og andre producenter i metalindustrien mærker opbremsningen i efterspørgslen i så forskellige lande som Canada, Mexico, Tyskland og Kina.

Som en kommentator bemærkede i New York Times: Endelig har USA fået en præsident, der har modet til at stå fast over for … Canada.

Handelskonflikter er modreaktionen på den globalisering, der har præget verden siden det magiske år 1989. Den har skabt og udbredt en velstand uden fortilfælde, og til og med præsident Obama var USA ledende i denne udvikling.

BAG DEN heftige retorik fra præsident Trump og hans meningsfæller fornemmes en dybere bekymring over, om konfrontationen mellem klodens to største økonomier er på vej ud i en eskalering, der kan få alvorligere konsekvenser end de rent økonomiske. Derfor giver det mening at kaste et kritisk blik på den økonomiske frontlinje mellem USA og Kina, som den har udviklet sig hen over den seneste halve snes år.

Meget tidligt i sin valgkamp beskyldte Donald Trump Kina for valutamanipulation. Altså at Kina holder kursen på landets valuta, renminbi, kunstigt nede for at gavne landets eksportsektor.

Realiteten er imidlertid, at Kinas samlede betalingsoverskud over for udlandet har været faldende siden 2008 og i dag kun udgør omkring 1 procent af gigantens samlede nationalprodukt.

AT USA’S samlede underskud over for omverdenen er stigende, er ikke en konsekvens af handelspolitikken, men skyldes primært det svulmende budgetunderskud og amerikanernes manglende indenlandske opsparing. Fordi dollaren er klodens reservevaluta, har USA ingen vanskeligheder ved at få andre lande til at finansiere sit underskud.

Har mange års amerikansk pres på Kina da ikke givet resultat? Jo da, siden Bush-regeringen i starten af 00’erne er den kinesiske valuta blevet næsten 40 procent dyrere i forhold til dollaren, hvilket har været helt tilsigtet fra Beijings side.

Når Kina vælger denne politik, hænger det sammen med et erklæret mål om at fremme strukturelle skift i landets udviklingspolitik: væk fra eksportorienteringen over mod en model, hvor det er den indenlandske efterspørgsel, der driver væksten.

AT DEN gennemsnitlige lønindkomst for amerikanske industriarbejdere har stået stille i snart fire årtier, har uendelig lidt at gøre med Kinas eller andre asiatiske industrigiganters fremgang.

Tværtimod har den amerikanske gennemsnitsforbruger oplevet en betydelig forøgelse af sin købekraft, fordi han eller hun nu køber lige så meget kinesisk som amerikansk i Wal-Marts varehuse. En realitet, der er med til at forklare, hvordan Kina har gennemført verdenshistoriens største reduktion af fattigdom.

Så hvis Donald Trump virkelig mener det alvorligt med at føre denne handelskrig ud på den lange bane, er det ikke bare kinesiske arbejdere, der rammes, den vil også gøre ondt på de amerikanere, der har stemt Trump til magten.

IGEN STÅR tåbelighederne i kø i Washington. Hvordan kan det give mening, når Trumps finansminister, Steven Mnuchin, udtaler, at Kina må opgive sin Made in China 2025-plan, som skal gøre kinesiske virksomheder mindre afhængige af at importere især amerikanske højteknologiske komponenter?

Hvis Kina kan producere forbrugerelektronik billigere end amerikanerne, er det gavnligt ikke kun for kinesiske forbrugere, men også for alle os andre.

Samtlige amerikanske præsidenter siden Richard Nixon har villet, at Kina skulle tage del i skabelsen af verdens velstand. Processen er sket fredeligt og er en indiskutabel succes for kineserne, amerikanerne og alle os andre. Hvem i kredsen omkring Trump fortæller ham, at han ikke bør være manden, der lander en fiasko af uhørte proportioner?

(klumme i Politiken 28. juni 2018)