Koreakrigen får en ny fortolkning

Stalin blev sejrherre i den kolde krigs første store opgør 1950-53.

KALENDEREN passerede i forgangne uge 68-års dagen for udbruddet af krigen i Korea, som var det kommunistiske Nordkoreas diktator Kim Il-sungs forsøg på at genforene den delte halvø. At Kims barnebarn nu har udsigt til at blive den leder, der formelt afslutter syv årtiers konflikt med en fredsaftale som afløser for våbenhvilen fra 1953, giver ekstra god grund til at nyfortolke den tre år lange krig, der ændrede historien uden at ændre på verdenskortet.

En højaktuel bogudgivelse i Sydkorea leverer nøjagtig den indsigt, som er påkrævet til formålet. Forfatteren er en pensioneret ambassadør, Ra Yong-il, der har en enestående karriere i sydkoreansk diplomati bag sig med poster i London og Tokyo. I dag er han professor og forsker, og den imponerende karriere tæller også stillingen som chef for det sydkoreanske efterretningsvæsen. En oversættelse af bogen til engelsk kan kun gå for langsomt, men heldigvis har Ra Yong-il forklaret bogens konklusioner i et interview med netavisen Asia Times.

DET AFGØRENDE nye i bogen er dens forklaringer på sovjetdiktatoren Josef Stalins motiver til at lade krigen i Korea trække i langdrag: han mente, at USA’s krigsindsats ville køre fast i de koreanske bjerge, hvilket var nøjagtig, hvad der skete, efter at Kina i efteråret 1950 havde sendt troppestyrker ind for at redde den nordkoreanske hær fra sammenbrud. Dermed fik Sovjetunionen friere hænder til at konsolidere sin nyetablerede magtbase i Øst- og Centraleuropa.

Men det er Stalins strategiske mål i Asien, der er bogens opsigtsvækkende pointe: Sovjetdiktatoren ville lade sin ideologiske allierede Kina udkæmpe en stedfortræderkrig mod USA i Korea og dermed sikre, at Kina forblev delt. Den slagne kinesiske nationalisthær under Chiang Kai-shek var i 1949 flygtet til Taiwan, hvor han opretholdt den statsdannelse, der i dag kendes som Republikken Kina. Så længe Kinas diktator, Mao Zedong, var engageret i at bekæmpe den ’imperialistiske’ hovedfjende USA i Korea, ville han være afskåret fra at invadere Taiwan og få afsluttet Kinas borgerkrig.

Stalins formål med at holde Kina delt skyldtes hans frygt for at få Sovjetunionens lederstilling i den kommunistiske magtblok udfordret af et forenet og styrket Kina. Med andre ord, så længe både Korea og Kina forblev delte nationer, ville Stalin være den uantastede leder af den revolutionære, kommunistiske, erklæret antiimperialistiske verdensbevægelse.

Midlet til at opnå dette strategiske mål var stedfortræderkrige. Atombomben og rædslerne under Anden Verdenskrig havde i sovjetisk opfattelse den konsekvens, at en ny og mindre bekostelig form for krigsførelse måtte tages i anvendelse. Hvilket skete i Korea med meget begrænsede omkostninger for Moskva. Den sovjetiske støtte til Nordkorea bestod i våben, herunder kampfly, som blev sejlet til Nordkorea for at undgå landtransporten gennem Kina. Moskva havde aldrig tropper i Korea.

KONFLIKTEN mellem Stalin og Mao bestod i, at den nationalistkinesiske leder Chiang Kai-shek under den kinesiske borgerkrig havde stillet jernbanelinjer i Nordøstkina til rådighed for den sovjetiske røde hær.

Men da Maos kommunistiske partisanhær sejrede i 1949, nægtede han at opfylde Chiangs løfter. Herefter blev relationerne mellem lederne af de to ideologiske forbundsfæller iskoldt. Både som taktiker og strateg var Stalin sin kinesiske kollega langt overlegen. Altså gik han efter at svække både USA og Kina, hvilket lykkedes i Korea indtil underskrivelse af en våbenhvile i juli 1953, kun få måneder efter Stalins død.

Sovjetdiktatorens koncept om stedfortræderkrige overlevede ham i årtier, ikke mindst i Vietnam 1965-75, hvor rivaliseringen mellem Moskva og Beijing blev tydelig for resten af verden.

Fra slutningen af 1950’erne havde den sovjetisk-kinesiske konflikt udadtil karakter af et ideologisk opgør, men reelt var det eftervirkningerne fra Korea og Taiwan, der kastede lange skygger. Konflikten havde flere dimensioner, herunder også en strid om Kinas udvikling som atomvåbenkapacitet.

HISTORIKERNE er over en bred front enige om, at når præsident Nixon i 1972 indledte USA’s åbning over for Kina, skyldes det et ønske om at komme ud af Vietnam, 1960’ernes store stedfortræderkrig mellem supermagterne. Som strategisk koncept er stedfortræderkrige i dag nok meningsløse andet end til at forstå historien. Men muligvis er nutidens Putin enig med forgængeren Stalin i de risici for Rusland, som et stadig stærkere Kina indebærer. Kina har overhalet Rusland økonomisk for mange år siden.

(Klumme i Politiken 2. juli 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s